Danish
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z

Kadcyla (trastuzumab emtansine) – Produktresumé - L01XC14

Updated on site: 08-Oct-2017

Medicinens navnKadcyla
ATC-kodeL01XC14
Indholdsstoftrastuzumab emtansine
ProducentRoche Registration Ltd

Dette lægemiddel er underlagt supplerende overvågning. Dermed kan nye sikkerhedsoplysninger hurtigt tilvejebringes. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger. Se i pkt. 4.8, hvordan bivirkninger indberettes.

1.LÆGEMIDLETS NAVN

Kadcyla 100 mg pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning.

Kadcyla 160 mg pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning.

2.KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Et 100 mg hætteglas til engangsbrug indeholdende pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning giver 5 ml trastuzumabemtansin 20 mg/ml efter rekonstitution (se pkt. 6.6).

Et 160 mg hætteglas til engangsbrug indeholdende pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning giver 8 ml trastuzumabemtansin 20 mg/ml efter rekonstitution (se pkt. 6.6).

Trastuzumabemtansin er et antistof-lægemiddel-konjugat, der indeholder trastuzumab, et humaniseret IgG1-monoklonalt antistof fremstillet ud fra en cellekultursuspension fra pattedyr (ovarier fra kinesiske hamstre), der via den stabile thioether-linker MCC

(4-[N-maleimidomethyl] cyclohexan-1-carboxylat) er kovalent bundet til DM1, en mikrotubulær hæmmer.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.LÆGEMIDDELFORM

Pulver til koncentrat til infusionsvæske, opløsning.

Hvidt/hvidligt, frysetørret pulver.

4.KLINISKE OPLYSNINGER

4.1Terapeutiske indikationer

Kadcyla er, som enkeltstof, indiceret til behandling af voksne patienter med HER2-positiv, inoperabel, lokalt fremskreden eller metastatisk brystkræft, som tidligere har været behandlet med trastuzumab og et taxan, separat eller i kombination. Patienterne bør enten :

tidligere have fået behandling for lokalt fremskreden sygdom eller metastatisk sygdom, eller

have udviklet sygdomsrecidiv under adjuverende behandling eller inden for seks måneder efter, den adjuverende behandling er afsluttet.

4.2Dosering og administration

Kadcyla skal ordineres af en læge med erfaring i behandling af kræftpatienter og administreres under supervision af erfarent sundhedspersonale.

Patienter behandlet med trastuzumabemtansin skal have HER2-positiv tumorstatus, defineret som en score på 3+ ved immunhistokemi (IHC) eller en ratio ≥2,0 ved in situ-hybridisering (ISH) vurderet ved CE-mærket in vitro-diagnostisk (IVD) medicinsk udstyr. Hvis CE-mærket IVD-udstyr ikke er tilgængeligt, bør HER2-status vurderes ved en anden valideret test.

For at undgå medicineringsfejl er det vigtigt at kontrollere hætteglasetiketten for at sikre, at det lægemiddel, der tilberedes og administreres, er Kadcyla (trastuzumabemtansin) og ikke Herceptin (trastuzumab).

Dosering

Anbefalet dosis trastuzumabemtansin er 3,6 mg/kg kropsvægt administreret som intravenøs infusion hver 3. uge (21-dages cyklus). Patienten bør behandles indtil sygdomsprogression eller uacceptabel toksicitet.

Den første dosis administreres som 90-minutters intravenøs infusion. Patienterne skal observeres for feber, kulderystelser eller andre infusionsrelaterede reaktioner under infusionen og i mindst

90 minutter efter. Infusionsstedet skal overvåges omhyggeligt for eventuel subkutan infiltration under administrationen (se pkt. 4.8).

Hvis den foregående infusion var veltolereret, kan efterfølgende doser af trastuzumabemtansin administreres som 30-minutters infusioner. Patienterne skal observeres under infusionen og i mindst 30 minutter efter infusionen.

Hvis patienten udvikler infusionsrelaterede symptomer, skal infusionshastigheden af trastuzumabemtansin nedsættes eller infusionen afbrydes (se pkt. 4.4 og 4.8). I tilfælde af livstruende infusionsreaktioner seponeres trastuzumabemtansin.

Lægemidler til behandling af allergiske/anafylaktiske infusionsreaktioner samt akutudstyr skal være umiddelbart tilgængelige (se pkt. 4.4).

Forsinket eller manglende dosis

Hvis en planlagt dosis ikke gives til tiden, skal den gives så hurtigt som muligt og ikke vente til næste planlagte cyklus. Herefter justeres behandlingsskemaet, så det igen passer med et 3-ugers interval mellem behandlingerne. Næste dosis bør gives i overensstemmelse med doseringsanbefalingerne (se pkt. 4.2, Dosering).

Dosisændringer

Behandling af symptomgivende bivirkninger kan kræve midlertidig afbrydelse, dosisreduktion eller seponering af Kadcyla, som beskrevet i retningslinjerne i teksten samt i tabel 1 til 5.

Dosis af Kadcyla bør ikke titreres op igen, når den først er reduceret.

Tabel 1

Skema for dosisreduktion

 

 

 

 

 

Startdosis er 3,6 mg/kg

Dosis, der skal administreres

Første dosisreduktion

3 mg/kg

Anden dosisreduktion

2,4 mg/kg

Behov for yderligere dosisreduktion

Behandlingen seponeres

Tabel 2 Retningslinjer for dosisjustering i forbindelse med stigning i aminotransferaser (ASAT/ALAT)

Grad 2

Grad 3

Grad 4

(>2,5 til ≤5 øvre

(>5 til ≤20 øvre

(>20 øvre normalgrænse)

normalgrænse)

normalgrænse)

 

Dosisændring ikke nødvendig.

Giv ikke trastuzumabemtansin,

Seponer

 

før ASAT/ALAT er faldet til

trastuzumabemtansin.

 

grad ≤2 (>2,5 til ≤5 x øvre

 

 

normalgrænse). Herefter

 

 

reduceres dosis (se tabel 1).

 

ALAT = alaninaminotransferase; ASAT = aspartataminotransferase

Tabel 3

Retningslinjer for dosisjustering i forbindelse med hyperbilirubinæmi

 

 

 

 

 

 

 

 

Grad 2

 

 

Grad 3

 

Grad 4

(>1,5 til ≤3 øvre

 

 

(>3 til ≤10 øvre

(>10 øvre normalgrænse)

 

normalgrænse)

 

 

normalgrænse)

 

 

Giv ikke trastuzumabemtansin,

 

Giv ikke trastuzumabemtansin,

Seponer

før total-bilirubin falder til

 

før total-bilirubin er faldet til

trastuzumabemtansin.

grad 1 (>øvre normalgrænse til

 

grad 1 (>øvre normalgrænse til

 

 

1,5 x øvre normalgrænse).

 

1,5 x øvre normalgrænse).

 

 

Dosisændring ikke nødvendig.

 

Herefter reduceres dosis (se tabel

 

 

 

 

 

1).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tabel 4

Retningslinjer for dosisjustering i forbindelse med trombocytopeni

 

 

 

 

 

 

 

Grad 3

 

Grad 4

 

 

(Trombocyttal 25.000 til

 

(Trombocyttal <25.000/mm3)

 

 

<50.000/mm3)

 

 

 

 

Giv ikke trastuzumabemtansin, før

 

Giv ikke trastuzumabemtansin, før

 

trombocyttallet er steget til grad 1

trombocyttallet er steget til grad 1

 

(dvs. trombocyttal ≥ 75.000/mm3).

 

(dvs. trombocyttal ≥ 75.000/mm3).

 

Dosisændring ikke nødvendig.

 

Herefter reduceres dosis (se tabel

 

 

 

 

 

1).

 

 

Tabel 5

Retningslinjer for dosisjustering i forbindelse med dysfunktion af venstre ventrikel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

LVEF 40%

LVEF 40% til

 

 

 

 

til ≤45%, og

Symptomatisk

 

 

 

≤45%, og faldet er

LVEF <40%

LVEF >45%

faldet er

kongesivt

≥10% point fra

 

 

 

<10% point

hjertesvigt

 

 

 

baseline

 

 

 

fra baseline

 

 

 

 

 

 

Giv ikke

 

Fortsæt

Fortsæt

Giv ikke

Seponer

trastuzumabemtansin.

behandling

behandling

trastuzumabemtansin.

trastuzumabemtansin.

Gentag LVEF-

med

med

Gentag LVEF-

 

trastuzumab-

trastuzumab-

 

vurdering inden for

emtansin.

emtansin.

vurdering inden for 3

 

3 uger. Hvis LVEF

 

 

uger. Hvis LVEF

 

<40% bekræftes,

 

Gentag

ikke er forbedret til

 

seponeres

 

 

LVEF-

inden for 10% point

 

trastuzumab-

 

vurdering

fra baseline, sepone-

 

emtansin.

 

 

inden for

res trastuzumab-

 

 

 

 

3 uger.

emtansin.

 

LVEF = Venstre ventrikels

uddrivningsfraktion.

 

 

 

Perifer neuropati

Trastuzumabemtansin skal afbrydes midlertidigt hos patienter, der oplever grad 3 eller 4 perifer neuropati, indtil denne er svundet til ≤grad 2. Ved genoptagelse af behandling kan dosisreduktion i overensstemmelse med dosisreduktionsskemaet overvejes (se tabel 1).

Ældre patienter

Dosisjustering er ikke nødvendig til patienter ≥65 år. Data er utilstrækkelige til at vurdere sikkerhed og virkning hos patienter ≥75 år pga. begrænsede data i denne subgruppe. Populationsfarmakokinetiske analyser tyder på, at alder ikke har klinisk relevant effekt på trastuzumabemtansins farmakokinetik (se pkt. 5.1 og 5.2).

Nedsat nyrefunktion

Justering af startdosis er ikke nødvendig hos patienter med let eller moderat nedsat nyrefunktion (se pkt. 5.2). På grund af utilstrækkelige data er det ikke klarlagt, om dosisjustering er nødvendig hos patienter med svært nedsat nyrefunktion, og patienter med svært nedsat nyrefunktion bør derfor monitoreres omhyggeligt.

Nedsat leverfunktion

Justering af startdosis er ikke nødvendig hos patienter med let eller moderat nedsat leverfunktion. Trastuzumabemtansin er ikke undersøgt hos patienter med svær nedsat leverfunktion. Behandling af patienter med nedsat leverfunktion bør ske med forsigtighed, da det er observeret, at trastuzumabemtansin er levertoksisk (se pkt. 4.2 og 5.2).

Pædiatrisk population

Sikkerhed og virkning hos børn og unge under 18 år er ikke klarlagt, da det ikke er relevant at anvende trastuzumabemtansin i den pædiatriske population på indikationen metastatisk brystkræft.

Administration

Trastuzumabemtansin skal rekonstitueres og fortyndes af sundhedspersonale og administreres som intravenøs infusion. Det må ikke administreres som intravenøs stød- eller bolus.

For instruktioner om rekonstitution og fortynding af lægemidlet før administration, se pkt. 6.6.

4.3Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1

4.4Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

For at bedre sporbarheden af biologiske lægemidler skal det administrerede lægemiddels handelsnavn og batchnummer altid registreres (eller angives) tydeligt i patientjournalen.

For at undgå medicineringsfejl er det vigtigt at kontrollere hætteglasetiketten for at sikre, at det lægemiddel, der tilberedes og administreres, er Kadcyla (trastuzumabemtansin) og ikke Herceptin (trastuzumab).

Lungetoksicitet

Der er i kliniske studier med trastuzumabemtansin indberettet tilfælde af interstitiel lungesygdom, herunder pneumonitis, hvoraf nogle har medført akut lungesvigt eller haft dødelig udgang (se pkt. 4.8). Symptomerne omfatter dyspnø, hoste, træthed og lungeinfiltrater.

Det anbefales at seponere behandlingen med trastuzumabemtansin permanent hos patienter, der diagnosticeres med interstitiel lungesygdom eller pneumonitis.

Patienter med hviledyspnø på grund af komplikationer fra fremskreden malignitet og/eller co-morbiditet kan have øget risiko for pulmonale bivirkninger.

Levertoksicitet

Levertoksicitet, primært i form af asymptomatiske stigninger i aminotransferaser (grad 1-4), er observeret i kliniske studier med trastuzumabemtansin (se pkt. 4.8). Aminotransferasestigninger var generelt af forbigående natur med maksimal stigning på dag 8 efter administration og efterfølgende bedring til grad 1 eller mindre inden næste cyklus. Der er også observeret en kumulativ effekt på aminotransferaser (andelen af patienter med grad 1-2 ALAT/ASAT-afvigelser øges med antallet af cykler).

Patienter med forhøjede aminotransferaser oplevede i størstedelen af tilfældene forbedring til grad 1 eller normalværdi inden for 30 dage efter sidste dosis trastuzumabemtansin (se pkt. 4.8).

Der er set svære lever- og galdeforstyrrelser, herunder nodulær regenerativ hyperplasi af leveren og nogle med dødelig udgang, på grund af lægemiddelinduceret leverskade hos patienter behandlet med trastuzumabemtansin. De observerede tilfælde kan have været påvirket af co-morbiditet og/eller samtidig behandling med andre lægemidler med kendt levertoksisk potentiale.

Leverfunktionen skal monitoreres inden behandlingsstart og inden hver enkelt dosis. Patienter med forhøjet baseline-ALAT (f.eks. pga. levermetastaser) kan være disponeret for leverskade med højere risiko for hepatiske bivirkninger af grad 3-5 eller forhøjede værdier af leverfunktionsundersøgelser. Dosisreduktion eller seponering i forbindelse med stigning i aminotransferaser og total-bilirubin er specificeret i pkt. 4.2.

Der er identificeret tilfælde af nodulær regenerativ hyperplasi af leveren i leverbiopsier fra patienter behandlet med trastuzumabemtansin. Nodulær regenerativ hyperplasi er en sjælden leversygdom karakteriseret ved udbredt benign omdannelse af leverparenkym til små regenerative noduli. Nodulær regenerativ hyperplasi kan medføre non-cirrotisk portal hypertension. Diagnosen nodulær regenerativ hyperplasi kan kun bekræftes histologisk. Nodulær regenerativ hyperplasi bør overvejes hos alle patienter med kliniske symptomer på portal hypertension og/eller cirrose-lignende mønster ved CT- scanning af leveren, men med normale aminotransferaser og ingen andre cirrose-manifestationer. Hvis nodulær regenerativ hyperplasi diagnosticeres, skal trastuzumabemtansin seponeres permanent.

Trastuzumabemtansin er ikke undersøgt hos patienter med serum-aminotransferaser >2,5 øvre normalgrænse eller total-bilirubin >1,5 øvre normalgrænse inden behandlingsstart. Hos patienter med serum-aminotransferaser >3 øvre normalgrænse og samtidigt total-bilirubin >2 øvre normalgrænse skal behandlingen seponeres permanent. Behandling af patienter med nedsat leverfunktion skal ske med forsigtighed (se pkt. 4.2 og 5.2).

Dysfunktion af venstre ventrikel

Patienter behandlet med trastuzumabemtansin har øget risiko for at udvikle dysfunktion af venstre ventrikel. Der er set venstre ventrikel uddrivningsfraktion (LVEF) <40% hos patienter behandlet med trastuzumabemtansin, og symptomatisk kongestivt hjertesvigt er derfor en potentiel risiko (se pkt. 4.8). Generelle risikofaktorer for kardiale bivirkninger, og de, der er identificeret i brystkræftstudier med trastuzumab som adjuverende behandling, inkluderer stigende alder (>50 år), lav LVEF ved baseline (<55%), lav LVEF inden eller efter adjuverende behandling med paclitaxel, tidligere eller samtidig brug af antihypertensiva, tidligere behandling med et antracyklin og højt BMI (>25 kg/m2).

Der bør udføres standardtest af hjertefunktion (ekkokardiogram eller isotopkardiografi (MUGA- scanning [multigated acquisition scanning])) inden behandlingsstart samt med jævne mellerum (fx

hver 3. måned) under behandlingen. I de kliniske studier havde patienterne LVEF ≥50% ved baseline. Patienter med kongestivt hjertesvigt i anamnesen, med alvorlig, behandlingskrævende kardiel arytmi, med myokardieinfarkt i anamnesen eller ustabil angina inden for 6 måneder efter randomisering eller aktuel hviledyspnø på grund af fremskreden malignitet blev udelukket fra de kliniske studier. I tilfælde af dysfunktion af venstre ventrikel bør dosering udsættes eller behandlingen seponeres, hvis nødvendigt (se pkt. 4.2).

Infusionsrelaterede reaktioner

Behandling med trastuzumabemtansin er ikke undersøgt hos patienter, der har fået seponeret trastuzumab permanent på grund af infusionsrelaterede reaktioner; behandling af disse patienter frarådes. Patienterne skal observeres tæt for infusionsrelaterede reaktioner, særligt under den første infusion.

Der er indberettet infusionsrelaterede reaktioner (på grund af cytokinfrigørelse), karakteriseret ved en eller flere af følgende symptomer: ansigtsrødme, kulderystelser, feber, dyspnø, hypotension, hvæsende vejrtrækning, bronkospasme samt takykardi. Generelt var disse symptomer ikke alvorlige (se pkt. 4.8). Hos de fleste patienter forsvandt disse reaktioner i løbet af adskillige timer til en dag efter, infusionen var afsluttet. Hos patienter med svære infusionsrelaterede reaktioner bør behandlingen afbrydes, indtil symptomerne er forsvundet. Eventuel genoptagelse af behandlingen kan overvejes på basis af en

klinisk vurdering af reaktionens sværhedsgrad. Ved en livstruende infusionsrelateret reaktion skal behandlingen seponeres permanent (se pkt. 4.2).

Overfølsomhedsreaktioner

Trastuzumabemtansin er ikke undersøgt hos patienter, hvor trastuzumab er seponeret permanent på grund af overfølsomhed; trastuzumabemtansin frarådes til disse patienter.

Patienterne skal observeres nøje for overfølsomheds-/allergiske reaktioner, som kan manifestere sig klinisk på samme måde som en infusionsrelateret reaktion. Der er observeret alvorlige, anafylaktiske reaktioner i kliniske studier med trastuzumabemtansin. Lægemidler til behandling af sådanne reaktioner samt akutudstyr skal være umiddelbart tilgængelige. I tilfælde af en reel allergisk reaktion (hvor reaktionen bliver alvorligere ved efterfølgende infusioner), skal trastuzumabemtansin seponeres permanent.

Blødning

Der er indberettet tilfælde af blødninger ved trastuzumabemtansin-behandling, herunder blødninger i centralnervesystemet, luftvejene og mave-tarm kanalen. Nogle af disse blødninger var dødelige. I nogle af de observerede tilfælde havde patienterne trombocytopeni eller var også i antikoagulans- eller antitrombotisk-behandling, mens der i andre tilfælde ikke var yderligere kendte risikofaktorer. Vær forsigtig ved samtidig brug af disse lægemidler og overvej yderligere monitorering.

Trombocytopeni

Trombocytopeni eller lave trombocytværdier var en hyppigt indberettet bivirkning ved behandling med trastuzumabemtansin og var i kliniske studier den bivirkning, der hyppigst medførte seponering (se pkt. 4.8). I kliniske studier var forekomsten og sværhedsgraden af trombocytopeni højere hos asiatiske patienter (se pkt. 4.8).

Det anbefales at monitorere trombocytværdier inden hver dosis trastuzumabemtansin. Patienter med trombocytopeni (≤100.000/mm3) og patienter i antikoagulansbehandling (fx warfarin, heparin, lavmolekylære hepariner) skal monitoreres tæt under behandling med trastuzumabemtansin. Trastuzumabemtansin er ikke undersøgt hos patienter med trombocytværdier ≤100.000/mm3 inden behandlingsstart. Hvis trombocyttallet er faldet svarende til trombocytopeni grad 3 eller derover (<50.000/mm3), må trastuzumabemtansin ikke administreres, før trombocyttallet er bedret til grad 1 (≥75.000/mm3) (se pkt. 4.2).

Neurotoksicitet

Perifer neuropati, primært grad 1 og hyppigst sensorisk, er indberettet i kliniske studier med

trastuzumabemtansin. Patienter med grad ≥3 perifer neuropati ved baseline blev ikke inkluderet i de kliniske studier. Behandling med trastuzumabemtansin bør afbrydes midlertidigt hos patienter, der oplever grad 3 eller 4 perifer neuropati, indtil symptomerne er forsvundet eller bedret til ≤grad 2. Patienterne bør løbende monitoreres klinisk for symptomer på neurotoksicitet.

Natriumindhold

Dette lægemiddel indeholder mindre end 1 mmol natrium (23 mg) per dosis og er dermed i det væsentlige ‘natriumfrit’.

4.5Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Der er ikke udført formelle interaktionsstudier.

In vitro metaboliseringsstudier med humane levermikrosomer tyder på, at DM1, en komponent i trastuzumabemtansin, primært metaboliseres af CYP3A4 og i mindre omfang af CYP3A5. Samtidig brug af potente CYP3A4-hæmmere (fx ketoconazol, itraconazol, clarithromycin, atazanavir, indinavir, nefazodon, nelfinavir, ritonavir, saquinavir, telithromycin og voriconazol) og trastuzumabemtansin bør undgås på grund af risiko for øget DM1-eksponering og toksicitet. Alternativt lægemiddel uden eller med minimalt CYP3A4-hæmmende potentiale bør overvejes. Hvis samtidig brug af en potent CYP3A4-hæmmer ikke kan undgås, kan det overvejes at udsætte trastuzumabemtansin-behandlingen,

indtil den potente CYP3A4-hæmmer er ude af blodet (ca. 3 halveringstider for hæmmeren), hvis dette er muligt. Hvis en potent CYP3A4-hæmmer administreres samtidig, og trastuzumabemtansin ikke kan udsættes, skal patienten monitoreres omhyggeligt for bivirkninger.

4.6Fertilitet, graviditet og amning

Prævention til mænd og kvinder

Fertile kvinder skal anvende sikker prævention under behandlingsforløbet med trastuzumabemtansin og i 7 måneder efter sidste dosis. Mandlige patienter eller deres kvindelige partner skal ligeledes anvende sikker prævention.

Graviditet

Der er ingen data fra anvendelse af trastuzumabemtansin til gravide kvinder. Trastuzumab, en komponent i trastuzumabemtansin, kan forårsage fosterskader eller fosterdød, hvis det administreres til en gravid kvinde. Der er efter markedsføring indberettet tilfælde af oligohydramnios, nogle forbundet med dødelig lungehypoplasi, hos gravide kvinder behandlet med trastuzumab. Dyrestudier med maytansin, et stof, som er tæt beslægtet med DM1 og af samme maytansinoidklasse, tyder på, at DM1, den mikrotubulærhæmmende cytotoksiske komponent i trastuzumabemtansin, kan forventes at være såvel teratogen som embryotoksisk (se pkt. 5.3).

Administration af trastuzumabemtansin til gravide kvinder frarådes, og kvindelige patienter bør informeres om risikoen for fosterskader, inden de bliver gravide, og om straks at kontakte lægen, hvis de bliver gravide. Hvis en gravid kvinde behandles med trastuzumabemtansin, anbefales tæt monitorering ved et multidisciplinært team.

Amning

Det vides ikke, om trastuzumabemtansin udskilles i humanmælk. Da mange lægemidler udskilles i humanmælk, og da der er risiko for alvorlige bivirkninger hos det ammede barn, bør kvinder holde op med at amme, inden behandling med trastuzumabemtansin påbegyndes. Amning kan påbegyndes 7 måneder efter, behandlingen er afsluttet.

Fertilitet

Der er ikke gennemført studier af reproduktions- eller udviklingstoksicitet med trastuzumabemtansin.

4.7Virkning på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner

Trastuzumabemtansin påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner.

Betydningen af indberettede bivirkninger som fx træthed, hovedpine, svimmelhed og sløret syn på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner er ukendt. Patienter, der oplever infusionsrelaterede reaktioner, bør informeres om ikke at føre motorkøretøj og betjene maskiner, før symptomerne er aftaget.

4.8Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

Sikkerhed af trastuzumabemtansin er evalueret hos 1.871 brystkræftpatienter i kliniske studier. I denne patientpopulation var:

de hyppigste alvorlige bivirkninger (>0,5% af patienterne) var blødning, feber, dyspnø, muskuloskeletale smerter, trombocytopeni, abdominalsmerter og opkastning. ● de hyppigste bivirkninger (≥25%) var kvalme, træthed og hovedpine. De fleste af de indberettede bivirkninger var af sværhedsgrad 1 eller 2.

de hyppigste NCI-CTCAE (National Cancer Institute - Common Terminology Criteria for Adverse Events) grad ≥3 bivirkninger (>2%) trombocytopeni, forhøjede aminotransferase-r, anæmi, neutropeni, træthed, hypokaliæmi, muskuloskeletale smerter og blødning.

Skema over bivirkninger

De bivirkninger, der er indberettet fra de 1.871 patienter behandlet med trastuzumabemtansin, vises i tabel 6. Bivirkningerne angives i overensstemmelse med MedDRAs systemorganklasse og frekvenser. Frekvenser defineres som meget almindelig (≥1/10), almindelig (≥1/100 til <1/10), ikke almindelig (≥1/1000 til <1/100), sjælden (≥1/10.000 til < 1/1000), meget sjælden (<1/10.000) og ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra nuværende data). Bivirkningerne vises med faldende alvorlighedsgrad inden for hver frekvens og systemorganklasse. NCI-CTCAE er anvendt til vurdering af toksicitet i forbindelse med indberetning af bivirkningerne.

Tabel 6

Skema over bivirkninger hos patienter behandlet med trastuzumabemtansin

 

 

 

 

 

 

Systemorganklasse

Meget almindelig

Almindelig

Ikke almindelig

 

 

 

 

 

 

Infektioner og parasitære

Urinvejsinfektion

 

 

 

sygdomme

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blod og lymfesystem

Trombocytopeni,

Neutropeni,

 

 

 

 

anæmi

leukopenia

 

 

 

 

 

 

 

Immunsystemet

 

Lægemiddel-

 

 

 

 

 

overfølsomhed

 

 

 

 

 

 

 

Metabolisme og ernæring

Hypokaliæmi

 

 

 

 

 

 

 

 

Psykiske forstyrrelser

Søvnløshed

 

 

 

 

 

 

 

 

Nervesystemet

Perifer neuropati,

Svimmelhed,

 

 

 

 

hovedpine

smagsforstyrrelser,

 

 

 

 

 

svækket hukommelse

 

 

Øjne

 

 

Tørre øjne,

 

 

 

 

 

konjunktivitis, sløret

 

 

 

 

 

syn, tåreflåd

 

 

Hjerte

 

 

Dysfunktion af

 

 

 

 

 

venstre ventrikel

 

 

 

 

 

 

 

Vaskulære sygdomme

Blødning

Hypertension

 

 

 

 

 

 

 

Luftveje, thorax og

Epistaxis, hoste,

 

Pneumonitis

 

mediastinum

dyspnø

 

 

 

Mave-tarm-kanalen

Stomatitis, diarré,

Dyspepsi,

 

 

 

 

opkastning, kvalme,

gingivalblødning

 

 

 

 

obstipation,

 

 

 

 

 

mundtørhed,

 

 

 

 

 

abdominalsmerter

 

 

 

Lever og galdeveje

 

 

Levertoksicitet,

 

 

 

 

 

leversvigt, nodulær

 

 

 

 

 

regenerativ

 

 

 

 

 

hyperplasi, portal

 

 

 

 

 

hypertension

 

Hud og subkutane væv

Udslæt

Pruritus, alopeci,

 

 

 

 

 

negleproblemer,

 

 

 

 

 

palmoplantar

 

 

 

 

 

erytrodysæstesi,

 

 

 

 

 

urticaria

 

 

Knogler, led, muskler og

Smerter i

 

 

 

bindevæv

 

bevægeapparatet,

 

 

 

 

 

artralgi, myalgi

 

 

 

Almene symptomer og

Træthed, feber,

Perifert ødem

Ekstravasation på

 

reaktioner på

asteni, kulderystelser

 

administrations-

 

administrationsstedet

 

 

stedet

 

Undersøgelser

Aminotransferase-

Forhøjet alkalisk

 

 

 

 

stigninger

fosfatase i blodet

 

 

Traumer, forgiftninger og

 

Infusionsrelaterede

 

 

behandlingskomplikationer

 

reaktioner

 

Beskrivelse af udvalgte bivirkninger

Forhøjede aminotransferaser (ASAT/ALAT)

Der er i kliniske studier observeret stigning i serum-aminotransferase (grad 1-4) under behandling med trastuzumabemtansin (se pkt. 4.4). Stigningen i aminotransferaser var generelt forbigående. Der er observeret en kumulativ effekt af trastuzumabemtansin på aminotransferaser, som generelt rettede sig efter at behandling blev seponeret. Der er indberettet aminotransferase-stigninger hos 24,2% af patienterne i kliniske studier. Der er indberettet ASAT- og ALAT-forhøjelser grad 3 og 4 hos henholdsvis 4,2% og 2,7% af patienterne; disse forekom sædvanligvis i de første behandlingscyklusser (1-6). Generelt var leverbivirkninger grad ≥3 ikke forbundet med et dårligt klinisk resultat; ved opfølgning havde efterfølgende værdier tendens til at vise forbedring til niveauer, der gjorde, at patienten kunne fortsætte i studiet og få studiemedicinen ved samme eller reduceret dosis. Der sås ingen sammenhæng mellem trastuzumabemtansin-eksponering (AUC), maksimal serumkoncentration af trastuzumabemtansin (Cmax), total trastuzumab-eksponering (AUC) eller Cmax af DM1 og aminotransferase-stigninger. Vedrørende dosisreduktion på grund af aminotransferase-stigninger, se pkt. 4.2 og 4.4.

Dysfunktion af venstre ventrikel

Dysfunktion af venstre ventrikel indberettedes hos 2,2% af patienterne i kliniske studier med trastuzumabemtansin. I størstedelen af tilfældene var bivirkningen asymptomatisk grad 1 eller 2 fald i LVEF. Grad 3 eller 4 tilfælde indberettedes hos 0,4% af patienterne. Yderligere LVEF-monitorering anbefales hos patienter med LVEF ≤45% (se tabel 5 i pkt. 4.2 for specifikke dosisændringer).

Infusionsrelaterede reaktioner

Infusionsrelaterede reaktioner karakteriseres ved en eller flere af følgende symptomer: ansigtsrødme, kulderystelser, feber, dyspnø, hypotension, hvæsende vejrtrækning, bronkospasme og takykardi. Infusionsrelaterede reaktioner indberettedes hos 4,0% af patienterne i kliniske studier med trastuzumabemtansin. Seks af reaktionerne var grad 3, og der var ingen grad 4-reaktioner. Infusionsrelaterede reaktioner forsvandt i løbet af adskillige timer til en dag, efter infusion var afsluttet. Der sås ingen dosissammenhæng i de kliniske studier. Vedrørende dosisændring i tilfælde af infusionsrelaterede reaktioner, se pkt. 4.2 og 4.4.

Overfølsomhedsreaktioner

Der er indberettet overfølsomhed hos 2,6% af patienterne i kliniske studier med trastuzumabemtansin; der er indberettet en grad 3 og en grad 4-reaktion. Overordnet var størstedelen af overfølsomhedsreaktionerne lette eller moderate i sværhedsgrad og forsvandt ved behandling. Vedørende dosisændring i tilfælde af overfølsomhedsreaktioner, se pkt. 4.2 og 4.4.

Blødning

I kliniske studier blev der observeret svære blødninger (grad ≥3) hos 2,2 % af alle trastuzumabemtansinbehandlede patienter. I nogle af de observerede tilfælde havde patienterne trombocytopeni eller var også i antikoagulans- eller antitrombotisk-behandling, mens der i andre tilfælde ikke var yderligere kendte risikofaktorer. Der er observeret dødelige blødninger.

Trombocytopeni

Der er indberettet trombocytopeni eller nedsat trombocyttal hos 24,94% af patienterne i kliniske studier med trastuzumabemtansin. Trombocytopeni var den bivirkning, der hyppigst medførte seponering af trastuzumabemtansin (2,6%). Størstedelen af patienterne havde grad 1 eller 2 bivirkninger (≥50.000/mm3) med nadir omkring dag 8. Tilstanden var generelt bedret til grad 0 eller 1 (≥75.000/mm3) ved næste planlagte behandling. I de kliniske studier var forekomsten og sværhedsgraden af trombocytopeni højere hos patienter af asiatisk etnicitet. Forekomst af grad 3 og 4 bivirkninger (<50.000/mm3) var 8,7% hos patienter behandlet med trastuzumabemtansin og uafhængig af etnicitet Vedrørende dosisændring i tilfælde af trombocytopeni, se pkt. 4.2 og 4.4.

Immunogenicitet

Som for alle proteinbaserede lægemidler er der risiko for immunrespons på trastuzumabemtansin. I alt 836 patienter fra seks kliniske studier er på forskellige tidspunkter testet for anti-terapeutisk

antistofrespons (ATA-respons) på trastuzumabemtansin. Efter dosering var 5,3% (44/836) af patienterne positive for anti-trastuzumabemtansin-antistoffer på ét eller flere tidspunkter. Den kliniske signifikans af anti-trastuzumabemtansin-antistoffer er endnu ukendt.

Ekstravasation

Reaktioner sekundært til ekstravasation er observeret i kliniske studier med trastuzumabemtansin. Reaktionerne var sædvanligvis lette eller moderate og omfattede erytem, ømhed, hudirritation, smerter eller hævelse på infusionsstedet. Reaktionerne forekommer hyppigst inden for 24 timer efter infusionen. Der kendes endnu ingen specifik behandling af trastuzumabemtansinekstravasation.

Laboratorieafvigelser

Tabel 7 viser laboratorieafvigelser observeret hos patienter behandlet med trastuzumabemtansin i det kliniske studie TDM4370g/BO21977

Tabel 7 Laboratorieafvigelser observeret hos patienter behandlet med trastuzumabemtansin i studie TDM4370g/BO21977

 

 

Trastuzumabemtansin

 

Alle

 

 

 

Parameter

grader (%)

 

Grad 3 (%)

Grad 4(%)

Lever

 

 

 

 

Forhøjet bilirubin

 

<1

Forhøjet ASAT

 

<1

Forhøjet ALAT

 

<1

Blod

 

 

 

 

Nedsat trombocyttal

 

Nedsat hæmoglobin

 

Nedsat neutrofilocyttal

 

<1

Kalium

 

 

 

 

Nedsat kalium

 

<1

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V*.

4.9Overdosering

Der er ingen kendt antidot mod overdosering med trastuzumabemtansin. I tilfælde af overdosis skal patienten monitoreres nøje for bivirkninger og relevant symptomatisk behandling institueres. Der har været indberetninger om overdosering med trastuzumabemtansin, oftest forbundet med trombocytopeni, og der har været ét dødsfald. I dette tilfælde fik patienten ved en fejl trastuzumabemtansin 6 mg/kg og døde ca. 3 uger efter overdoseringen. Årsagssammenhæng med trastuzumabemtansin er ikke påvist.

5.FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: Antineoplastisk middel, andre antineoplastiske midler, monoklonale antistoffer, ATC-kode: L01XC14

Virkningsmekanisme

Kadcyla, trastuzumabemtansin, er et HER-2-antistof-lægemiddel-konjugat, der indeholder det humaniserede anti-HER2-IgG1, trastuzumab, der via den stabile thioether-linker MCC (4-[N-maleimidomethyl]-cyclohexan-1-carboxylat) er kovalent bundet til den mikrotubulære hæmmer DM1 (et maytansinderivat). Emtansin refererer til MCC-DM1-komplekset. I gennemsnit konjugeres 3,5 DM1-molekyler til ét trastuzumabmolekyle.

Når DM1 konjugeres til trastuzumab, opnås selektivitet for den cytotoksiske agent for tumorceller med HER2-overekspression, hvilket øger den intracellulære afgivelse af DM1 direkte til de maligne celler. Efter binding til HER2 gennemgår trastuzumabemtansin en receptor-medieret internalisering og efterfølgende lysosomnedbrydning, hvorved DM1-holdige cytotoksiske katabolitter (primært lysin-MCC-DM1) frigives.

Trastuzumabemtansin har samme virkningsmekanisme som henholdsvis trastuzumab og DM1:

Trastuzumabemtansin bindes ligesom trastuzumab til domæne IV i det HER2-ekstracellulære domæne (ECD) såvel som til Fcγ-receptorer og komplement-C1q. Derudover hæmmer trastuzumabemtansin, ligesom trastuzumab, afstødning af HER2-ECD, hæmmer signaler gennem fosfatidylinositol-3-kinase- (PI3-K) signalvejen og medierer antistof-afhængig, cellemedieret cytotoksicitet (ADCC) i humane brystkræftceller med overekspression af HER2.

DM1, den cytotoksiske komponent i trastuzumabemtansin, bindes til tubulin. Ved at hæmme tubulinpolymerisation bremser såvel DM1 og trastuzumabemtansin cellerne i G2/M-fasen af cellecyklus, hvilket i sidste ende medfører apoptotisk celledød. Resultater fra in vitro cytotoksiske analyser viser, at DM1 er 20-200 gange mere potent end taxaner og vinca- alkaloider.

MCC-linkeren er designet til at begrænse systemisk frigørelse og øger målrettet afgivelse af DM1, hvilket er påvist ved meget lave niveauer af frit DM1 i plasma.

Klinisk effekt

TDM4370g/BO21977

Der er gennemført et randomiseret, internationalt multicenter, åbent, klinisk fase III-studie med patienter med HER2-positiv, inoperabel, lokalt fremskreden brystkræft eller metastatisk brystkræft, som tidligere var behandlet med et taxan og trastuzumab, inklusive patienter tidligere behandlet med trastuzumab og et taxan som adjuverende behandling, og som oplevede recidiv under den adjuverende behandling, eller inden for seks måneder efter den adjuverende behandling var afsluttet. Kun patienter, som havde Eastern Cooperative Oncology Group (ECOG)-performancestatus 0 eller 1 kunne deltage. Inden inklusion skulle HER2-positiv status for brysttumorbiopsier bekræftes centralt, defineret som en score på 3+ ved IHC eller genamplifikation ved ISH. Patient- og tumorkarakteristika ved baseline var velafbalanceret mellem behandlingsgrupperne. Patienter behandlet for hjernemetastaser kunne inkluderes, hvis de ikke havde behov for symptomkontrollerende behandling. Medianalder for patienter randomiseret til trastuzumabemtansin var 53 år; de fleste patienter var kvinder (99,8%), størstedelen var kaukasere (72%), og 57% havde østrogen-receptor- og/eller progesteron-receptor- positiv sygdom. Studiet sammenlignede trastuzumabemtansins sikkerhed og virkning med sikkerheden og virkningen af lapatinib plus capecitabin. I alt 991 patienter randomiseredes til trastuzumabemtansin eller lapatinib plus capecitabin:

Trastuzumabemtansin-arm: trastuzumabemtansin 3,6 mg/kg intravenøst over 30-90 minutter på Dag 1 i en 21-dages cyklus

Kontrolarm (lapatinib plus capecitabin): lapatinib 1250 mg/dag oralt 1 gang dagligt i en 21-dages cyklus plus capecitabin 1000 mg/m2 oralt 2 gange dagligt på Dag 1-14 i en 21-dages cyklus

De co-primære virkningsendepunkter i studiet var progressionsfri overlevelse, vurderet af en uafhængig bedømmelseskomité, og samlet overlevelse (se tabel 8 og figur 1-2).

Tid til symptomprogression, defineret ved et fald på 5 point i TOI-B-score (Trials Outcome Index-Breast), der er en del af FACT-B QoL-spørgeskemaet (Functional Assessment of Cancer Therapy-Breast Quality of Life), blev også vurderet i løbet af det kliniske studie. En ændring på 5 point i TOI-B anses for klinisk signifikant. Kadcyla forsinkede patient-rapporteret tid til

symptomprogression i 7,1 måned sammenlignet med 4,6 måned i kontrolarmen (hazard ratio 0,796 (0,667; 0,951); p-værdi 0,0121). Disse data er fra et åbent studie, og der kan ikke drages sikre konklusioner.

Tabel 8 Oversigt over virkningsresultater i Studie TDM4370g/BO21977 (EMILIA)

 

 

 

Trastuzumab-

 

Lapatinib + Capecitabin

 

emtansin

 

n = 496

 

n = 495

Primære endepunkter

 

 

 

 

 

 

 

Progressionsfri overlevelse vurderet af en

 

 

 

uafhængig bedømmelseskomité

 

 

 

 

 

 

 

Antal (%) patienter med hændelse

304 (61,3%)

 

265 (53,5%)

 

 

 

 

Medianvarighed af progressionsfri

 

 

 

overlevelse (måneder)

6,4

 

9,6

 

 

 

 

Hazard ratio (stratificeret*)

0,650

 

 

 

 

95% konfidensinterval for hazard ratio

(0,549; 0,771)

 

 

 

 

p-værdi (log-rank-test, stratificeret*)

<0,0001

 

 

 

 

 

Samlet overlevelse **

 

 

 

 

 

 

 

Antal (%) patienter, der døde

182 (36,7%)

 

149 (30,1%)

 

 

 

 

Medianvarighed af overlevelse (måneder)

25,1

 

30,9

 

 

 

 

Hazard ratio (stratificeret*)

0,682

 

 

 

 

95% konfidensinterval for hazard ratio

(0,548; 0,849)

 

 

 

 

p-værdi (log-rank-test*)

0,0006

 

 

 

 

 

De vigtigste sekundære endepunkter

 

 

 

 

 

 

 

Progressionfri overlevelse vurderet af

 

 

 

investigator

 

 

 

 

 

 

 

Antal (%) patienter med hændelse

335 (67,5%)

 

287 (58,0%)

 

 

 

 

Medianvarighed af progressionsfri

 

 

 

overlevelse (måneder)

5,8

 

9,4

 

 

 

Hazard ratio (95% konfidensinterval)

0,658 (0,560; 0,774)

 

 

 

p-værdi (log-rank-test*)

<0,0001

 

 

 

 

 

Objektiv responsrate

 

 

 

 

 

 

 

Patienter med målbar sygdom

 

 

 

 

 

Antal patienter med objektiv responsrate (%)

120 (30,8%)

 

173 (43,6%)

 

 

 

Difference (95% konfidensinterval)

12,7% (6,0; 19,4)

 

 

 

p-værdi (Mantel-Haenszel chi2-test*)

0,0002

 

Varighed af objektivt respons (måneder)

 

 

 

 

 

 

 

Antal patienter med objektivt respons

 

 

 

 

 

Median 95% konfidensinterval

6,5 (5,5; 7,2)

 

12,6 (8,4; 20,8)

*Stratificeret efter: verdensdel (USA, Vesteuropa, andet), antal tidligere kemoterapi-regimer for lokalt fremskreden eller metastatisk sygdom (0-1 vs. >1) samt visceral vs. non-visceral sygdom.

**Der udførtes interimanalyse for samlet overlevelse, da der var observeret 331 hændelser. Da virkningsgrænserne var nået ved denne analyse, betragtes denne analyse som endelig.

Der sås gavn af behandling i subgruppen af patienter, der havde haft recidiv inden for 6 måneder efter afsluttet adjuverende behandling, og som ikke tidligere havde fået systemisk kræftbehandling efter udvikling af metastaser (n=118); hazard ratio for progressionfri overlevelse og samlet overlevelse var henholdsvis 0,51 (95% konfidensinterval 0,30; 0,85) og 0,61 (95% konfidensinterval 0,32; 1,16). Medianværdier for progressionfri overlevelse og samlet overlevelse var i trastuzumabemtansin- gruppen henholdsvis 10,8 måneder og ikke nået, sammenlignet med henholdsvis 5,7 måneder og 27,9 måneder i lapatinib plus capecitabin-gruppen.

I studie TDM4370g/BO21977 sås vedvarende gavn af behandling med trastuzumabemtansin hos størstedelen af de evaluerede, præ-specificerede subgrupper, hvilket understøtter de overordnede resultaters robusthed. I subgruppen med patienter med hormonreceptor-negativ sygdom (n=426) var hazard ratio for progressionsfri overlevelse og samlet overlevelse henholdsvis 0,56 (95% konfidensinterval 0,44; 0,72) og 0,75 (95% konfidensinterval 0,54; 1,03). I subgruppen af patienter med hormonreceptor-positiv sygdom (n=545) var hazard ratio for progressionsfri overlevelse og samlet overlevelse henholdsvis 0,72 (95% konfidensinterval 0,58; 0,91) og 0,62 (95% konfidensinterval 0,46; 0,85).

I subgruppen af patienter med udekterbar sygdom (n=205) var hazard ratio for progressionsfri overlevelse og samlet overlevelse henholdsvis 0,91 (95% konfidensinterval 0,59; 1,42) og 0,96 (95% konfidensinterval 0,54; 1,68), på basis af vurderinger fra en uafhængig komité. Hos patienter ≥65 år (n=138 for begge behandlingsgrupper) var hazard ratio for progressionsfri overlevelse og samlet overlevelse henholdsvis 1,06 (95% konfidensinterval 0,68; 1,66) og 1,05 (95% konfidensinterval 0,58; 1,91). Hos patienter i alderen 65-74 år (n=113) var hazard ratio for progressionsfri overlevelse og samlet overlevelse, baseret på vurderinger fra en uafhængig komité, henholdsvis 0,88 (95% konfidensinterval 0,53; 1,45) og 0,74 (95% konfidensinterval 0,37; 1,47). For patienter over 75 år var hazard ratio for progressionsfri overlevelse og samlet overlevelse, baseret på vurderinger fra en uafhængig komité, henholdsvis 3,51 (95% konfidensinterval 1,22; 10,13) og 3,45 (95% konfidensinterval 0,94; 12,65). Subgruppen af patienter over 75 år viste ingen gavn med hensyn til progressionsfri overlevelse og samlet overlevelse, men var for lille (n=25) til, at der kunne drages definitive konklusioner.

I den deskriptive opfølgningsanalyse af samlet overlevelse var hazard ratio 0,75 (95% konfidensinterval 0,64; 0,88). Median varigheden for samlet overlevelse var 29,9 måneder i trastuzumabemtansin-armen sammenlignet med 25,9 måneder for lapatinib plus capecitabin-armen. På tidspunktet for den deskriptive opfølgningsanalyse af samlet overlevelse, havde i alt 27,4% af patienterne krydset over fra lapatinib plus capecitabin-armen til trastuzumabemtansin-armen. I en følsomhedsanalyse hvor patienterne blev censureret på tidspunktet for overkrydsning, var hazard ratio 0,69 (95% konfidensinterval 0,59; 0,82). Resultaterne af denne deskriptive opfølgningsanalyse er i overensstemmelse med den bekræftende analyse af samlet overlevelse.

TDM4450g

Effekten af trastuzumabemtansin versus trastuzumab plus docetaxel hos patienter med HER2-positiv metastatisk brystkræft, som ikke tidligere havde fået kemoterapi for metastatisk sygdom, blev evalueret i et randomiseret, ublindet fase II-multicenterstudie. Patienterne blev randomiseret til trastuzumabemtansin 3,6 mg/kg intravenøst hver 3. uge (n = 67) eller trastuzumab 8 mg/kg som intravenøs mætningsdosis efterfulgt af 6 mg/kg intravenøst hver 3. uge plus docetaxel 75-100 mg/m2 intravenøst hver 3. uge (n=70).

Det primære endepunkt var progressionsfri overlevelse vurderet af investigator. Den mediane progressionsfri overlevelse var 9,2 måneder i trastuzumab plus docetaxel-armen og 14,2 måneder i trastuzumabemtansin-armen (hazard ratio 0,59; p=0,035) med en median opfølgningstid på ca.

14 måneder i begge arme. Objektiv responsrate var 58,0% med trastuzumab plus docetaxel og 64,2% med trastuzumabemtansin. Medianvarigheden af respons blev ikke nået med trastuzumabemtansin, og var 9,5 måneder i kontrolarmen.

TDM4374g

Effekten af trastuzumabemtansin hos patienter med HER2-positiv, uhelbredelig lokalt fremskeden brystkræft eller metastatisk brystkræft er undersøgt i et enkeltarmet, ublindet fase II-studie. Alle patienter havde tidligere fået HER2-rettede behandlinger (trastuzumab og lapatinib) og kemoterapi (antracyklin, taxan og capecitabin) som neoadjuverende eller adjuverende behandling ved lokalt fremskreden eller metastatisk sygdom. Det mediane antal kræftmidler, som disse patienter havde fået, var 8,5 (5-19), og 7,0 (3-17) for metastatisk sygdom alene, inkluderende alle lægemidler anvendt til behandling af brystkræft.

Patienterne (n=110) fik 3,6 mg/kg trastuzumabemtansin intravenøst hver 3. uge indtil sygdomsprogression eller uacceptabel toksicitet.

De primære virkningsendepunkter var objektiv responsrate, baseret på uafhængig radiologisk vurdering, og varighed af objektivt respons. Objektiv responsrate var 32,7% (95% konfidensinterval 24,1; 42,1), n=36 respondenter, ved såvel vurdering fra en uafhængig komité som vurdering fra investigator. Medianværdi for varighed af respons, vurderet af en uafhængig komité, blev ikke nået (95% konfidensinterval 4,6 måneder til ikke estimérbar).

Pædiatrisk population

Det Europæiske Lægemiddelagentur har dispenseret fra kravet om at fremlægge resultaterne af studier med trastuzumabemtansin i alle undergrupper af den pædiatriske population ved indikationen brystkræft (se pkt. 4.2 for oplysninger om pædiatrisk anvendelse).

5.2Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Trastuzumabemtansin administreres intravenøst. Andre administrationsveje er ikke undersøgt.

Fordeling

Patienterne i TDM4370g/BO21977, der fik 3,6 mg/kg trastuzumabemtansin intravenøst hver 3. uge, havde en gennemsnitlig maksimal serumkoncentration (Cmax) af trastuzumabemtansin på

83,4 (±16,5) g/ml. Baseret på farmakokinetiske populationsanalyser svarede det centrale fordelingsvolumen af trastuzumabemtansin efter intravenøs administration (3,13 l) nogenlunde til plasmavoluminet.

Biotransformation (trastuzumabemtansin og DM1)

Trastuzumabemtansin forventes at dekonjugeres og kataboliseres ved proteolyse i cellulære lysosomer.

In vitro metaboliseringsstudier i humane levermikrosomer antyder, at DM1, en lille molekylekomponent i trastuzumabemtansin, primært metaboliseres af CYP3A4 og i mindre grad af CYP3A5. DM1 hæmmede ikke major CYP-enzymer in vitro. Trastuzumabemtansin-metabolitterne MCC-DM1, Lys-MCC-DM1 og DM1 kunne spores i små mængder i humant plasma. In vitro var DM1 substrat for P-glykoprotein (P-gp).

Elimination

Baseret på farmakokinetiske populationsanalyser er clearance af trastuzumabemtansin 0,68 l/dag og halveringstiden (t1/2) ca. 4 dage efter intravenøs administration af trastuzumabemtansin til patienter med HER2-positiv metastatisk brystkræft. Der er ikke set akkumulering af trastuzumabemtansin efter gentagen dosering ved intravenøs infusion hver 3. uge.

Baseret på farmakokinetiske populationsanalyser kan kropsvægt, albumin, sum af mållæsions længste diameter vurderet ved RECIST (Response Evaluation Criteria In Solid Tumors), afstødning af HER2- ekstracellulært domæne (ECD), trastuzumabkoncentrationer ved baseline og aspartataminotransferase (ASAT) identificeres som statistisk signifikante kovariater for farmakokinetiske parametre for trastuzumabemtansin. Størrelsesordenen af disse kovariaters effekt på

eksponeringen af trastuzumabemtansin antyder dog, at kovariaterne sandsynligvis ikke vil have klinisk relevant effekt på trastuzumabemtansin-eksponeringen. Derudover har eksploratoriske analyser vist, at kovariaternes (dvs. nyrefunktion, etnicitet og alder) betydning for farmakokinetikken for total- trastuzumab og -DM1 var begrænset og ikke klinisk relevant. I ikke-kliniske studier udskiltes trastuzumabemtansin-katabolitter, inklusive DM1, Lys-MCC-DM1 og MCC-DM1, primært i galden med minimal udskillelse i urinen.

Linearitet/non-linearitet

Trastuzumabemtansin udviste lineær farmakokinetik på tværs af doser spændende fra 2,4 til 4,8 mg/kg ved intravenøs administration hver 3. uge; hos patienter, der fik doser svarende til 1,2 mg/kg eller derunder, var clearance hurtigere.

Ældre patienter

Farmakokinetiske populationsanalyser viser, at alder ikke påvirker trastuzumabemtansins farmakokinetik. Der sås ingen signifikant forskel i trastuzumabemtansins farmakokinetik hos patienter <65 år (n=577), patienter i aldersgruppen 65-75 år (n=78) eller patienter >75 år (n=16).

Nedsat nyrefunktion

Der er ikke gennemført formelle farmakokinetiske studier med patienter med nedsat nyrefunktion. Den farmakokinetiske populationsanalyse har vist, at kreatinin-clearance ikke påvirker trastuzumabemtansins farmakokinetik. Trastuzumabemtansins farmakokinetik hos patienter med let (kreatinin-clearance CLcr 60-89 ml/min, n=254) eller moderat (CLcr 30-59 ml/min, n=53) nedsat nyrefunktion svarede til det, der sås hos patienter med normal nyrefunktion

(CLcr 90 ml/min, n=361). Der er begrænsede farmakokinetiske data (n=1) fra patienter med svært nedsat nyrefunktion (CLcr 15-29 ml/min), og der kan derfor ikke gives dosisanbefalinger.

Nedsat leverfunktion

Leveren er det primære organ til eliminering af DM1 og DM1-holdige katabolitter. Farmakokinetikken for trastuzumabemtansin og DM1-holdige katabolitter blev undersøgt efter administration af 3,6 mg/kg trastuzumabemtansin til patienter med HER2-positiv metastatisk brystkræft og normal (n=10), let nedsat (Child-Pugh A; n=10) og moderat nedsat (Child-Pugh B; n=8) leverfunktion.

Plasmakoncentrationerne af DM1 og DM1-holdige katabolitter (Lys-MCC-DM1 og MCC-DM1) var lave og sammenlignelige for patienter med og uden nedsat leverfunktion.

Den systemiske trastuzumabemtansin-eksponering (AUC) ved første behandlingscyklus var henholdsvis ca. 38% og 67% lavere hos patienter med let og moderat nedsat leverfunktion end hos patienter med normal leverfunktion. Efter gentagen dosering var trastuzumabemtansin-eksponeringen (AUC) ved tredje behandlingscyklus inden for det samme interval hos patienter med let og moderat nedsat leverfunktion som hos patienter med normal leverfunktion.

Trastuzumabemtansin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh class C).

Andre særlige populationer

Baseret på farmakokinetiske populationsanalyser synes etnicitet ikke at påvirke trastuzumabemtansins farmakokinetik. Da de fleste af patienterne i de kliniske studier med trastuzumabemtansin var kvinder, er det ikke formelt evalueret, om køn spiller en rolle for farmakokinetikken af trastuzumabemtansin.

5.3Prækliniske sikkerhedsdata

Dyretoksikologi og/eller farmakologi

Administration af trastuzumabemtansin er veltolereret hos rotter og aber i doser op til henholdsvis 20

og 10 mg/kg, svarende til 2.040 g DM1/m2 i begge arter, hvilket nogenlunde svarer til den kliniske dosis af trastuzumabemtansin til patienter. Med undtagelse af irreversibel perifer aksonal toksicitet

(kun observeret hos aber ved 10 mg/kg) og toksisk virkning på reproduktionsorganer (kun observeret hos rotter ved 60 mg/kg) er der i GLP-toksicitetsstudier set delvist eller fuldstændigt reversibel, dosisafhængig toksicitet i begge dyremodeller. Primære toksiciteter omfattede lever (leverenzymstigninger) ved 20 mg/kg og 10 mg/kg, knoglemarv (reducerede trombocyt- og

leukocyttal)/blod ved 20 mg/kg og 10 mg/kg og lymfoidt væv ved 20 mg/kg og 3 mg/kg hos henholdsvis rotter og aber.

Mutagenicitet

DM1 var aneugent eller klastogent i en in vivo enkeltdosis rottemarvs-mikronukleus-analyse ved eksponeringer, der var sammenlignelige med den gennemsnitlig maksimale koncentration af DM1 hos mennesker, der har fået trastuzumabemtansin. DM1 var ikke mutagent i en in vitro bakteriel mutationstest (Ames).

Nedsat fertilitet og teratogenicitet

Der er ikke gennemført specifikke fertilitetsstudier med trastuzumabemtansin. Baseret på resultaterne fra generelle toksicitetsstudier hos dyr må negativ påvirkning af fertilitet dog forventes.

Der er ikke gennemført specifikke embryo-føtale udviklingsstudier hos dyr med trastuzumabemtansin. Det er i kliniske rammer vist, at trastuzumab er udviklingstoksisk, selvom det ikke var forudset i det præ-kliniske program. Derudover er maytasin i ikke-kliniske studier vist at være udviklingstoksisk, hvilket taler for, at DM1, den mikrotubulærhæmmende cytotoksiske maytansin-komponent i trastuzumabemtansin, tilsvarende vil være teratogent og potentielt embryotoksisk.

6.FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1Hjælpestoffer

Ravsyre

Natriumhydroxid

Saccharose

Polysorbat 20

6.2Uforligeligheder

Dette lægemiddel må ikke blandes med andre lægemidler end dem, der er anført under pkt. 6.6.

Glucoseinfusionsvæske (5%) må ikke anvendes til rekonstitution eller fortynding, da det forårsager aggregering af proteinet.

6.3Opbevaringstid

3 år.

Holdbarhed af det rekonstituerede koncentrat

Kemisk og fysisk holdbarhed af det rekonstituerede koncentrat er dokumenteret at være op til 24 timer ved 2 °C til 8 °C. Af mikrobiologiske hensyn bør koncentratet anvendes straks. Hvis det ikke anvendes straks, kan de rekonstituerede hætteglas opbevares i op til 24 timer ved 2°C til 8°C, forudsat at rekonstituering fandt sted under kontrollerede og validerede aseptiske forhold. Herefter skal koncentratet bortskaffes.

Holdbarhed for fortyndet infusionsvæske

Rekonstitueret Kadcyla-koncentrat fortyndet i infusionsposer indeholdende natriumchlorid 9 mg/ml (0,9%) infusionsvæske eller natriumchlorid 4,5 mg/ml (0,45%) infusionsvæske er stabil i op til 24 timer ved 2°C til 8°C, forudsat tilberedningen fandt sted under kontrollerede og validerede aseptiske forhold. Hvis der anvendes 0,9% natriumchlorid til fortynding, kan der ved opbevaring fremkomme udfældning (se pkt. 6.6).

6.4Særlige opbevaringsforhold

Opbevares i køleskab (2°C – 8°C).

Opbevaringsforhold efter rekonstitution og fortynding af lægemidlet, se pkt. 6.3.

6.5Emballagetype og pakningsstørrelser

Kadcyla leveres i type I-hætteglas, indeholdende 15 ml (100 mg) eller 20 ml (160 mg), med fluororesinbelagt grå butylgummi-prop og forseglet med aluminium med hvidt eller lilla flip-off-låg.

Pakker med 1 hætteglas.

6.6Regler for bortskaffelse og anden håndtering

Der skal anvendes relevant aseptisk teknik. Relevante procedurer for tilberedning af kemoterapeutiske lægemidler skal anvendes.

Rekonstitueret Kadcyla-koncentrat skal fortyndes i polyvinylchlorid (PVC) eller latex-fri, PVC-fri polyolefin-infusionsposer.

Der skal anvendes 0,20 eller 0,22 mikron integrereret polyethersulfonfilter til infusionen, når koncentratet til infusionsvæske fortyndes med natriumchlorid 9 mg/ml (0,9%) infusionsvæske.

For at undgå medicineringsfejl er det vigtigt at kontrollere hætteglasetiketten for at sikre, at det lægemiddel, der tilberedes og administreres, er Kadcyla (trastuzumabemtansin) og ikke Herceptin (trastuzumab).

Rekonstitutionsvejledning

Hætteglas med 100 mg trastuzumabemtansin: Brug en steril sprøjte og injicér langsomt 5 ml sterilt vand til injektionsvæsker i hætteglasset.

Hætteglas med 160 mg trastuzumabemtansin: Brug en steril sprøjte og injicér langsomt 8 ml sterilt vand til injektionsvæsker i hætteglasset.

Vend forsigtigt hætteglasset, indtil koncentratet er helt opløst. Hætteglasset må ikke rystes.

Rekonstitueret koncentrat skal inden administration inspiceres visuelt for udfældning og misfarvning. Det rekonstituerede koncentrat må ikke indeholde synlige partikler og skal være klart til let opaliserende. Farven på det rekonstituerede koncentrat skal være farveløs til lysebrun. Hvis det rekonstituerede koncentrat indeholder synlige partikler eller er uklart eller misfarvet, må det ikke anvendes.

Fortyndingsvejledning

Beregn, hvor meget rekonstitueret koncentrat der er behov for, til en dosis på 3,6 mg trastuzumabemtansin/kg kropsvægt (se pkt. 4.2):

Volumen (ml) = Totaldosis til administration (kropsvægt (kg) x dosis (mg/kg))

20 (mg/ml, koncentration af rekonstitueret koncentrat)

Det relevante volumen koncentrat trækkes fra hætteglasset og tilsættes en infusionspose indeholdende 250 ml natriumchlorid 4,5 mg/ml (0,45%) infusionsvæske eller natriumchlorid 9 mg/ml (0,9%) infusionsvæske. Glucoseinfusionsvæske (5%) må ikke anvendes. Natriumchlorid 4,5 mg/ml (0,45%) infusionsvæske kan anvendes uden 0,20 eller 0,22 mikron integrereret polyethersulfonfilter. Hvis infusionsvæsken fremstilles med natriumchlorid 9 mg/ml (0,9%) infusionsvæske, skal der anvendes et 0,20 eller 0,22 mikron integrereret polyethersulfonfilter. Infusionsvæsken skal administreres straks efter tilberedning. Infusionsvæsken må ikke fryses eller rystes under opbevaring.

Bortskaffelse

Det rekonstituerede produkt indeholder ikke konserveringsmiddel og er til éngangsbrug. Eventuel ikke anvendt infusionsvæske skal kasseres.

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7.INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Roche Registration Limited

6 Falcon Way

Shire Park

Welwyn Garden City

AL7 1TW

Storbritannien

8.MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (-NUMRE)

EU/1/13/885/001

EU/1/13/885/002

9. DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 15. november 2013

10.DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere oplysninger om dette lægemiddel findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu.

Kommentarer

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z
  • Hjælp
  • Get it on Google Play
  • Om
  • Info on site by:

  • Presented by RXed.eu

  • 27558

    receptpligtig medicin oplistet