Danish
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z

Saxenda (liraglutide) – Produktresumé - A10BX07

Updated on site: 10-Oct-2017

Medicinens navnSaxenda
ATC-kodeA10BX07
Indholdsstofliraglutide
ProducentNovo Nordisk A/S

Dette lægemiddel er underlagt supplerende overvågning. Dermed kan nye oplysninger om sikkerheden hurtigt tilvejebringes. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle mistænkte bivirkninger. Se i pkt. 4.8, hvordan bivirkninger indberettes.

1.LÆGEMIDLETS NAVN

Saxenda 6 mg/ml injektionsvæske, opløsning, i fyldt pen

2.KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

1 ml injektionsvæske, opløsning indeholder 6 mg liraglutid*. En fyldt pen indeholder 18 mg liraglutid i 3 ml.

*human GLP-1-analog (glucagon-lignende peptid 1) fremstillet ved rekombinant DNA-teknologi i

Saccharomyces cerevisiae.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.LÆGEMIDDELFORM

Injektionsvæske, opløsning.

Klar og farveløs eller næsten farveløs, isotonisk opløsning; pH=8,15.

4.KLINISKE OPLYSNINGER

4.1Terapeutiske indikationer

Saxenda er indiceret som et supplement til en kaloriefattig kost og øget fysisk aktivitet til vægtkontrol hos voksne patienter med et start-BMI (Body Mass Index) på

≥30 kg/m² (adipøs) eller

≥27 kg/m² til <30 kg/m² (overvægtig) og mindst en vægtrelateret komorbiditet såsom dysglykæmi (prædiabetes eller type 2-diabetes mellitus), hypertension, dyslipidæmi eller obstruktiv søvnapnø.

Saxenda bør seponeres efter 12 ugers behandling med en dosis på 3,0 mg/dag, hvis patienten ikke har tabt mindst 5% af den initiale legemsvægt..

4.2Dosering og administration

Dosering

Startdosis er 0,6 mg én gang dagligt. Dosis bør øges til 3,0 mg én gang dagligt ved stigninger á 0,6 mg med mindst en uges mellemrum for at forbedre den gastrointestinale tolerabilitet (se tabel 1). Hvis stigningen til det næste dosistrin ikke tolereres i to på hinanden følgende uger, skal det overvejes at seponere behandlingen. En daglig dosis på over 3,0 mg anbefales ikke.

Tabel 1 Plan for dosisstigning

 

Dosis

Uge

Dosisstigning

0,6 mg

 

1,2 mg

 

 

1,8 mg

 

 

2,4 mg

 

Vedligeholdelsesdosis

 

3,0 mg

Patienter med type 2-diabetes mellitus

Saxenda bør ikke anvendes sammen med en anden GLP-1-receptor agonist.

Når behandling med Saxenda initieres, skal det overvejes at reducere dosis af insulin eller β- cellestimulerende midler (f.eks. sulfonylurinstoffer), der administreres samtidigt, for at mindske risikoen for hypoglykæmi.

Særlige patientgrupper

Ældre (≥65 år)

Dosisjustering på grund af alder er ikke nødvendig. Erfaringen med behandling af patienter ≥75 år er begrænset, og brug hos disse patienter anbefales ikke (se pkt. 4.4 og 5.2).

Nedsat nyrefunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med let eller moderat nedsat nyrefunktion (kreatinin- clearance på ≥30 ml/min). Saxenda anbefales ikke til patienter med svært nedsat nyrefunktion (kreatinin-clearance <30 ml/min), inklusive patienter med terminal nyreinsufficiens (se pkt. 4.4, 4.8 og 5.2).

Nedsat leverfunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med let eller moderat nedsat leverfunktion. Saxenda anbefales ikke til patienter med svært nedsat leverfunktion, og bør bruges med forsigtighed hos patienter med let eller moderat nedsat leverfunktion (se pkt. 4.4 og 5.2).

Pædiatrisk population

Sikkerheden og virkningen af Saxenda hos børn og unge under 18 år er ikke klarlagt (se pkt. 5.1). Der foreligger ingen data. Lægemidlet anbefales ikke til brug hos pædiatriske patienter.

Administration

Saxenda er kun til subkutan anvendelse. Det må ikke administreres intravenøst eller intramuskulært.

Saxenda administreres én gang dagligt på et vilkårligt tidspunkt uafhængigt af måltider. Det skal injiceres i abdomen, i låret eller i overarmen. Injektionssted og -tidspunkt kan ændres uden dosisjustering. Det anbefales dog at Saxenda injiceres på cirka samme tidspunkt hver dag, når det mest passende tidspunkt i løbet af dagen er valgt.

Saxenda må ikke opblandes med andre injektionspræparater (f.eks. insulin).

Hvis en dosis glemmes inden for 12 timer fra det tidspunkt, hvor den normalt tages, bør patienten tage dosis hurtigst muligt. Hvis der er mindre end 12 timer til næste dosis, skal patienten ikke tage den glemte dosis, men genoptage doseringsprogrammet med én daglig dosis fra den næste planlagte dosis. Patienten må ikke tage en dobbeltdosis eller øge dosis som erstatning for den glemte dosis. Yderligere anvisninger vedrørende administration findes i pkt. 6.6.

4.3Kontraindikationer

Overfølsomhed over for liraglutid eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1.

4.4Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Saxenda må ikke anvendes som erstatning for insulin til patienter med diabetes mellitus.

Der er ingen klinisk erfaring hos patienter med kongestiv hjerteinsufficiens i NYHA-klasse IV (New York Heart Association), og liraglutid anbefales derfor ikke til brug hos disse patienter.

Sikkerheden og virkningen af liraglutid til vægtkontrol er ikke klarlagt hos patienter:

på 75 år og derover.

der er i behandling med andre præparater til vægtkontrol

med adipositas som en følge af en endokrin sygdom eller spiseforstyrrelse, eller som er i behandling med et præparat der kan forårsage vægtøgning.

med svært nedsat nyrefunktion

med svært nedsat leverfunktion

Brug hos disse patienter anbefales derfor ikke (se pkt. 4.2).

Da liraglutid ikke blev undersøgt til vægtkontrol hos personer med let eller moderat nedsat leverfunktion, skal det bruges med forsigtighed hos sådanne patienter (se pkt. 4.2 og 5.2).

Der er begrænset erfaring med behandling af patienter med inflammatorisk tarmsygdom og diabetisk gastroparese. Liraglutid anbefales ikke til sådanne patienter, da det er forbundet med forbigående gastrointestinale bivirkninger, herunder kvalme, opkastning og diarré.

Pankreatitis

Der er observeret akut pankreatitis i forbindelse med brugen af GLP-1-receptoragonister. Patienterne skal informeres om de karakteristiske symptomer på akut pankreatitis. Hvis der er mistanke om pankreatitis, skal liraglutid seponeres; hvis akut pankreatitis bekræftes, må behandling med liraglutid ikke påbegyndes igen.

Cholelithiasis og cholecystitis

I kliniske studier for vægtkontrol blev der set en højere forekomst af cholelithiasis og cholecystitis hos patienter, der blev behandlet med liraglutid, end hos patienter, der fik placebo. Den kendsgerning, at omfattende vægttab kan øge risikoen for cholelithiasis og dermed cholecystitis, kunne kun delvist forklare den højere forekomst ved behandling med liraglutid. Cholelithiasis og cholecystitis kan føre til hospitalsindlæggelse og cholecystektomi. Patienter skal informeres om de karakteristiske symptomer på cholelithiasis og cholecystitis.

Thyroidea-relateret sygdom

I kliniske studier med type 2-diabetes er der rapporteret om thyroidea-relaterede bivirkninger, såsom struma, særligt hos patienter med allerede eksisterende thyroideasygdom. Liraglutid skal derfor anvendes med forsigtighed hos patienter med thyroidea-relateret sygdom.

Hjertefrekvens

En stigning i hjertefrekvensen blev observeret med liraglutid i kliniske studier (se pkt. 5.1). Hjertefrekvensen skal måles regelmæssigt i overensstemmelse med almindelig klinisk praksis. Patienterne skal informeres om symptomerne på øget hjertefrekvens (palpitationer eller en følelse af hurtige hjerteslag i hvile). Liraglutid skal seponeres hos patienter, der oplever en klinisk relevant vedvarende stigning i hjertefrekvensen i hvile.

Dehydrering

Fra patienter, behandlet med GLP-1-receptoragonister, er der blevet indrapporteret tegn og symptomer på dehydrering, inklusive nedsat nyrefunktion og akut nyresvigt. Patienter, der behandles med liraglutid, skal rådgives om den potentielle risiko for dehydrering i relation til gastrintestinale bivirkninger og tage forholdsregler for at undgå væskedepletion.

Hypoglykæmi hos patienter med type 2-diabetes mellitus

Patienter med type 2-diabetes mellitus, der får liraglutid i kombination med et sulfonylurinstof, kan have en øget risiko for hypoglykæmi. Risikoen for hypoglykæmi kan mindskes ved at reducere dosis af sulfonylurinstof. Tillæg af Saxenda hos patienter, der er i behandling med insulin, er ikke blevet evalueret.

Hjælpestoffer

Saxenda indeholder mindre end 1 mmol natrium (23 mg) pr. dosis, og lægemidlet er derfor stort set ‘natriumfrit’.

4.5Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

In vitro har liraglutid udvist meget lavt potentiale for involvering i farmakokinetisk interaktion med andre aktive stoffer relateret til cytochrom P450 (CYP) og plasmaproteinbinding.

Den lille forsinkelse af ventrikeltømningen, som liraglutid forårsager, kan påvirke absorptionen af samtidigt indgivne orale lægemidler. Interaktionsstudier har ikke påvist nogen klinisk relevant forsinkelse i absorptionen, og derfor er det ikke nødvendigt at justere dosis.

Der er udført interaktionsstudier med 1,8 mg liraglutid. Virkningen på hastigheden af ventrikeltømningen var den samme for liraglutid 1,8 mg og 3,0 mg (paracetamol AUC0-300 min). Enkelte patienter behandlet med liraglutid rapporterede om mindst én episode med svær diarré. Diarré kan påvirke absorptionen af samtidigt indgivne orale lægemidler.

Warfarin og andre coumarinderivater

Der er ikke udført interaktionsstudier. En klinisk relevant interaktion med aktive stoffer med lav opløselighed eller et snævert terapeutisk indeks, såsom warfarin, kan ikke udelukkes. Ved initiering af behandling med liraglutid hos patienter i behandling med warfarin eller andre coumarinderivater anbefales hyppigere overvågning af INR (International Normaliseret Ratio).

Paracetamol

Liraglutid ændrede ikke den overordnede eksponering af paracetamol efter én enkelt dosis på

1.000 mg. Paracetamols Cmaks blev reduceret med 31 %, og medianværdien for tmaks blev forsinket med op til 15 min. Dosisjustering ved samtidig brug af paracetamol er ikke nødvendig.

Atorvastatin

Liraglutid ændrede ikke den overordnede eksponering af atorvastatin efter administration af én dosis på 40 mg atorvastatin. Justering af atorvastatindosis er derfor ikke nødvendig ved administration sammen med liraglutid. Atorvastatins Cmaks blev reduceret med 38 %, og medianværdien for tmaks blev forsinket fra 1 time til 3 timer med liraglutid.

Griseofulvin

Liraglutid ændrede ikke den overordnede eksponering af griseofulvin efter administration af én dosis

på 500 mg griseofulvin. Griseofulvins Cmaks blev øget med 37 %, mens medianværdien for tmaks var uændret. Dosisjustering for griseofulvin og andre forbindelser med lav opløselighed og høj

permeabilitet er ikke nødvendig.

Digoxin

Administration af én dosis på 1 mg digoxin sammen med liraglutid resulterede i en reduktion af AUC

for digoxin på 16 %, og Cmaks blev reduceret med 31 %. Medianværdien for tmaks for digoxin blev forsinket fra 1 time til 1,5 time. Baseret på disse resultater er dosisjustering af digoxin ikke nødvendig.

Lisinopril

Administration af en enkelt dosis på 20 mg lisinopril sammen med liraglutid resulterede i reduktion af

AUC for lisinopril på 15 %, og Cmaks blev reduceret med 27 %. Medianværdien for tmaks for lisinopril sammen med liraglutid blev forsinket fra 6 timer til 8 timer. Baseret på disse resultater er

dosisjustering af lisinopril ikke nødvendig.

Oral kontraception

Liraglutid sænkede Cmaks for ethinylestradiol og levonorgestrel med henholdsvis 12 % og 13 % efter administration af en enkelt dosis af et oralt kontraceptionsmiddel. tmaks blev forsinket med 1,5 time med liraglutid for begge forbindelser. Der var ingen klinisk relevant virkning på den overordnede

eksponering af hverken ethinylestradiol eller levonorgestrel. Det forventes derfor ikke, at den kontraceptive virkning påvirkes ved administration sammen med liraglutid.

4.6Fertilitet, graviditet og amning

Graviditet

Der er utilstrækkelige data fra anvendelse af liraglutid til gravide kvinder. Dyrestudier har påvist reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). Den potentielle risiko for mennesker er ukendt.

Liraglutid må ikke anvendes under graviditeten. Hvis en patient ønsker at blive gravid, eller graviditet konstateres, skal liraglutid seponeres.

Amning

Det er ikke kendt, om liraglutid udskilles i human mælk. Dyreforsøg har påvist, at liraglutid og metabolitter, der er nært strukturelt beslægtede, kun i ringe omfang udskilles i mælk. Ikke-kliniske studier har påvist behandlingsrelateret nedsat neonatal vækst hos diende rotteunger (se pkt. 5.3). På grund af den manglende erfaring bør Saxenda ikke anvendes under amning.

Fertilitet

Ud over et let fald i antallet af levedygtige implantationer, indikerede dyrestudier ikke nogen skadelige virkninger hvad angår fertilitet (se pkt. 5.3).

4.7Virkning på evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner

Saxenda påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj og betjene maskiner.

4.8Bivirkninger

Opsummering af sikkerhedsprofilen:

Saxenda blev evalueret med henblik på sikkerhed i 5 dobbeltblindede placebokontrollerede studier, der omfattede 5.813 adipøse patienter eller overvægtige patienter med mindst én vægtrelateret komorbiditet. Samlet set var de hyppigst rapporterede bivirkninger under behandling med Saxenda gastrointestinale bivirkninger (se punktet ‘Beskrivelse af udvalgte bivirkninger’).

Tabel over bivirkninger

Tabel 2 viser bivirkninger, der blev rapporteret i langvarige kontrollerede fase 2- og fase 3-studier. Bivirkningerne er anført efter systemorganklasse og hyppighed. Hyppighedskategorierne er defineret som følger: meget almindelig (≥1/10), almindelig (≥1/100 til <1/10), ikke almindelig (≥1/1.000 til <1/100), sjælden (≥1/10.000 til <1/1.000), meget sjælden (<1/10.000). Inden for hver enkelt frekvensgruppe er bivirkningerne opstillet efter, hvor alvorlige de er.

Tabel 2 Bivirkninger rapporteret i kontrollerede fase 2- og fase 3-studier

MedDRA system-

Meget almindelig

Almindelig

Ikke almindelig

Sjælden

organklasser

 

 

 

 

Immunsystemet

 

 

 

Anafylaktisk

 

 

 

 

reaktion

Metabolisme og

 

Hypoglykæmi*

Dehydrering

 

ernæring

 

 

 

 

Psykiske

 

Insomni**

 

 

forstyrrelser

 

 

 

 

Nervesystemet

 

Svimmelhed

 

 

 

 

Dysgeusi

 

 

Hjerte

 

 

Takykardi

 

Mave-tarm-kanalen Kvalme

Mundtørhed

Pankreatitis***

Opkastning

Dyspepsi

 

Diarré

Gastritis

 

Forstoppelse

Gastroøsofageal

 

 

reflukssygdom

 

 

Øvre

 

 

abdominalsmerter

 

 

Flatulens

 

 

Eruktation

 

 

Abdominal

 

 

distension

 

Lever og galdeveje

Cholelithiasis***

Cholecystitis***

Hud og subkutane

 

Urticaria

væv

 

 

Nyrer og urinveje

 

Akut

 

 

nyresvigt

 

 

Nedsat

 

 

nyrefunktion

Almene symptomer

Reaktioner på

Utilpashed

og reaktioner på

injektionsstedet

 

administrations-

Asteni

 

stedet

Træthed

 

Undersøgelser

Forhøjet lipase

 

 

Forhøjet amylase

 

*Hypoglykæmi (baseret på symptomer rapporteret af patienterne selv og ikke bekræftet af blodglucosemålinger) rapporteret hos patienter uden type 2-diabetes mellitus, der blev behandlet med Saxenda kombineret med diæt og motion. Se punktet ‘Beskrivelse af udvalgte bivirkninger’ for yderligere oplysninger.

**Insomni blev hovedsageligt observeret i de første 3 behandlingsmåneder.

*** Se pkt. 4.4.

Beskrivelse af udvalgte bivirkninger:

Hypoglykæmi hos patienter uden type 2-diabetes mellitus

I kliniske studier med overvægtige og adipøse patienter uden type 2-diabetes mellitus, der blev behandlet med Saxenda kombineret med diæt og motion, blev der ikke rapporteret alvorlige hypoglykæmiske hændelser (som krævede assistance fra tredjepart). Symptomer på hypoglykæmiske hændelser blev rapporteret hos 1,6% af de patienter, der fik Saxenda, og hos 1,1% af de patienter, der fik placebo. Disse episoder blev dog ikke bekræftet ved blodglucosemålinger. Størstedelen af hændelserne var lette.

Hypoglykæmi hos patienter med type 2-diabetes mellitus

I kliniske studier med overvægtige og adipøse patienter med type 2-diabetes mellitus, der blev behandlet med Saxenda kombineret med diæt og motion, blev der rapporteret alvorlig hypoglykæmi (som krævede assistance fra tredjepart) hos 0,7% af de patienter, der fik Saxenda, og kun af patienter, som samtidig fik sulfonylurinstof. Der blev rapporteret dokumenteret symptomatisk hypoglykæmi hos 43,6% af de patienter, der fik Saxenda, og hos 27,3% af de patienter, der fik placebo. Blandt patienter, der ikke samtidig fik sulfonylurinstof, rapporterede 15,7% af de patienter, der fik Saxenda, og 7,6% af de patienter, der fik placebo, dokumenterede symptomatiske hypoglykæmiske hændelser (defineret som plasmaglucose ≤ 3,9 mmol/l ledsaget af symptomer).

Gastrointestinale bivirkninger

De fleste tilfælde af gastrointestinale bivirkninger var lette til moderate og forbigående, og størstedelen førte ikke til seponering af behandlingen. Bivirkningerne forekom som regel i de første uger af behandlingen og aftog inden for få dage eller uger under fortsat behandling.

Patienter ≥65 år kan hyppigere få gastrointestinale bivirkninger ved behandling med Saxenda.

Patienter med let eller moderat nedsat nyrefunktion (kreatinin-clearance på ≥30 ml/min) kan hyppigere opleve gastrointestinale bivirkninger, når de behandles med Saxenda.

Akut nyresvigt

Der er blevet rapporteret akut nyresvigt hos patienter, som blev behandlet med GLP-1- receptoragonister. Størstedelen af de rapporterede hændelser forekom hos patienter, der havde oplevet kvalme, opkastning eller diarré med deraf følgende volumendepletion (se pkt. 4.4).

Allergiske reaktioner

Efter markedsføring er der blevet rapporteret få tilfælde af anafylaktiske reaktioner med symptomer som hypotension, palpitationer, dyspnø og ødem ved brug af liraglutid. Anafylaktiske reaktioner kan være potentielt livstruende. Hvis der er mistanke om en anafylaktisk reaktion, skal liraglutid seponeres og behandling bør ikke genstartes (se pkt. 4.3).

Reaktioner på injektionsstedet

Der er rapporteret reaktioner på injektionsstedet hos patienter, der er i behandling med Saxenda. Sædvanligvis var disse reaktioner lette og forbigående, og størstedelen forsvandt under fortsat behandling.

Takykardi

I kliniske studier blev der rapporteret takykardi hos 0,6% af de patienter, der blev behandlet med Saxenda, og hos 0,1% af de patienter, der fik placebo. Størstedelen af hændelserne var lette eller moderate. Hændelserne var isolerede, og størstedelen forsvandt under fortsat behandling med Saxenda.

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig. Det muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V.

4.9Overdosering

Fra kliniske studier og ved brug af liraglutid efter markedsføring er der blevet rapporteret om overdosering med op til 72 mg (24 gange den anbefalede dosis til vægtkontrol). De rapporterede tilfælde inkluderede svær kvalme og alvorlig opkastning, hvilket også er de forventede symptomer ved en overdosis med liraglutid. Ingen af de rapporterede tilfælde inkluderede alvorlig hypoglykæmi. Alle patienterne restituerede uden komplikationer.

I tilfælde af overdosering skal der initieres passende understøttende behandling baseret på patientens kliniske tegn og symptomer. Patienten bør observeres for kliniske tegn på dehydrering, og blodglucose bør monitoreres.

5.FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: Lægemidler til brug ved diabetes, glukagon-lignende peptid-1 (GLP-1)-analoger. ATC-kode: A10BJ02

Virkningsmekanisme

Liraglutid er en acyleret human glukagon-lignende peptid-1 (GLP-1)-analog med 97% aminosyresekvenshomologi til humant endogent GLP-1. Liraglutid bindes til og aktiverer GLP-1- receptoren (GLP-1R).

GLP-1 er en fysiologisk regulator af appetit og fødeindtag, men den eksakte virkningsmekanisme er ikke fuldt klarlagt. I dyrestudier førte perifer administration af liraglutid til optagelse i specifikke områder i hjernen, der er involveret i appetitregulering, hvor liraglutid via specifik aktivering af GLP- 1R intensiverede vigtige signaler for mæthed og reducerede vigtige signaler for sult, og dette førte til lavere legemsvægt.

GLP-1-receptorer udtrykkes også specifikke steder i hjertet, vaskulaturen, immunsystemet og nyrerne. I musemodeller af aterosklerose forhindrede liraglutid progression af aortisk plaque og reducerede inflammation i plaques. Liraglutid havde desuden en gavnlig virkning på plasmalipider. Liraglutid reducerede ikke plaque-størrelsen ved allerede etablerede plaques.

Farmakodynamisk virkning

Liraglutid nedsætter legemsvægten hos mennesker, hovedsageligt via tab af fedtmasse, hvor den relative reduktion i visceralt fedt er større end reduktionen i subkutant fedt. Liraglutid regulerer appetitten ved at øge mæthedsfornemmelsen, samtidig med at følelsen af sult og behovet for fødeindtagelse sænkes, hvilket fører til et reduceret fødeindtag. Sammenlignet med placebo øger liraglutid ikke energiforbruget.

Liraglutid stimulerer insulinsekretionen og reducerer glucagonsekretionen glucoseafhængigt. Dermed sænkes fasteglucose og den postprandiale glucose. Den glucosesænkende virkning er mere udtalt hos patienter med prædiabetes og diabetes end hos normoglykæmiske patienter. Kliniske studier tyder på, at liraglutid forbedrer og opretholder betacellefunktionen ifølge en homeostasemodelvurdering for betacellefunktion (HOMA-B) og proinsulin/insulin-forholdet.

Klinisk virkning og sikkerhed

Virkningen og sikkerheden af liraglutid til vægtkontrol kombineret med nedsat kalorieindtag og øget fysisk aktivitet blev undersøgt i fire randomiserede, dobbeltblindede, placebokontrollerede fase 3- studier, som i alt omfattede 5.358 patienter.

Studie 1 (SCALE Obesity & Pre-Diabetes - 1839): I alt blev 3.731 patienter med adipositas

(BMI ≥30 kg/m2) eller overvægt (BMI ≥27 kg/m2) og dyslipidæmi og/eller hypertension, stratificeret i forhold til prædiabetestilstand ved screening og BMI ved baseline (≥30 kg/m2 eller <30 kg/m2). Alle 3.731 patienter blev randomiseret til 56 ugers behandling, og de 2.254 patienter med prædiabetes ved screening blev randomiseret til 160 ugers behandling. Begge behandlingsperioder blev efterfulgt af en 12-ugers opfølgende observationsperiode, der var enten behandlingsfri eller med placebo. Livsstilsændringer i form af energibegrænset kost og motionsrådgivning var baggrundsbehandling for alle patienter.

Ved uge 56 i studie 1 vurderedes vægttabet hos alle 3.731 randomiserede patienter (hvoraf 2.590 gennemførte).

Ved uge 160 i studie 1 vurderedes tiden indtil diagnosticering af type 2-diabetes hos de 2.254 randomiserede patienter med prædiabetes (hvoraf 1.128 gennemførte).

Studie 2 (SCALE Diabetes - 1922): Et 56-ugers studie, som vurderer vægttab hos 846 randomiserede (hvoraf 628 gennemførte) adipøse og overvægtige patienter med utilstrækkeligt

kontrolleret type 2-diabetes mellitus (HbA1c-interval 7-10%). Baggrundsbehandlingen ved studiets start var enten diæt og motion alene, metformin, et sulfonylurinstof, et glitazon som monoterapi eller en kombination af disse.

Studie 3 (SCALE Sleep Apnoea - 3970): Et 32-ugers studie, som vurderer sværhedsgraden af søvnapnø og vægttab hos 359 randomiserede (hvoraf 276 gennemførte) adipøse patienter med moderat eller svær obstruktiv søvnapnø.

Studie 4 (SCALE Maintenance - 1923): Et 56-ugers studie, som vurderer vægtvedligeholdelse og vægttab hos 422 randomiserede (hvoraf 305 gennemførte) adipøse og overvægtige patienter med hypertension eller dyslipidæmi efter et forudgående vægttab på ≥5%, som var opnået via en kaloriefattig kost.

Legemsvægt

Der blev opnået et større vægttab med liraglutid sammenlignet med placebo hos adipøse/overvægtige patienter i alle undersøgte grupper. På tværs af studiepopulationerne opnåede en større andel af

patienterne ≥ 5 % og > 10 % vægttab med liraglutid end med placebo (tabel 3-5). I 160 ugers behandlingsperioden af Studie 1 forekom vægttabet primært i det første år, og det blev fastholdt gennem 160 uger. I studie 4 opretholdt flere patienter det vægttab, der var opnået inden behandlingsstart, med liraglutid end med placebo (henholdsvis 81,4% og 48,9%). Specifikke data vedrørende vægttab, patienter med effekt, tidsforløb og kumulativ fordeling af vægtændring (%) for studie 1-4 er vist i tabel 3-7 og figur 1, 2 og 3.

Vægttabsreaktion efter 12 ugers behandling med liraglutid (3,0 mg)

De der tidligt opnåede en effekt, blev defineret som patienter, der opnåede et vægttab på ≥5% efter 12 uger med en behandlingsdosis af liraglutid (4 uger med dosisstigning og 12 uger med behandlingsdosis). Ved uge 56 i studie 1 opnåede 67,5% et vægttab på ≥5% efter 12 uger. I studie 2 opnåede 50,4% et vægttab på ≥5% efter 12 uger. Ved fortsat behandling med liraglutid antages det, at 86,2% af dem, der tidligt opnår en effekt vil opnå et vægttab på ≥5%, og 51 % antages at opnå et vægttab på ≥10% efter 1 års behandling. Det forventede gennemsnitlige vægttab hos dem, der tidligt opnår en effekt, og som gennemfører 1 års behandling, er 11,2% af legemsvægten ved baseline (9,7% for mænd og 11,6% for kvinder). Hos patienter, der har opnået et vægttab på <5% efter 12 uger med liraglutid-behandlingsdosis, er andelen af patienter, der ikke opnår et vægttab på ≥10% efter 1 år, 93,4%.

Glykæmisk kontrol

Behandling med liraglutid forbedrer glykæmiske parametre signifikant på tværs af delpopulationer med normoglykæmi, prædiabetes og type 2-diabetes mellitus. Ved uge 56 i studie 1 udviklede færre patienter, der blev behandlet med liraglutid, type 2-diabetes mellitus sammenlignet med patienter, der fik placebo (0,2% i forhold til 1,1 %). Flere patienter med prædiabetes ved baseline fik vendt udviklingen for deres prædiabetes sammenlignet med patienter, der fik placebo (69,2% i forhold til 32,7%). I 160 ugers behandlingsperioden af Studie 1 var det primære virkningsendepunkt andelen af patienter der blev diagnosticeret med type 2-diabetes mellitus, evalueret som tiden indtil diagnosticering. Ved behandlingsuge 160 blev 3% behandlet med Saxenda og 11% behandlet med placebo diagnosticeret med type 2-diabetes mellitus. Den estimerede tid indtil diagnosticering af type 2-diabetes mellitus hos patienter behandlet med liraglutid 3,0 mg var 2,7 gange længere (med et 95% konfidensinterval på [1,9; 3,9]), og risikoforholdet for at udvikle type 2-diabetes mellitus var 0,2 for liraglutid versus placebo.

Kardiometaboliske risikofaktorer

Behandling med liraglutid forbedrede systolisk blodtryk og livvidde signifikant sammenlignet med placebo (tabel 3, 4 og 5).

Apnø-hypopnø-indeks (AHI)

Liraglutid reducerede sværhedsgraden af obstruktiv søvnapnø signifikant sammenlignet med placebo, vurderet ud fra ændring fra baseline i AHI (tabel 6).

Tabel 3 Studie 1: Ændringer fra baseline i legemsvægt, glykæmi og kardiometaboliske parametre ved uge 56

 

Saxenda (N=2437)

Placebo (N=1225)

Saxenda vs. placebo

 

 

 

 

 

 

Legemsvægt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Baseline, kg (SD)

106,3 (21,2)

106,3 (21,7)

-

Gennemsnitlig ændring ved uge 56,

-8,0

-2,6

-5,4** (-5,8; -5,0)

% (95 % CI)

 

 

 

 

 

Gennemsnitlig ændring ved uge 56,

-8,4

-2,8

-5,6** (-6,0; -5,1)

kg (95 % CI)

 

 

 

 

 

Andel af patienter med vægttab ≥ 5 % ved

63,5

26,6

4,8** (4,1; 5,6)

uge 56, % (95 % CI)

 

 

 

 

 

Andel af patienter med vægttab > 10 %

32,8

10,1

4,3** (3,5; 5,3)

ved uge 56, % (95 % CI)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Glykæmi og kardiometaboliske

Baseline

Ændring

Baseline

Ændring

 

faktorer

 

 

 

 

 

HbA1c, %

5,6

-0,3

5,6

-0,1

-0,23** (-0,25; -0,21)

FPG, mmol/l

5,3

-0,4

5,3

-0,01

-0,38** (-0,42; -0,35)

Systolisk blodtryk, mmHg

123,0

-4,3

123,3

-1,5

-2,8** (-3,6; -2,1)

Diastolisk blodtryk, mmHg

78,7

-2,7

78,9

-1,8

-0,9* (-1,4; -0,4)

Livvidde, cm

115,0

-8,2

114,5

-4,0

-4,2** (-4,7; -3,7)

Fuldt analysesæt. For legemsvægt, HbA1c, FPG, blodtryk og livvidde er baseline-værdierne gennemsnitlige, ændringer fra baseline ved uge 56 er anslåede gennemsnit (mindste kvadraters metode), og behandlingskontraster ved uge 56 er anslåede behandlingsforskelle. For andelene af patienter med et vægttab på ≥5/>10% er de anslåede odds-frekvenser angivet. Manglende værdier efter baseline blev beregnet via fremskrivning af den sidste observation. * p < 0,05. ** p < 0,0001. CI=konfidensinterval. FPG=fasteplasmaglucose. SD=standardafvigelse.

Tabel 4 Studie 1: Ændringer fra baseline i legemsvægt, glykæmi og kardiometaboliske parametre ved uge 160

 

Saxenda (N=1472)

Placebo (N=738)

Saxenda vs. placebo

Legemsvægt

 

 

 

 

 

Baseline, kg (SD)

107,6 (21,6)

108,0 (21,8)

 

Gennemsnitlig ændring ved uge 160,

-6,2

 

-1,8

 

-4,3** (-4,9; -3,7)

% (95% CI)

 

 

 

 

 

Gennemsnitlig ændring ved uge 160,

-6,5

 

-2,0

 

-4,6** (-5,3; -3,9)

kg (95% CI)

 

 

 

 

 

Andel af patienter med vægttab ≥5% ved

49,6

 

23,4

 

3,2** (2,6; 3,9)

uge 160, % (95% CI)

 

 

 

 

 

 

 

Andel af patienter med vægttab >10% ved

 

 

 

 

 

uge 160, % (95% CI)

24,4

 

9,5

 

3,1** (2,3; 4,1)

 

 

 

 

 

 

Glykæmi og kardiometaboliske

Baseline

Ændring

Baseline

Ændring

 

faktorer

 

 

 

 

 

HbA1c, %

5,8

-0,4

5,7

-0,1

-0,21** (-0,24; -0,18)

FPG, mmol/l

5,5

-0,4

5,5

0,04

-0,4** (-0,5; -0,4)

Systolisk blodtryk, mmHg

124,8

-3,2

125,0

-0,4

-2,8** (-3,8; -1,8)

Diastolisk blodtryk, mmHg

79,4

-2,4

79,8

-1,7

-0,6 (-1,3; 0,1)

Livvidde, cm

116,6

-6,9

116,7

-3,4

-3,5** (-4,2; -2,8)

Fuldt analysesæt. For legemsvægt, HbA1c, FPG, blodtryk og livvidde er baseline-værdierne gennemsnitlige, ændringer fra baseline ved uge 160 er estimerede gennemsnit (mindste kvadraters metode), og behandlingskontraster ved uge 160 er estimerede behandlingsforskelle. For andelene af patienter med et vægttab på ≥5/>10% er de estimerede odds-frekvenser angivet. Manglende værdier efter baseline blev beregnet via fremskrivning af den sidste observation. ** p <0,0001. CI=konfidensinterval. FPG=fasteplasmaglucose. SD=standardafvigelse.

Ændring i legemsvægt (%)

 

 

Tid i uger

Saxenda

Placebo

Fremskrivning af sidste observation

Observerede værdier for patienter, der fuldførte hvert planlagt besøg

Figur 1 Ændring i legemsvægt fra baseline (%) over tid i studie 1 (0-56 uger)

Akkumuleret hyppighed (%)

Ændring i legemsvægt (%) Saxenda Placebo

Fremskrivning af sidste observation.

Figur 2 Akkumuleret fordeling af vægtændring (%) efter 56 ugers behandling i studie 1

Tabel 5 Studie 2: Ændringer fra baseline i legemsvægt, glykæmi og kardiometaboliske parametre ved uge 56

 

Saxenda (N=412)

Placebo (N=211)

Saxenda vs. placebo

 

 

 

 

Legemsvægt

 

 

 

 

 

 

 

Baseline, kg (SD)

105,6 (21,9)

106,7 (21,2)

-

Gennemsnitlig ændring ved uge 56,

-5,9

-2,0

-4,0** (-4,8; -3,1)

% (95 % CI)

 

 

 

Gennemsnitlig ændring ved uge 56,

-6,2

-2,2

-4,1** (-5,0; -3,1)

kg (95 % CI)

 

 

 

Andel af patienter med vægttab ≥ 5 % ved

49,8

13,5

6,4** (4,1; 10,0)

uge 56, % (95 % CI)

 

 

 

 

 

Andel af patienter med vægttab > 10 % tab

 

 

 

 

 

af legemsvægt ved uge 56,

22,9

 

4,2

 

6,8** (3,4; 13,8)

% (95 % CI)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Glykæmi og kardiometaboliske faktorer

Baseline

Ændring

Baseline

Ændring

 

 

 

 

 

 

 

HbA1c, %

7,9

-1,3

7,9

-0,4

-0,9** (-1,1; -0,8)

FPG, mmol/l

8,8

-1,9

8,6

-0,1

-1,8** (-2,1; -1,4)

Systolisk blodtryk, mmHg

128,9

-3,0

129,2

-0,4

-2,6* (-4,6; -0,6)

Diastolisk blodtryk, mmHg

79,0

-1,0

79,3

-0,6

-0,4 (-1,7; 1,0)

Livvidde, cm

118,1

-6,0

117,3

-2,8

-3,2** (-4,2; -2,2)

Fuldt analysesæt. For legemsvægt, HbA1c, FPG, blodtryk og livvidde er baseline-værdierne gennemsnitlige, ændringer fra baseline ved uge 56 er anslåede gennemsnit (mindste kvadraters metode), og behandlingskontraster ved uge 56 er anslåede behandlingsforskelle. For andelene af patienter med vægttab på ≥ 5/> 10 % er de anslåede odds-frekvenser angivet. Manglende værdier efter baseline blev beregnet via fremskrivning af den sidste observation. * p < 0,05. ** p < 0,0001. CI=konfidensinterval. FPG=fasteplasmaglucose. SD=standardafvigelse.

Tabel 6 Studie 3: Ændringer fra baseline i legemsvægt og apnø-hypopnø-indeks ved uge 32

 

Saxenda (N=180)

Placebo (N=179)

Saxenda vs. placebo

Legemsvægt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Baseline, kg (SD)

116,5 (23,0)

118,7 (25,4)

-

Gennemsnitlig ændring ved uge 32,

-5,7

-1,6

-4,2** (-5,2; -3,1)

% (95 % CI)

 

 

 

 

 

Gennemsnitlig ændring ved uge 32,

-6,8

-1,8

-4,9** (-6,2; -3,7)

kg (95 % CI)

 

 

 

 

 

Andel af patienter med vægttab ≥ 5 % ved

46,4

18,1

3,9** (2,4; 6,4)

uge 32, % (95 % CI)

 

 

 

 

 

Andel af patienter med vægttab > 10 %

22,4

1,5

19,0** (5,7; 63,1)

ved uge 32 % (95 % CI)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Baseline

Ændring

Baseline

Ændring

 

 

 

 

 

 

 

Apnø-hypopnø-indeks, hændelser/time

49,0

-12,2

49,3

-6,1

-6,1* (-11,0; -1,2)

Fuldt analysesæt. Baseline-værdierne er gennemsnitlige, ændringer fra baseline ved uge 32 er anslåede gennemsnit (mindste kvadraters metode), og behandlingskontraster ved uge 32 er anslåede behandlingsforskelle (95 % CI). For andele af patienter med et vægttab på ≥ 5/> 10 % er de anslåede odds-frekvenser angivet. Manglende værdier efter baseline blev beregnet via fremskrivning af den sidste observation. * p < 0,05.

** p < 0,0001. CI=konfidensinterval. SD=standardafvigelse.

Tabel 7 Studie 4: Ændringer fra baseline i legemsvægt ved uge 56

 

Saxenda (N=207)

Placebo (N=206)

Saxenda vs. placebo

Baseline, kg (SD)

100,7 (20,8)

98,9 (21,2)

-

Gennemsnitlig ændring ved uge 56,

-6,3

-0,2

-6,1** (-7,5; -4,6)

% (95 % CI)

 

 

 

Gennemsnitlig ændring ved uge 56,

-6,0

-0,2

-5,9** (-7,3; -4,4)

kg (95 % CI)

 

 

 

Andel af patienter med vægttab ≥ 5 % ved uge 56, % (95 % CI)

Andel af patienter med vægttab > 10 % tab af legemsvægt ved uge 56,

% (95 % CI)

50,7

21,3

3,8** (2,4; 6,0)

27,4

6,8

5,1** (2,7; 9,7)

Fuldt analysesæt. Baseline-værdierne er gennemsnitlige, ændringer fra baseline ved uge 56 er anslåede gennemsnit (mindste kvadraters metode), og behandlingskontraster ved uge 56 er anslåede behandlingsforskelle.

For andele af patienter med et vægttab på ≥ 5/> 10 % er de anslåede odds-frekvenser angivet. Manglende værdier efter baseline blev beregnet via fremskrivning af den sidste observation. ** p < 0,0001. CI=konfidensinterval. SD=standardafvigelse.

Ændring i legemsvægt (%)

 

 

Tid i uger

Saxenda

Placebo

Fremskrivning af sidste observation

Observerede værdier for patienter, der fuldførte hvert planlagt besøg

Figur 3 Ændring i legemsvægt (%) fra randomisering (uge 0) over tid i studie 4

Før uge 0 blev patienterne kun behandlet med kaloriefattig kost og motion. Ved uge 0 blev patienterne randomiseret til at få enten Saxenda eller placebo.

Immunogenicitet

Patienter kan udvikle anti-liraglutid-antistoffer efter behandling med liraglutid, hvilket er konsistent med de potentielt immunogene egenskaber ved lægemidler indeholdende proteiner og peptider. I kliniske studier udviklede 2,5 % af patienterne, der blev behandlet med liraglutid, anti-liraglutid- antistoffer. Dannelse af antistoffer er ikke blevet forbundet med nedsat virkning af liraglutid.

Kardiovaskulær vurdering

Alvorlige kardiovaskulære bivirkninger (MACE - major adverse cardiovascular events) blev fastlagt af en ekstern, uafhængig ekspertgruppe, og defineret som ikke-dødelig myokardieinfarkt, ikke-dødelig apopleksi og kardiovaskulær død. Fra alle langvarige kliniske studier med Saxenda blev der rapporteret 6 MACE-hændelser hos patienter, der blev behandlet med liraglutid, og 10 MACE- hændelser hos patienter, der fik placebo. Den relative risiko og 95 % CI er 0,33 [0,12; 0,90] for liraglutid i forhold til placebo. En gennemsnitlig stigning i hjertefrekvensen på 2,5 slag i minuttet i forhold til baseline (varierende i studierne fra 1,6 til 3,6 slag i minuttet) er blevet observeret i kliniske fase 3-studier med liraglutid. Hjertefrekvensen var højest efter ca. 6 uger. Den langtidsvarende kliniske virkning af denne gennemsnitlige stigning i hjertefrekvensen er ikke klarlagt. Ændringen i hjertefrekvensen var reversibel efter seponering af liraglutid (se pkt. 4.4).

LEADER-studiet (The Liraglutide Effect and Action in Diabetes Evaluation of Cardiovascular Outcome Results (vurdering af liraglutids effekt på kardiovaskulære endepunkter i diabetes)) inkluderede 9.340 patienter med utilstrækkeligt kontrolleret type 2-diabetes. Størstedelen af disse havde allerede kardiovaskulær sygdom. Patienter blev randomiseret til enten liraglutid med en daglig dosis på op til 1,8 mg (4.668) eller placebo (4.672), begge som supplement til standardbehandling.

Eksponeringsvarigheden var mellem 3,5 og 5 år. Gennemsnitsalderen var 64 år, og den gennemsnitlige BMI var 32,5 kg/m². Baseline HbA1c var gennemsnitligt 8,7 og blev efter 3 år forbedret med 1,2% hos patienter tildelt liraglutid og med 0,8% hos patienter tildelt placebo. Det primære endepunkt var tiden fra randomisering til første forekomst af en større kardiovaskulær hændelse (MACE): kardiovaskulær død, ikke-fatal myokardie-infarkt eller ikke-fatal apopleksi.

Liraglutid reducerede signifikant raten af større kardiovaskulære hændelser (primære endepunktshændelser, MACE) versus placebo (3,41 versus 3,90 per 100 patientår fra observationerne i

henholdsvis liraglutid- og placebogrupperne) med en risikoreduktion på 13%, HR 0,87, [0,78; 0,97] [95% CI]) (p=0,005) (se figur 4).

Patienter med en hændelse %)

Placebo

Liraglutid

HR: 0,87

95% CI 0,78; 0,97 p<0,001 for non-inferioritet p=0,005 for superioritet

Tid efter randomisering (måneder)

Patienter i risikogruppen

Placebo

Liraglutid

FAS: hele analysegruppen

Figur 4: Kaplan Meier plot af tiden til første MACE – FAS-population

Pædiatrisk population

Det Europæiske Lægemiddelagentur har udsat forpligtelsen til at fremlægge resultaterne af studier med Saxenda i en eller flere undergrupper af den pædiatriske population til behandling af adipositas og til behandling af Prader-Willis syndrom (se pkt. 4.2 for oplysninger om pædiatrisk anvendelse).

5.2Farmakokinetiske egenskaber

Absorption

Liraglutid blev absorberet langsomt efter subkutan administration. Maksimal koncentration blev nået ca. 11 timer efter dosisadministration. Den gennemsnitlige steady state-koncentration (AUCτ/24) af liraglutid var ca. 31 nmol/l hos adipøse (BMI 30-40 kg/m2) patienter efter administration af 3 mg liraglutid. Eksponeringen af liraglutid steg proportionalt med dosis. Den absolutte biotilgængelighed af liraglutid er ca. 55% efter subkutan administration.

Fordeling

Det gennemsnitlige tilsyneladende fordelingsvolumen efter subkutan administration er 20-25 l (for en person, der vejer ca. 100 kg). Liraglutid bindes i udstrakt grad til plasmaprotein (>98%).

Biotransformation

I 24 timer efter administration af en enkelt dosis [3H]-liraglutid til raske forsøgspersoner var den primære bestanddel i plasma uomdannet liraglutid. Der blev fundet to metabolitter (≤9% og ≤5% af den samlede eksponering for radioaktivitet) i plasma.

Elimination

Liraglutid metaboliseres endogent på samme måde som store proteiner uden et bestemt organ som den væsentligste elimineringsvej. Efter en dosis [3H]-liraglutid blev der ikke konstateret intakt liraglutid i urin eller fæces. Kun en mindre del af den indgivne radioaktivitet blev udskilt som metabolitter relateret til liraglutid i urin eller fæces (henholdsvis 6% og 5%). Radioaktiviteten i urin og fæces blev hovedsageligt udskilt i løbet af de første 6-8 dage og hidrører fra tre metabolitter.

Middel-clearance efter subkutan administration af liraglutid er ca. 0,9-1,4 l/time med en halveringstid på ca. 13 timer.

Særlige patientgrupper

Ældre

Alder havde ingen klinisk relevant effekt på farmakokinetikken af liraglutid baseret på resultaterne fra en farmakokinetisk populationsanalyse af data fra overvægtige og adipøse patienter (18 til 82 år). Dosisjustering på grund af alder er ikke nødvendig.

Køn

Baseret på resultaterne fra en farmakokinetisk populationsanalyse har kvinder 24% lavere vægtjusteret liraglutid-clearance sammenlignet med mænd. Ifølge eksponeringsresponsdata er dosisjustering på grund af køn ikke nødvendig.

Etnisk oprindelse

Etnisk oprindelse havde ingen klinisk relevant effekt på farmakokinetikken af liraglutid baseret på resultaterne fra en farmakokinetisk analyse af data for patientgrupper med hvide, sorte, asiatiske og latinamerikanske/ikke-latinamerikanske overvægtige og adipøse patienter.

Legemsvægt

Eksponeringen af liraglutid falder med stigende baseline-legemsvægt. En dosis på 3,0 mg liraglutid daglig sikrede tilstrækkelig systemisk eksponering i vægtintervallet 60-234 kg vurderet ud fra eksponeringsrespons i kliniske studier. Eksponeringen af liraglutid blev ikke undersøgt hos patienter med en legemsvægt >234 kg.

Nedsat leverfunktion

Farmakokinetikken af liraglutid blev vurderet hos patienter med varierende grader af nedsat leverfunktion i et enkeltdosisstudie (0,75 mg). Eksponeringen af liraglutid var reduceret med 13-23% hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion sammenlignet med raske forsøgspersoner. Eksponeringen var signifikant lavere (44 %) hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child Pugh-score > 9).

Nedsat nyrefunktion

Eksponeringen af liraglutid var reduceret hos patienter med nedsat nyrefunktion sammenlignet med forsøgspersoner med normal nyrefunktion i et enkeltdosisstudie (0,75 mg). Eksponeringen af liraglutid var reduceret med henholdsvis 33 %, 14 %, 27 % og 26 % hos patienter med let (kreatinin-clearance (CrCl) 50-80 ml/min), moderat (CrCl 30-50 ml/min) og svært (CrCl < 30 ml/min) nedsat nyrefunktion samt dialysekrævende terminal nyreinsufficiens.

Pædiatrisk population

Saxenda er ikke undersøgt hos pædiatriske patienter.

5.3Prækliniske sikkerhedsdata

Prækliniske data viser ingen specielle risici for mennesker vurderet ud fra konventionelle studier af sikkerhedsfarmakologi, toksicitet efter gentagne doser eller genotoksicitet.

Der blev konstateret ikke-dødelige C-celletumorer i thyroidea under 2-årige karcinogenicitetsstudier med rotter og mus. Hos rotter blev et ‘ikke observeret bivirkningsniveau’ (NOAEL - no observed adverse effect level) ikke observeret. Tilsvarende tumorer blev ikke fundet hos aber, der blev behandlet i 20 måneder. Resultaterne hos gnaverne skyldes en ikke-genotoksisk, specifik GLP-1- receptormedieret mekanisme, som gnavere er særligt følsomme for. Relevansen af dette for mennesker er højst sandsynligt lav, men kan ikke udelukkes helt. Der er ikke konstateret andre behandlingsrelaterede tumorer.

Dyrestudier har ikke indikeret direkte skadelige virkninger på fertiliteten, men en let øget incidens af tidlig embryonal død ved den højeste dosis. Administration af liraglutid midt i graviditeten forårsagede reduktion af moderens vægt og fostervækst med usikre virkninger på ribben hos rotter og skeletvariationer hos kaniner. Den neonatale vækst blev reduceret hos rotter, der blev eksponeret for liraglutid. I den gruppe, der havde fået den højeste dosis, var virkningen vedvarende efter dieperioden. Det er ukendt, hvorvidt ungernes reducerede vækst skyldes nedsat mælkeindtag på grund af en direkte virkning af GLP-1 eller reduceret mælkeproduktion hos moderen på grund af nedsat kalorieindtag.

6.FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1Hjælpestoffer

Dinatriumphosphatdihydrat

Propylenglycol

Phenol

Saltsyre (til pH-justering)

Natriumhydroxid (til pH-justering)

Vand til injektionsvæsker

6.2Uforligeligheder

Lægemidler, der gives i tillæg til Saxenda, kan medføre nedbrydning af liraglutid. Da der ikke foreligger studier af eventuelle uforligeligheder, bør dette lægemiddel ikke opblandes med andre lægemidler.

6.3Opbevaringstid

30 måneder

Efter ibrugtagning: 1 måned

6.4Særlige opbevaringsforhold

Opbevares i køleskab (2°C – 8°C).

Må ikke fryses.

Opbevares, så det ikke kommer tæt på et køleelement.

Efter ibrugtagning: Opbevares ved temperaturer under 30°C eller opbevares i køleskab (2°C – 8°C). Opbevar pennen med hætten påsat for at beskytte mod lys.

6.5Emballagetype og pakningsstørrelser

Cylinderampul (type 1-glas) med et stempel (bromobutyl) og en lamineret gummiplade (bromobutyl/polyisopren) i en fyldt engangspen til flergangsbrug af polypropylen, polyacetal, polycarbonat og acrylonitril-butadien-styren.

Hver pen indeholder 3 ml injektionsvæske og kan levere doser på 0,6 mg, 1,2 mg, 1,8 mg, 2,4 mg og 3,0 mg.

Pakningsstørrelser med 1, 3 eller 5 fyldte penne.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6Regler for bortskaffelse og anden håndtering

Opløsningen må ikke anvendes, hvis den ikke er klar og farveløs eller næsten farveløs.

Saxenda må ikke anvendes, hvis det har været frosset.

Pennen er beregnet til anvendelse sammen med NovoFine eller NovoTwist engangsnåle med en længde på op til 8 mm og så tynde som 32G.

Nåle forhandles separat.

Patienten skal informeres om at bortskaffe nålen efter hver injektion og opbevare pennen uden påsat nål. Dette forhindrer kontaminering, infektioner og lækage. Det sikrer også, at doseringen er nøjagtig.

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7.INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Novo Nordisk A/S

Novo Allé

DK-2880 Bagsværd

Danmark

8.MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMRE

EU/1/15/992/001-003

9. DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 23. marts 2015

10.DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere information om dette lægemiddel findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside: http://www.ema.europa.eu.

Kommentarer

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z
  • Hjælp
  • Get it on Google Play
  • Om
  • Info on site by:

  • Presented by RXed.eu

  • 27558

    receptpligtig medicin oplistet