Danish
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z

Extavia (interferon beta-1b) – Produktresumé - L03AB08

Updated on site: 06-Oct-2017

Medicinens navnExtavia
ATC-kodeL03AB08
Indholdsstofinterferon beta-1b
ProducentNovartis Europharm Ltd

1.LÆGEMIDLETS NAVN

Extavia 250 mikrogram/ml, pulver og solvens til injektionsvæske, opløsning.

2.KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Extavia indeholder 300 mikrogram (9,6 mio. IE) rekombinant interferon beta-1b pr. hætteglas*. Efter rekonstitution indeholder 1 ml 250 mikrogram (8 mio. IE) rekombinant interferon beta-1b. * Produceret med genteknologi fra Escherichia coli-stammen.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.LÆGEMIDDELFORM

Pulver og solvens til injektionsvæske, opløsning.

Pulver - hvidt til off-white.

Solvens – klar, farveløs opløsning.

4.KLINISKE OPLYSNINGER

4.1Terapeutiske indikationer

Extavia er indiceret til behandling af:

Patienter med en enkelt demyeliniserende hændelse med en aktiv inflammatorisk proces, der er alvorlig nok til at berettige til intravenøs behandling med kortikosteroider, hvis alternative diagnoser er blevet udelukket, og hvis patienten bedømmes til at være i højrisikogruppen for at udvikle klinisk definitiv dissemineret sklerose (se pkt. 5.1).

Patienter med recidiverende-remitterende dissemineret sklerose, som har haft to eller flere relapser inden for de seneste to år.

Patienter med sekundær progressiv dissemineret sklerose med aktiv sygdom, vist ved relapser.

4.2Dosering og administration

Behandling med Extavia skal påbegyndes under opsyn af en læge med erfaring i behandling af sygdommen.

Dosering

Voksne og unge fra 12-17 år

Den anbefalede dosis Extavia er 250 mikrogram (8 millioner IE) svarende til 1 ml rekonstitueret injektionsvæske (se pkt. 6.6) injiceret subkutant hver anden dag.

Generelt anbefales dosistitrering ved behandlingsstart.

Dosis bør ved behandlingsstart være 62,5 mikrogram (0,25 ml) subkutant hver anden dag, som langsomt øges til en dosis på 250 mikrogram (1,0 ml) hver anden dag (se Tabel A). Titreringsperioden kan justeres, hvis der forekommer nogen tegn på bivirkninger. En dosis på 250 mikrogram (1,0 ml) hver anden dag bør tilstræbes for at opnå tilstrækkelig effekt.

Tabel A: Skema til dosistitrering*

Behandlingsdag

Dosis

Volumen

 

 

 

 

 

1, 3, 5

62,5

mikrogram

0,25

ml

7, 9, 11

mikrogram

0,5

ml

13, 15, 17

187,5

mikrogram

0,75

ml

≥19

mikrogram

1,0

ml

* Titreringsperioden kan justeres, hvis der forekommer signifikante bivirkninger.

Extavias optimale dosering er ikke endeligt fastlagt.

På nuværende tidspunkt vides det ikke, hvor lang tid patienten skal behandles. Der foreligger opfølgninger fra kontrollerede kliniske forsøg af patienter med recidiverende-remitterende dissemineret sklerose i op til 5 år og af patienter med sekundær progressiv dissemineret sklerose i op til 3 år. Der er en bevist effekt ved behandling i de første 2 år af patienter med recidiverende- remitterende dissemineret sklerose. Ifølge tilgængelige data for de følgende tre år har Extavia en vedvarende behandlingseffekt i hele perioden.

Der er en bevist effekt i en periode på 3 år hos patienter med et enkelt klinisk tilfælde, der tyder på dissemineret sklerose.

Behandlingen bør ikke anvendes til patienter med recidiverende-remitterende dissemineret sklerose, som har haft færre end 2 relapser i de forudgående 2 år, eller til patienter med sekundær progressiv dissemineret sklerose, som ikke har haft aktiv sygdom i de forudgående to år.

Extaviabehandlingen seponeres, hvis patienten ikke reagerer på behandlingen, f.eks. hvis der sker en stadig progression af Expanded Disability Status Scale (EDSS) i 6 måneder, eller der inden for 1 år har været behov for mindst 3 supplerende behandlinger med adrenokortikotropt hormon (ACTH) eller kortikosteroider til trods for behandling med Extavia.

Pædiatrisk population

Der er ikke udført formelle kliniske eller farmakokinetiske studier hos børn eller unge. Begrænsede offentliggjorte data antyder dog, at sikkerhedsprofilen hos unge i 12-17-års-alderen, som behandles med 8 millioner IE Extavia subkutant hver anden dag, svarer til sikkerhedsprofilen hos voksne. Der foreligger ingen data om brugen af Extavia hos børn under 12 år, og Extavia bør derfor ikke anvendes til denne patientgruppe.

Administration

Den rekonstituerede injektionsvæske skal injiceres subkutant hver anden dag. For instruktioner om rekonstitution af lægemidlet før administration, se pkt. 6.6.

4.3

Kontraindikationer

Overfølsomhed over for naturligt eller rekombinant interferon beta, humant albumin eller over

 

for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1.

Påbegyndelse af behandling under graviditet (se pkt. 4.6).

Patienter med aktuel, alvorlig depression og/eller selvmordstanker (se pkt. 4.4 og 4.8).

Patienter med dekompenseret leversygdom. (se pkt. 4.4, 4.5 og 4.8).

4.4

Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Forstyrrelser i immunsystemet

Administration af cytokiner til patienter, der lider af monoklonal gammopati, er blevet forbundet med udvikling af systemisk kapillær lækage-syndrom med choklignende symptomer og dødelig udgang.

Gastrointestinale sygdomme

Tilfælde af pankreatitis blev observeret ved brug af Extavia, ofte i forbindelse med hypertriglyceridæmi.

Sygdomme i nervesystemet

Extavia skal administreres med forsigtighed til patienter med tidligere eller aktuelle depressive symptomer især til de patienter, som forudgående tidligere har haft selvmordstanker (se pkt. 4.3). Det er kendt, at depression og selvmordstanker kan opstå med øget frekvens hos patienter med dissemineret sklerose og i forbindelse med brug af interferon. Patienter, der behandles med Extavia, skal rådes til straks at meddele symptomer på depression og/eller selvmordstanker til deres læge. Patienter, der udviser tegn på depression, bør monitoreres nøje under behandlingen med Extavia og behandles hensigtmæssigt, og seponering af Extavia bør overvejes (se også pkt. 4.3 og 4.8).

Extavia bør administreres med forsigtighed til patienter med krampeanfald i anamnesen, til patienter, der er i behandling med antiepileptika, og særligt til patienter med epilepsi, som ikke er tilstrækkeligt kontrolleret med antiepileptika (se pkt. 4.5 og 4.8).

Dette lægemiddel indeholder humant albumin og har dermed en potentiel risiko for at overføre virale sygdomme. Risiko for overførsel af Creutzfeld-Jacobs sygdom kan ikke udelukkes.

Laboratorietests

Regelmæssige thyroideafunktionsprøver anbefales til patienter med thyroideaforstyrrelser i anamnesen eller efter klinisk indikation.

Ud over de laboratorietests, som normalt er nødvendige til monitorering af patienter med dissemineret sklerose, anbefales fuldstændig blodtælling og differentialtælling af hvide blodceller og blodpladetal samt blodkemi, herunder leverfunktionstests (f.eks. aspartat aminotransferase serum glutamin- oksalsyre transaminase (SGOT), alanin aminotransferase serum glutamat pyruvat transaminase (SGPT) og gamma-glutamyltransferase) før behandlingen indledes med regelmæssige intervaller efter Extavia-behandlingen og med mellemrum derefter, hvis der ikke foreligger nogen kliniske symptomer.

Det kan blive nødvendigt at intensivere monitoreringen af det totale blodcelletal med differential- og blodpladetal hos patienter, der lider af anæmi, thrombocytopeni og/eller leukopeni. Patienter, som udvikler neutropeni, skal monitoreres tæt for udvikling af feber eller infektion. Der er rapporteret thrombocytopeni med store fald i blodpladetal.

Sygdomme i lever og galdeveje

Asymptomatiske stigninger i serumtransaminaser, der i de fleste tilfælde var milde og forbigående, forekom under kliniske studier hyppigt hos patienter, der blev behandlet med Extavia. Som ved andre beta-interferoner er der indberettet tilfælde af alvorlige leverskader, herunder leversvigt, hos patienter i behandling med Extavia. De alvorligste tilfælde forekom ofte hos patienter, i behandling med andre lægemidler eller stoffer, der er kendt for at være forbundet med levertoksicitet eller ved andre samtidige medicinske tilstande (f.eks. metastaserende malignitet, alvorlig infektion og sepsis eller alkoholmisbrug).

Patienten bør monitoreres for tegn på leverskade. Stigninger i forekomsten af serum-transaminaser bør føre til nøje monitorering og undersøgelse. Det bør overvejes at stoppe behandlingen med Extavia, hvis koncentrationerne stiger signifikant, eller hvis der er kliniske symptomer på f.eks. gulsot. Hvis der ikke er klinisk påvist leverbeskadigelse, og når leverenzymerne er normaliseret, kan det overvejes at genoptage behandlingen med en passende kontrol af leverfunktionerne.

Trombotisk mikroangiopati (TMA)

Tilfælde af trombotisk mikroangiopati, der har manifesteret sig som trombotisk trombocytopenisk purpura (TTP) eller hæmolytisk uræmisk syndrom (HUS), herunder dødelige tilfælde, er indrapporteret i forbindelse med interferon-beta-præparater. Bivirkningen er indrapporteret på forskellige tidspunkter under behandlingen og kan forekomme fra flere uger til flere år efter start af interferon-beta-behandling. Blandt tidlige kliniske symptomer er trombocytopeni, nydebuteret

hypertension, feber, symptomer fra centralnervesystemet (fx konfusion og parese) og nedsat nyrefunktion. Laboratoriefund, der kan tyde på TMA, inkluderer nedsat trombocyttal, forhøjet serumlaktatdehydrogenase (LDH) på grund af hæmolyse og schistocytter (erytrocytfragmentering) i et blodudstrygningspræparat. Hvis der derfor observeres kliniske symptomer på TMA, anbefales yderligere kontrol af trombocyttal, serum-LDH, blodudstrygningspræparat og nyrefunktion. Hvis TMA diagnosticeres, er øjeblikkelig behandling nødvendig (udskiftning af plasma skal overvejes), og omgående seponering af Extavia anbefales.

Sygdomme i nyre og urinveje

Når patienter med svært nedsat nyrefunktion behandles med interferon beta, bør der udvises forsigtighed og en nøje monitorering bør overvejes.

Nefrotisk syndrom

Der er indberettet tilfælde af nefrotisk syndrom med forskellige underliggende nefrepatier inklusive kollaberende fokal segmental glomeruloskleritis (FSGS), minimal change disease (MCD), membranproliferativ glomerulonefritis (MPGN) og membran glomerulopati (MGN) under behandling med beta-interferonprodukter.Hændelserne blev rapporteret på forskellige tidspunkter i behandlingsforløbet og kan opstå efter flere års behandling med beta-interferon.Det anbefales at udføre periodisk monitorering for tidlige symptomer, fx ødem, proteinuri og nedsat nyrefunktion, især hos patienter med øget risiko for nyresygdom. Hurtig behandling af nefrotisk syndrom er påkrævet, og det skal overvejes at seponere Extavia.

Hjertesygdomme

Extavia skal også anvendes med forsigtighed til patienter, som lider af hjertesygdomme, Patienter med tidligere alvorlig hjertesygdom, som for eksempel kongestivt hjertesvigt, lidelser i kranspulsåren eller arytmi, bør monitoreres for forværring af den kardiologiske tilstand, især under den indledende behandling med Extavia.

Extavia har ikke nogen direkte kardiotoksicitet, men symptomer på det influenzalignende syndrom, som forbindes med beta-interferoner, kan vise sig at belaste patienter med tidligere alvorlige hjertesygdomme. I perioden efter markedsføringen er der modtaget meget sjældne rapporter om forbigående forværret hjertetilstand ved behandlingsstart med Extavia hos patienter med tidligere hjertesygdom.

Der er rapporteret om tilfælde af kardiomyopati. Hvis dette opstår, og der er mistanke om en forbindelse til Extavia, bør behandlingen seponeres.

Almene lidelser og reaktioner på indgivelsesstedet

Der kan forekomme alvorlige overfølsomhedsreaktioner (svære, akutte reaktioner som bronkospasmer, anafylakse og urticaria). Hvis reaktionerne er svære, bør Extavia-behandlingen seponeres, og passende medicinsk behandling indledes.

Der er rapporteret om nekrose på injektionsstedet hos patienter, som bruger Extavia (se pkt. 4.8). Nekrosen kan være omfattende og kan involvere både muskelfascie og fedt og kan derfor give ardannelse. Debridering og mindre hyppigt hudtransplantation kan i nogle tilfælde blive nødvendig, og heling kan tage op til 6 måneder.

Hvis patienten oplever bristning af huden, som kan være forbundet med opsvulmen eller drænage af væske fra injektionsstedet, bør patienten rådgives til at søge læge, før injektionerne med Extavia fortsættes.

Hvis patienten har flere læsioner, bør behandlingen med Extavia seponeres, indtil læsionerne er helet. Patienter med enkelte læsioner kan fortsætte på Extavia, hvis nekrosen ikke er alt for omfattende, da nogle patienter har oplevet heling af nekrose på injektionsstedet, mens de stadig anvendte Extavia.

For at minimere risikoen for nekrose på injektionsstedet, bør patienten anbefales at:

anvende en aseptisk injektionsteknik

skifte injektionssted for hver dosis.

Brug af en autoinjektor kan reducere forekomsten af reaktioner på injektionsstedet. I det pivotale studie med patienter med en enkelt klinisk hændelse, der tyder på dissemineret sklerose, anvendte størstedelen af patienterne en autoinjektor. Reaktioner på injektionsstedet samt nekrose blev observeret mindre hyppigt i dette studie end i de andre pivotale studier.

Patientens selv-injektionsprocedure bør gennemgås regelmæssigt, især hvis der er opstået reaktioner på injektionsstedet.

Immunogenicitet

Som med alle terapeutiske proteiner er der en mulighed for immunogenicitet. Der blev indsamlet serumprøver i kontrollerede kliniske forsøg hver 3. måned for at monitorere udviklingen af antistoffer mod Extavia.

I de forskellige, kontrollerede kliniske forsøg udviklede mellem 23 % og 41 % af patienterne neutraliserende aktivitet mod interferon beta-1b i serum, bekræftet ved mindst 2 efterfølgende positive titreringer. Mellem 43 % og 55 % af disse patienter gik over til en stabil, negativ antistofstatus (baseret på to negative titreringer i træk) i løbet af det pågældende studies efterfølgende observationsperiode.

Udvikling af neutraliserende aktivitet er associeret med en reduktion i den kliniske effekt, men kun hvad angår relapsaktivitet. Nogle analyser antyder, at denne virkning kan være mere udtalt hos patienter med højere titreringsniveauer af neutraliserende aktivitet.

I studiet med patienter med en enkelt klinisk hændelse, der tyder på dissemineret sklerose, sås neutraliserende aktivitet (målt hver 6. måned) hos 32 % (89) af patienterne behandlet med Extavia. 60 % (53) af disse patienter vendte tilbage til negativ status baseret på den sidste tilgængelige vurdering inden for 5-års perioden. I denne periode var udviklingen af neutraliserende aktivitet forbundet med en signifikant øgning i nye aktive læsioner og T2-læsionsbyrden set ved magnetisk resonansscanninger (MRI). Det var tilsyneladende ikke forbundet med en reduktion i den kliniske

effekt (med hensyn til tidsrummet før klinisk definitiv dissemineret sklerose (CDMS), tid for bekræftet EDSS-progression og attakfrekvens).

Nye bivirkninger er ikke blevet relateret til udviklingen af neutraliserende aktivitet.

Det er blevet vist in vitro, at Extavia krydsreagerer med naturlig interferon beta. Dette er dog ikke blevet undersøgt in vivo, og den kliniske betydning er usikker.

Data fra patienter, som har udviklet neutraliserende aktivitet og har afsluttet behandlingen med Extavia, er sparsomme og utilstrækkelige.

Beslutningen om at fortsætte eller seponere behandlingen bør baseres på klinisk sygdomsaktivitet frem for neutraliserende aktivitetsstatus.

Indholdsstoffer

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol natrium (23 mg) per ml, dvs. det er i det væsentlige natriumfrit.

Personer med overfølsomhed overfor latex

Beskyttelseshætten på Extavias fyldte injektionssprøjter indeholder et derivat af naturgummi-latex. Selvom der ikke kan måles naturgummi-latex i hætten, er sikkerheden ved brugen af fyldte injektionssprøjter ikke undersøgt hos personer, som er overfølsomme overfor latex. En mulig risiko for overfølsomhedsreaktioner kan derfor ikke udelukkes fuldstændigt.

4.5Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Der er ikke udført interaktionsstudier.

Virkningen på lægemiddelmetaboliseringen af 250 mikrogram (8 mio. IE) Extavia - givet hver anden dag til patienter med dissemineret sklerose - er ukendt. Kortikosteroid- eller ACTH-behandling af relapser i perioder på op til 28 dage har været vel tolereret hos patienter, der fik Extavia.

Grundet manglende klinisk erfaring med patienter med dissemineret sklerose bør Extavia ikke anvendes sammen med andre immunomodulatorer end kortikosteroider eller ACTH.

Det er blevet rapporteret, at interferoner reducerer aktiviteten af hepatisk cytokrom P450-afhængige enzymer hos mennesker og dyr. Der bør udvises forsigtighed, når Extavia anvendes samtidig med medikamenter, der har et smalt terapeutisk indeks, og som hovedsageligt er afhængige af cytokrom P450-systemet til clearance. f.eks. antiepileptika. Der bør udvises yderligere forsigtighed ved enhver samtidig brug af medicin, som har en virkning på det hæmatopoetiske system.

4.6Fertilitet, graviditet og amning

Kvinder i den fertile alder

Kvinder i den fertile alder bør anvende prævention.

Graviditet

Der er begrænset information om anvendelsen af Extavia under graviditet. Tilgængelige data viser, at der kan være en øget risiko for spontan abort. Påbegyndelse af behandling under graviditet er kontraindiceret (se pkt. 4.3). Hvis en patient bliver gravid eller planlægger at blive gravid, mens hun bruger Extavia, skal hun informeres om de potentielle risici, og seponering skal overvejes (se pkt. 5.3). Hos patienter med hyppige relapser før behandlingsstart skal risikoen for alvorlige relapser efter seponering af Extavia på grund af graviditet vægtes mod den mulige, øgede risiko for spontan abort.

Amning

Det er ukendt, om interferon beta-1b udskilles i human mælk. På grund af muligheden for alvorlige bivirkninger hos det diende barn, skal det besluttes, om enten amningen eller behandlingen skal ophøre.

Fertilitet

Der er ikke foretaget undersøgelser vedrørende fertilitet (se pkt. 5.3).

4.7Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Der er ikke foretaget undersøgelser af virkningen på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner.

Hos modtagelige patienter kan brugen af Extavia påvirke centralnervesystemet og nedsætte evnen til at føre bil eller betjene maskiner.

4.8Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

Bivirkninger er almindelige ved behandlingsstart, men de aftager generelt ved fortsat behandling. De hyppigst forekommende bivirkninger er et kompleks af influenzalignende symptomer (feber, kuldegysninger, ledsmerter, ubehag, perspiration, hovedpine eller muskelsmerter), som hovedsagelig skyldes lægemidlets farmakologiske effekt, samt reaktioner ved injektionsstedet. Der opstod ofte reaktioner ved injektionsstedet efter administrering af Extavia. Rødme, hævelse, misfarvning, inflammation, smerte, overfølsomhed, nekrose og uspecifikke reaktioner var signifikant forbundet med Extaviadosen 250 mikrogram (8,0 millioner IE).

Generelt anbefales dosistitrering ved behandlingsstart for at øge tolerabiliteten over for Extavia (se pkt. 4.2). Influenzalignende symptomer kan også reduceres ved administrering af ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler. Antallet af reaktioner på injektionsstedet kan reduceres ved brug af en autoinjektor.

Tabel over bivirkninger

I nedenstående tabeller er de mest relevante MedDRA-termer anvendt til at beskrive en bestemt bivirkning, dens synonymer samt relaterede tilstande.

Nedenstående bivirkningstabeller er baseret på rapporter fra kliniske forsøg (Tabel 1, bivirkninger og unormale laboratorieprøveresultater) og fra overvågning efter markedsføring (Tabel 2, hyppighed - hvor kendt - baseret på de samlede kliniske forsøg (meget almindelig 1/10, almindelig 1/100 til <1/10, ikke almindelig 1/1.000 til <1/100, sjælden 1/10.000 til <1/1.000 og meget sjælden <1/10.000)). Erfaringer med Extavia hos patienter med dissemineret sklerose (DS) er begrænset, og derfor er bivirkninger, som opstår meget sjældent, muligvis endnu ikke observeret.

Tabel 1 Bivirkninger og unormale laboratorieprøveresultater med hyppigheder 10 % og de respektive procentdele under placebo; signifikant associerede bivirkninger <10 % baseret på rapporter fra kliniske forsøg

Systemorganklasse

Enkelt

Sekundær

Sekundær

Recidiverende-

 

hændelse som

progressiv

progressiv

remitterende

Bivirkninger og

tyder på

dissemineret

dissemineret

dissemineret

uregelmæssigheder i

dissemineret

sklerose

sklerose

sklerose

laboratorieresultater

sklerose

(Europæisk

(Nord-

 

 

(BENEFIT)

studie)

amerikansk

 

 

 

 

studie)

 

 

Extavia

Extavia

Extavia

Extavia

 

250 mikrogram

250 mikrogram

250 mikrogram

250 mikrogram

 

(Placebo)

(Placebo)

(Placebo)

(Placebo)

 

n=292 (n=176)

n=360 (n=358)

n=317 (n=308)

n=124 (n=123)

Infektioner og parasitære sygdomme

 

 

 

Infektion

6 % (3 %)

13 % (11 %)

11 % (10 %)

14% (13%)

Absces

0 % (1 %)

4 % (2 %)

4 % (5 %)

1 % (6 %)

Blod og lymfesystem

 

 

 

 

Reduceret

79 % (45 %)

53 % (28 %)

88 % (68 %)

82 % (67 %)

lymfocyttælling

 

 

 

 

(<1500/mm3°) °

 

 

 

 

Reduceret absolut

11 % (2 %)

18 % (5 %)

4 % (10 %)

18 % (5 %)

neutrofiltælling

 

 

 

 

(<1500/mm3) * °

 

 

 

 

Reduceret antal hvide

11 % (2 %)

13 % (4 %)

13 % (4 %)

16 % (4 %)

blodceller (<3000/mm3)

 

 

 

 

* °

 

 

 

 

Lymphadenopati

1 % (1 %)

3 % (1 %)

11 % (5 %)

14 % (11 %)

Metabolisme og ernæring

 

 

 

 

Reduceret blodglukose

3 % (5 %)

27 % (27 %)

5 % (3 %)

15 % (13 %)

(<55 mg/dl) x

 

 

 

 

Psykiske forstyrrelser

 

 

 

 

Depression

10 % (11 %)

24 % (31 %)

44 % (41 %)

25 % (24 %)

Angst

3 % (5 %)

6 % (5 %)

10 % (11 %)

15 % (13 %)

Nervesystemet

Hovedpine

27 % (17 %)

47 % (41 %)

55 % (46 %)

84 % (77 %)

Svimmelhed

3 % (4 %)

14 % (14 %)

28 % (26 %)

35 % (28 %)

Søvnløshed

8 % (4 %)

12 % (8 %)

26 % (25 %)

31 % (33 %)

Migræne

2 % (2 %)

4 % (3 %)

5 % (4 %)

12 % (7 %)

Paræstesi

16 % (17 %)

35 % (39 %)

40 % (43 %)

19 % (21 %)

Øjne

 

 

 

 

Conjunctivitis

1 % (1 %)

2 % (3 %)

6 % (6 %)

12 % (10 %)

Synsforstyrrelser

3 % (1 %)

11 % (15 %)

11 % (11 %)

7 % (4 %)

Øre og labyrint

 

 

 

 

Ørepine

0 % (1 %)

<1 % (1 %)

6 % (8 %)

16 % (15 %)

Hjerte

 

 

 

 

Palpitation *

1 % (1 %)

2 % (3 %)

5 % (2 %)

8 % (2 %)

Vaskulære sygdomme

 

 

 

 

Vasodilatation

0 % (0 %)

6 % (4 %)

13 % (8 %)

18 % (17 %)

Hypertension °

2 % (0 %)

4 % (2 %)

9 % (8 %)

7 % (2 %)

Luftveje, thorax og mediastinum

 

 

 

Infektion i de øvre

18 % (19 %)

3 % (2 %)

 

 

luftveje

 

 

 

 

Sinuitis

4 % (6 %)

6 % (6 %)

16 % (18 %)

36 % (26 %)

Forøget hoste

2 % (2 %)

5 % (10 %)

11 % (15 %)

31 % (23 %)

Dyspnø *

0 % (0 %)

3 % (2 %)

8 % (6 %)

8 % (2 %)

Mave-tarm-kanalen

 

 

 

 

Diaré

4 % (2 %)

7 % (10 %)

21 % (19 %)

35 % (29 %)

Forstoppelse

1 % (1 %)

12 % (12 %)

22 % (24 %)

24 % (18 %)

Kvalme

3 % (4 %)

13 % (13 %)

32 % (30 %)

48 % (49 %)

Opkastning

5 % (1 %)

4 % (6 %)

10 % (12 %)

21 % (19 %)

Mavesmerter

5 % (3 %)

11 % (6 %)

18 % (16 %)

32 % (24 %)

Lever og galdeveje

 

 

 

 

Øget

18 % (5 %)

14 % (5 %)

4 % (2 %)

19 % (6 %)

alaninaminotransferase

 

 

 

 

(ALAT >5 gange

 

 

 

 

baseline) * °

 

 

 

 

Øget

6 % (1 %)

4 % (1 %)

2 % (1 %)

4 % (0 %)

aspartataminotransferase

 

 

 

 

(ASAT >5 gange

 

 

 

 

baseline) * °

 

 

 

 

Hud og subkutane væv

 

 

 

 

Hudlidelse

1 % (0 %)

4 % (4 %)

19 % (17 %)

6 % (8 %)

Udslæt °

11 % (3 %)

20 % (12 %)

26 % (20 %)

27 % (32 %)

Knogler, led, muskler og bindevæv

 

 

 

Hypertoni°

2 % (1 %)

41 % (31 %)

57 % (57 %)

26 % (24 %)

Myalgi * °

8 % (8 %)

23 % (9 %)

19 % (29 %)

44 % (28 %)

Myasteni

2 % (2 %)

39 % (40 %)

57 % (60 %)

13 % (10 %)

Rygsmerter

10 % (7 %)

26 % (24%)

31 % (32 %)

36 % (37%)

Smerter i ekstremiteter

6 % (3 %)

14 % (12 %)

 

0 % (0 %)

Nyrer og urinveje

 

 

 

 

Urinretention

1 % (1 %)

4 % (6 %)

15 % (13)

-

Positiv urinprotein (>1+)x

25 % (26 %)

14 % (11 %)

5 % (5 %)

5 % (3 %)

Urineringsfrekvens

1 % (1 %)

6 % (5 %)

12 % (11 %)

3 % (5 %)

Urininkontinens

1 % (1 %)

8 % (15 %)

20 % (19 %)

2 % (1 %)

Imperiøs vandladning

1 % (1 %)

8 % (7 %)

21 % (17 %)

4 % (2 %)

Det reproduktive system og mammae

Dysmenoré

2 % (0 %)

<1 % (<1 %)

6 % (5 %)

18 % (11 %)

Menstruationsforstyrrelse

1 % (2 %)

9 % (13 %)

10 % (8 %)

17 % (8 %)

*

 

 

 

 

Metrorrhagia

2 % (0 %)

12 % (6 %)

10 % (10 %)

15 % (8 %)

Impotens

1 % (0 %)

7 % (4 %)

10 % (11 %)

2 % (1 %)

Almene symptomer og reaktioner på administrationsstedet

 

 

Reaktion ved

52 % (11 %)

78 % (20 %)

89 % (37 %)

85 % (37 %)

injektionssted (forskellige

 

 

 

 

typer) * ° §

 

 

 

 

Nekrose ved

1 % (0 %)

5 % (0 %)

6 % (0 %)

5 % (0 %)

injektionssted * °

 

 

 

 

Influenzalign. symptomer

44 % (18 %)

61 % (40 %)

43 % (33 %)

52 % (28 %)

&

 

 

 

 

Feber * °

13 % (5 %)

40 % (13 %)

29 % (24 %)

59 % (41 %)

Smerte

4 % (4 %)

31 % (25 %)

59 % (59 %)

52 % (48 %)

Smerte i brystet

1 % (0 %)

5 % (4%)

15 % (8 %)

15 % (15%)

Perifert ødem

0 % (0 %)

7 % (7%)

21 % (18 %)

7 % (8%)

Asteni *

22 % (17 %)

63 % (58 %)

64 % (58 %)

49 % (35 %)

Kuldegysninger * °

5 % (1 %)

23 % (7 %)

22 % (12 %)

46 % (19 %)

Perspiration *

2 % (1 %)

6 % (6%)

10 % (10 %)

23 % (11 %)

Ubehag *

0 % (1 %)

8 % (5 %)

6 % (2 %)

15 % (3 %)

Den mest relevante MedDRA-term er anvendt til at beskrive en bestemt reaktion og dens synonyme og

relaterede tilstande.

x

Unormal laboratorieprøve

 

 

Signifikant associeret med Extaviabehandling af patienter med første hændelse, som tyder på

 

 

dissemineret sklerose, p<0,05

*

Signifikant associeret med Extaviabehandling for RRDS, p<0,05

°

Signifikant associeret med Extaviabehandling for SPDS, p<0,05

§

Reaktioner på injektionsstedet (forskellige typer) omfatter alle uønskede bivirkninger, som

 

forekommer på injektionsstedet, dvs. følgende termer: blødning på injektionsstedet,

 

overfølsomhed på injektionsstedet, inflammation på injektionsstedet, absces på injektionsstedet,

 

nekrose på injektionsstedet, smerte på injektionsstedet, reaktion på injektionsstedet, ødem på

 

injektionsstedet og atrofi på injektionsstedet

&

”Influenzalignende symptomkompleks” omfatter influenzasyndrom og/eller en kombination af

 

mindst to bivirkninger af feber, kulderystelser, myalgi, utilpashed, perspiration.

Tabel 2 Bivirkninger set efter markedsføringen (hyppighed - hvis kendt - beregnet på data fra de samlede kliniske forsøg. N=1.093)

Systemorganklasse

Meget

Almindelig

Ikke almindelig

Sjælden

Hyppighed ikke

 

almindelig

( 1/100 til

( 1/1.000 til

( 1/10.000 til

kendt

 

( 1/10)

<1/10)

<1/100)

<1/1.000)

 

 

 

 

 

 

 

Blod og

 

Anæmi

Trombocytopeni

Trombotisk

 

lymfesystem

 

 

 

mikroangiopati,

 

 

 

 

 

herunder trombotisk

 

 

 

 

 

trombocytopenisk

 

 

 

 

 

purpura/hæmolytisk

 

 

 

 

 

uræmisk syndrom#

 

Immunsystemet

 

 

 

Anafylaktiske

Kapillær lækage-

 

 

 

 

reaktioner

syndrom ved

 

 

 

 

 

eksisterende

 

 

 

 

 

monoklonal

 

 

 

 

 

gammopati*

Det endokrine

 

Hypotyroidisme

 

Hypertyroidisme,

 

system

 

 

 

thyroideaforstyrrelser

 

Metabolisme og

 

Vægtøgning,

Forhøjede

Anoreksi*

 

ernæring

 

vægttab

triglycerider i

 

 

 

 

 

blodet

 

 

Psykiske

 

Konfusion

Selvmordsforsøg

 

 

forstyrrelser

 

 

(se også pkt. 4.4),

 

 

 

 

 

følelsesmæssig

 

 

 

 

 

labilitet

 

 

Nervesystemet

 

 

Kramper

 

 

Hjerte

 

Takykardi

 

Kardiomyopati*

 

Luftveje, thorax

 

 

 

Bronkospasme*

Pulmonal ateriel

og mediastinum

 

 

 

 

hypertension**

Mave-tarm-

 

 

 

Pankreatitis

 

kanalen

 

 

 

 

 

Lever og galdeveje

 

Forhøjet

Forhøjet gamma-

Leverskade

 

 

 

bilirubin i blodet

glutamyl-

(inklusive hepatitis),

 

 

 

 

transferase,

Leversvigt*

 

 

 

 

hepatitis

 

 

Hud og subkutane

 

Urticaria,

Misfarvning af

 

 

væv

 

pruritus, alopeci

huden

 

 

Knogler, led,

Artralgi

 

 

 

Lægemiddelinduceret

muskler og

 

 

 

 

lupus erythematosus

bindevæv

 

 

 

 

 

Nyrer og urinveje

 

 

Nefrotisk

 

 

 

 

 

syndrom,

 

 

 

 

 

glomerulosklerose

 

 

 

 

 

(se pkt. 4.4)*, #

 

 

Det reproduktive

 

Menoragi

 

 

 

system og

 

 

 

 

 

mammae

 

 

 

 

 

* Bivirkninger observeret alene efter markedsføring.

# Klasserelateret bivirkning ved interferon-beta-præparater (se pkt. 4.4).

** Klasserelateret bivirkning for interferonlægemidler: se pulmonal ateriel hypertension nedenfor.

Pulmonal ateriel hypertension

Der er indberettet tilfælde af pulmonal arteriel hypertension (PAH) med lægemidler indeholdende interferon beta. Hændelserne blev indberettet på forskellige tidspunkter, herunder op til flere år efter påbegyndelse af behandlingen med interferon beta.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendix V.

4.9Overdosering

Interferon beta-1b er blevet givet til voksne cancerpatienter i doser på op til 5.500 mikrogram (176 millioner IE) intravenøst 3 gange om ugen, uden at der opstod alvorlige bivirkninger på vitale funktioner.

5.FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: Immunstimulerende midler, interferoner, ATC-kode: L03AB08

Interferoner hører til gruppen af cytokiner, der er naturligt forekommende proteiner. Interferoner har en molekylvægt, der varierer fra 15,000 til 21,000 Dalton. Der er identificeret 3 større grupper interferoner: alfa, beta og gamma. Interferon alfa, interferon beta og interferon gamma har overlappende og alligevel forskellige biologiske virkninger. Virkningerne af interferon beta-1b er artsspecifikke, og derfor er den mest relevante farmakologiske information udledt fra undersøgelser på dyrkede humane celler eller fra humane in vivo-studier.

Virkningsmekanisme

Interferon beta-1b har vist sig at besidde både antivirale og immunregulerende egenskaber. Det er ikke klart, ved hvilken mekanisme interferon beta-1b virker hos patienter med dissemineret sklerose. Men det vides, at interferon beta-1bs biologiske responsmodificerende egenskaber formidles gennem interaktioner med specifikke cellereceptorer, der findes på overfladen af humane celler. Bindingen af interferon beta-1b til disse receptorer starter en produktion af forskellige genetiske produkter, som menes at formidle interferon beta-1bs biologiske virkning. En del af disse genetiske produkter er blevet målt i serum og i cellulære fraktioner fra blod fra patienter, der er blevet behandlet med interferon beta-1b. Interferon beta-1b nedsætter bindingsaffiniteten og øger internaliseringen og nedbrydningen af inteferon-gamma receptorerne. Interferon beta-1b øger også den suppressive effekt af de mononukleære celler i det perifere blod.

Klinisk virkning og sikkerhed

Der er ikke foretaget særskilte undersøgelser af Extavias indvirkning på det kardiovaskulære system, respirationssystemet eller de endokrine organers funktion.

Recidiverende-remitterende dissemineret sklerose (RR-DS)

Der blev udført én kontrolleret klinisk undersøgelse af Extavia til patienter med recidiverende- remitterende dissemineret sklerose, som var i stand til at gå uden hjælp (EDSS-baselineværdier0-5,5). Hos patienter, som fik Extavia, var der en reduktion i hyppigheden (30 %) og sværheden af kliniske relapser og i antallet af hospitalsindlæggelser på grund af sygdommen. Ydermere gik der længere tid mellem relapserne. Extavias virkning på varigheden af relapserne eller på symptomerne mellem relapserne er ikke blevet påvist, og der blev ikke observeret nogen signifikant virkning på udviklingen af recidiverende-remitterende dissemineret sklerose.

Sekundær progressiv dissemineret sklerose (SP-DS)

Der blev udført to kontrollerede kliniske studier af Extavia. Forsøgene involverede i alt 1657 patienter med sekundær progressiv dissemineret sklerose (EDSS-baselineværdier3-6,5, dvs. patienter, som var i stand til at gå). Patienter med en mild grad af sygdommen og patienter, der ikke var i stand til at gå, var ikke inkluderet i undersøgelsen. Resultaterne af de to studier var ikke konsekvente hvad angik det primære endepunkts tid til bekræftet progression, som repræsenterer forsinkelse af progression til invaliditet.

En af de to studier viste en statistisk signifikant forsinkelse til progression af invaliditet (risikoforhold = 0,69, 95 % konfidensinterval (0,55, 0,86), p=0,0010, svarende til 31 % risikoreduktion som følge af Extavia) og forsinkelse til kørestolsafhængighed (risikoforhold = 0,61, 95 % konfidensinterval (0,44, 0,85), p=0,0036, svarende til 39 % risikoreduktion som følge af Extavia) hos patienter, som fik Extavia. Denne virkning fortsatte i løbet af observationsperioden, som var op til 33 måneder. Behandlingens virkning viste sig hos samtlige patienter på alle de invaliditetsniveauer, der blev undersøgt, og var uafhængig af relapsaktivitet.

I det andet studie med Extavia til patienter med sekundær progressiv dissemineret sklerose blev der ikke observeret forsinkelse til invaliditetsprogression. Noget tyder på, at sygdommen generelt var

mindre aktiv hos de patienter, som deltog i dette studie, end hos patienter i det andet studie af sekundær progressiv dissemineret sklerose.

I retrospektive metaanalyser, som omfattede data fra begge studier, blev der påvist en statistisk signifikant samlet behandlingseffekt (p=0,0076; 8,0 millioner IE Extavia sammenlignet med alle placebopatienter).

Retrospektive analyser hos undergrupper viste, at en virkning af behandlingen mod invaliditetsprogression er mest sandsynlig hos patienter med aktiv sygdom inden behandlingens påbegyndelse (risikoforhold = 0,72, 95 % konfidensinterval (0,59, 0,88), p=0,0011, svarende til 28 % risikoreduktion som følge af Extavia hos patienter med relapser eller udtalt EDSS-progression,

8,0 millioner IE Extavia sammenlignet med alle placebopatienter). Disse retrospektive undergruppeanalyser pegede i retning af, at relapser så vel som udtalt EDSS-progression (EDSS >1 point eller >0,5 point for EDSS >= 6 i de forudgående to år) kan medvirke til at identificere patienter med aktiv sygdom.

I begge studier var der en reduktion (30 %) i hyppigheden af kliniske relapser hos patienter med sekundær progressiv dissemineret sklerose. Det er ikke påvist, at Extavia påvirker varigheden af relapserne.

Enkelt demyeliniserende hændelse som tyder på dissemineret sklerose

Et kontrolleret klinisk forsøg med Extavia blev udført med patienter med en enkelt klinisk hændelse og MR-scanningskarakteristika (Magnetic Resonance), som tydede på dissemineret sklerose (mindst to klinisk ikkesymptomgivende læsioner i den T2-vægtede MR-scanning). Patienter med monofokal eller multifokal udløsning af sygdommen blev inkluderet (dvs. patienter med klinisk evidens for hhv. en enkelt eller mindst to læsioner i centralnervesystemet). Andre sygdomme end dissemineret sklerose, som bedre kunne forklare patientens tegn og symptomer, skulle udelukkes. Dette studie bestod af to faser: en placebokontrolleret fase efterfulgt af en planlagt opfølgningsfase. Den placebokontrollerede fase varede i 2 år, eller indtil patienten udviklede klinisk definitiv dissemineret sklerose, afhængig af hvilken hændelse, der indtraf først. Efter den placebokontrollerede fase overgik patienterne til en planlagt opfølgningsfase med Extavia med henblik på at evaluere effekten af øjeblikkelig versus forsinket påbegyndelse af behandling med Extavia,og sammenholde patienter, som ved start blev randomiseret til Extavia (”øjeblikkelig behandlingsgruppe”) eller til placebo (”forsinket behandlingsgruppe”). Patienter og investigatorer forblev blindede indtil allokation af initialbehandlingen.

I den placebokontrollerede fase forsinkede Extavia progressionen fra den første kliniske hændelse til klinisk definitiv disseminieret sklerose (CDMS) statistisk signifikant og klinisk betydningsfuldt svarende til en risikoreduktion på 47 % (Hazard Ratio = 0,53, 95 % konfidensinterval (0,39, 0,73), p<0,0001). I studieperioden på to år forekom CDMS hos 45 % af placebogruppen sammenlignet med 28 % af Extaviagruppen (Kaplan-Meier-bedømmelser). Extavia forlængede tiden til CDMS med

363 dage fra 255 dage i placebogruppen til 618 dage i Extaviagruppen (baseret på 25. percentiler). Denne behandlingseffekt var stadig tydelig efter det efterfølgende år med opfølgning, hvor risikoreduktionen var 41 % (Hazard Ratio = 0,59, 95 % konfidensinterval (0,42, 0,83), p=0,0011). Inden for studieperioden på tre år forekom CDMS hos 51 % af patienterne i den forsinkede behandlingsgruppe sammenlignet med 37 % i den ”øjeblikkelige behandlingsgruppe” (Kaplan-Meier- bedømmelser). Der blev observeret en fortsat behandlingseffekt, selv om størstedelen af patienterne fra placebogruppen blev behandlet med Extavia i det tredje studieår.

Behandlingens effekt sås også på den forsinkede progression til dissemineret sklerose efter McDonald- kriterierne. Over 2 år var risikon 85 % i placebogruppen og 69 % i Extaviagruppen (Hazard Ratio = 0,57, 95 % konfidensinterval (0,46, 0,71), p<0,00001).

Efter 3 år viste en interimanalyse, der var fastlag forud, en EDSS-progression (bekræftet stigning i EDSS på mere end eller lig med 1,0 sammenlignet med baseline) hos 24 % af patienterne i den forsinkede behandlingsgruppe sammenlignet med 16 % i den øjeblikkelige behandlingsgruppe [Hazard Ratio = 0,6, 95 % konfidensinterval (0,39, 0,92), p=0,022]. Hos størstedelen af patienterne var

en øjeblikkelig behandling ikke en beviselig fordel med hensyn til bekræftet invaliditetsudvikling. Opfølgningen af patienterne fortsætter for at tilvejebringe yderligere data. Der sås ingen fordel i forbindelse med Extavia med hensyn til livskvaliteten (som den er målt efter FAMS – Functional Assessment of MS: Treatment Outcomes Index).

Analyser af undergrupper på basis af baselinefaktorer påviste en effekt i alle vurderede undergrupper. Der sås også signifikant effekt hos patienter med mindre dissemineret og mindre aktiv sygdom på tidspunktet for første hændelse. Risikoen for progression til CDMS over 2 år hos patienter med monofokal debut var 47 % for placebo og 24 % for Extavia, uden gadolinium(Gd-)forstærkning 41 % og 20 %, med færre end 9 T2-læsioner 39 % og 18 %. Yderligere analyser af undergrupper viste en høj risiko for progression til CDMS inden for 2 år hos monofokale patienter med mindst 9 T2-læsioner (55 % risiko for placebo, 26 % for Extavia) eller Gd-forstærkning (63 % mod 33 %). Hos multifokale patienter var risikoen for CDMS uafhængig af MR-scanningsfundene ved baseline, hvilket tyder på en høj risiko for CDMS på grund af dissemineringen af sygdommen, baseret på kliniske resultater. Langtidspåvirkningen af tidlig behandling med Extavia kendes imidlertid ikke, heller ikke i disse højrisikoundergrupper, da studiet primært var designet til at bedømme tiden til CDMS frem for sygdommens udvikling på langt sigt. Desuden er der for øjeblikket ikke nogen veletableret definition på en højrisikopatient, selvom en mere konservativ tilgang er at acceptere mindst 9 T2-hyperintense læsioner på den initiale scanning, og mindst én ny T2 eller én ny Gd-forstærket læsion på en opfølgningsscanning, som tages mindst én måned efter den intiale scanning. I alle tilfælde bør behandling kun overvejes for patienter, som klassificeres som værende i højrisikogruppen.

Behandlingen med Extavia blev godt modtaget i studiet med patienter med en enkelt klinisk hændelse, hvilket underbygges af et højt antal patienter, som fuldførte studiet (92,8 % i Extaviagruppen). For at øge tolerabiliteten for Extavia i studiet med patienter med en første klinisk hændelse blev der anvendt dosistitrering, og der blev givet ikkesteroide antiinflammatoriske lægemidler i starten af behandlingen. Desuden anvendte størstedelen af patienterne en autoinjektor under studiet.

RR-DS, SP-DS og en enkelt klinisk hændelse, der tyder på DS

I alle studier af dissemineret sklerose viste Extavia sig effektivt at reducere sygdomsaktivitet (akut inflammation i centralnervesystemet og permanente vævsændringer), målt ved brug af magnetisk resonans scanning (MRI). Forholdet mellem sygdomsaktiviteten i forbindelse med dissemineret sklerose målt med MRI og det kliniske udfald er på nuværende tidspunkt ikke fuldstændigt klarlagt.

5.2Farmakokinetiske egenskaber

Extaviakoncentrationerne i serum blev fulgt hos patienter og hos raske frivillige ved hjælp af et bioassay, der ikke var fuldstændig specifikt. Maksimumværdier i serum var ca. 40 IE/ml 1-8 timer efter subkutan injektion af 500 mikrogram (16,0 millioner IE) interferon beta-1b. På baggrund af data fra adskillige studier er den gennemsnitlige clearance estimeret til 30 ml·min-1·kg-1, og den gennemsnitlige halveringstid for fordelingsfasen i serum var 5 timer.

Administration af Extavia hver anden dag medfører ikke forhøjet serumkoncentration, og det synes ikke at påvirke farmakokinetikken.

Den absolutte biotilgængelighed af subkutant anvendt interferon beta-1b var ca. 50 %.

5.3Prækliniske sikkerhedsdata

Der er ikke foretaget studier af akut toksicitet. Der er udført flerdosisstudier på rhesusaber, idet humant interferon beta ikke har effekt på gnavere. Der blev observeret forbigående hypertermi, signifikant øget lymfocyttal, signifikant fald i trombocyttal og segmenterede neutrofile granulocytter.

Der er ikke udført langtidsundersøgelser. Reproduktionsstudier på rhesusaber viste toksicitet hos moder og øget aborthyppighed, hvilket resulterede i prænatal mortalitet. Der blev ikke observeret misdannelser hos de overlevende dyr.

Der er ikke udført fertilitetsundersøgelser. Der er ikke set påvirkning af abernes hormoncyklus. Erfaringer med andre interferoner antyder, at begge køns fertilitet muligvis kan forringes.

I et enkelt genotoksicitetsstudie (Ames test) blev der ikke observeret mutagen effekt. Der er ikke udført carcinogenicitetsstudier. En in vitro-celletransformationstest indikerede ikke potentiale for tumorudvikling.

6.FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1Hjælpestoffer

Pulver

Humant albumin

Mannitol (E421)

Opløsningsmiddel

Natriumchlorid

Vand til injektionsvæsker

6.2Uforligeligheder

Dette lægemiddel må ikke blandes med andre lægemidler end den medfølgende solvens, der er anført under pkt. 6.6.

6.3Opbevaringstid

2 år.

Det anbefales at anvende produktet umiddelbart efter rekonstitution. Imidlertid er brugsstabilitet blevet påvist i 3 timer ved 2 °C - 8 °C.

6.4Særlige opbevaringsforhold

Må ikke opbevares ved temperaturer over 25 °C.

Må ikke nedfryses.

Opbevaringsforhold efter rekonstitution af lægemidlet, se pkt. 6.3.

6.5Emballagetype og pakningsstørrelser

Pulver

3 ml (type I glas) klart hætteglas med en butylgummiprop (type I) og en aluminiumskapsel indeholdende 300 mikrogram (9,6 millioner IE) (rekombinant interferon beta-1b) pulver.

Solvens

2,25 ml gradueret (med doseringsafmærkning ved: 0,25 ml, 0,5 ml, 0,75 ml, 1,0 ml) fyldt injektionssprøjte (type I glas) med 1,2 ml solvens.

Pakningsstørrelser

-Pakning indeholdende 5 hætteglas med pulver og 5 fyldte injektionssprøjter med solvens.

-Pakning indeholdende 14 hætteglas med pulver og 14 fyldte injektionssprøjter med solvens.

-Pakning indeholdende 15 hætteglas med pulver og 15 fyldte injektionssprøjter med solvens.

-Pakning indeholdende 14 hætteglas med pulver og 15 fyldte injektionssprøjter med solvens.

-3-måneders multipakning indeholdende 42 (3x14) hætteglas med pulver og 42 (3x14) fyldte injektionssprøjter med solvens.

-3-måneders multipakning indeholdende 45 (3x15) hætteglas med pulver og 45 (3x15) fyldte injektionssprøjter med solvens.

-3-måneders multipakning indeholdende 42 (3x14) hætteglas med pulver og 45 (3x15) fyldte injektionssprøjter med solvens.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6Regler for destruktion og anden håndtering

Beskyttelseshætten på den fyldte injektionssprøjte indeholder et derivat af naturgummi-latex. Beskyttelseshætten kan derfor indeholde naturgummi-latex og bør ikke håndteres af personer, som er overfølsomme overfor denne substans.

Rekonstitution

For at rekonstituere pulveret før injektion anvendes den fyldte injektionssprøjte med solvens og en kanyle eller en adapter til hætteglas til injektion af 1,2 ml af denne solvens (5,4 mg/ml (0,54 % vægt/vol.) natriumchlorid injektionsvæske i Extaviahætteglasset. Pulveret skal opløses helt uden at blive rystet. Efter rekonstitution suges 1,0 ml af opløsningen fra hætteglasset op i injektionssprøjten til indgivelse af 250 mikrogram Extavia.

Inspektion før brug

Det rekonstituerede produkt skal undersøges visuelt før brug. Det rekonstituerede produkt er farveløst til lysegult og lettere opaliserende til opaliserende.

Lægemidlet skal kasseres før brug, hvis det indeholder partikler eller er misfarvet.

Bortskaffelse

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7.INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Novartis Europharm Limited

Frimley Business Park

Camberley GU16 7SR

Storbritannien

8.MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (-NUMRE)

EU/1/08/454/008-014

9.DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 20. maj 2008

Dato for seneste fornyelse: 20. maj 2013

10.DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere information om Extavia findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu

Kommentarer

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z
  • Hjælp
  • Get it on Google Play
  • Om
  • Info on site by:

  • Presented by RXed.eu

  • 27558

    receptpligtig medicin oplistet