Danish
A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z

Vipidia (alogliptin) – Produktresumé - A10BH04

Updated on site: 10-Oct-2017

Medicinens navnVipidia
ATC-kodeA10BH04
Indholdsstofalogliptin
ProducentTakeda Pharma A/S

Dette lægemiddel er underlagt supplerende overvågning. Dermed kan nye sikkerhedsoplysninger hurtigt tilvejebringes. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger. Se i pkt. 4.8, hvordan bivirkninger indberettes.

1.LÆGEMIDLETS NAVN

Vipidia 6,25 mg filmovertrukne tabletter

2.KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver tablet indeholder alogliptinbenzoat svarende til 6,25 mg alogliptin.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3.LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukken tablet (tablet)

Svagt pink, ovale (ca. 9,1 mm lange og 5,1 mm brede), bikonvekse, filmovertrukne tabletter med "TAK" og "ALG-6.25" trykt i gråt på den ene side.

4.KLINISKE OPLYSNINGER

4.1Terapeutiske indikationer

Vipidia er indiceret til at forbedre den glykæmiske kontrol hos voksne patienter i alderen 18 år og opefter med type 2-diabetes mellitus. Vipidia gives i kombination med andre glucosesænkende lægemidler, herunder insulin, hvis disse sammen med diæt og motion ikke giver tilstrækkelig glykæmisk kontrol (se pkt. 4.4, 4.5 og 5.1 for tilgængelige data om forskellige kombinationer).

4.2Dosering og administration

Dosering

Vipidia fås som filmovertrukne tabletter i styrkerne 25 mg, 12,5 mg og 6,25 mg.

Voksne (≥ 18 år)

Den anbefalede dosis alogliptin er én tablet på 25 mg én gang dagligt som tillægsbehandling til metformin, thiazolidindion, sulfonylurinstof eller insulin eller som trestofbehandling sammen med metformin og thiazolidindion eller insulin.

Hvis alogliptin anvendes i kombination med metformin og/eller thiazolidindion, skal dosis af metformin og/eller thiazolidindion fastholdes og Vipidia administreres samtidigt.

Hvis alogliptin anvendes i kombination med sulfonylurinstof eller insulin, kan en lavere dosis sulfonylurinstof eller insulin overvejes for at reducere risikoen for hypoglykæmi (se pkt. 4.4).

Der skal udvises forsigtighed, når alogliptin anvendes i kombination med metformin og et thiazolidindion, da der er observeret en øget risiko for hypoglykæmi ved denne trestofbehandling (se

pkt. 4.4). I tilfælde af hypoglykæmi kan en lavere thiazolidindion- eller metformin-dosis overvejes.

Sikkerheden ved og virkningen af alogliptin anvendt ved trestofbehandling sammen med metformin og sulfonylurinstof er ikke fuldstændigt klarlagt.

Særlige populationer

Ældre (≥ 65 år)

Dosisjustering er ikke nødvendig på grund af alder. Der bør dog fastlægges en konservativ dosering af alogliptin til ældre personer på grund af risiko for nedsat nyrefunktion i denne aldersgruppe.

Nedsat nyrefunktion

Det er ikke nødvendigt at justere dosis af alogliptin hos patienter med let nedsat nyrefunktion (kreatininclearance > 50 til ≤ 80 ml/min), (se pkt. 5.2).

Hos patienter med moderat nedsat nyrefunktion (kreatininclearance ≥ 30 til ≤ 50 ml/min) bør alogliptindosis halveres (12,5 mg én gang dagligt; se pkt. 5.2).

For patienter med svært nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 30 ml/min) eller dialysekrævende nyresygdom i slutstadiet bør dosis af alogliptin reduceres til en fjerdedel af den anbefalede dosis (6,25 mg én gang dagligt). Alogliptin kan gives uafhængigt af tidspunktet for dialyse. Erfaringer med patienter i hæmodialyse er begrænsede. Alogliptin er ikke blevet undersøgt hos patienter i peritonealdialyse (se pkt. 4.4 og 5.2).

Det anbefales, at nyrefunktionen vurderes inden igangsættelse af behandlingen og regelmæssigt herefter (se pkt. 4.4).

Nedsat leverfunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh- scorer på 5 - 9). Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child- Pugh-scorer > 9) og anbefales derfor ikke til disse patienter (se pkt. 4.4 og 5.2).

Pædiatrisk population

Sikkerheden ved og virkningen af Vipidia hos børn og unge under 18 år er endnu ikke klarlagt. Der foreligger ingen data.

Administration

Oral anvendelse.

Vipidia skal tages én gang dagligt med eller uden mad. Tabletterne skal synkes hele med vand.

Hvis en dosis glemmes, skal den tages, så snart patienten husker det. Der må ikke tages dobbeltdosis på samme dag.

4.3Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1 eller en tidligere alvorlig overfølsomhedsreaktion, herunder anafylaktisk reaktion, anafylaktisk shock og angioødem, eller over for en dipeptidyl-peptidase-4 (DPP-4)-hæmmer (se pkt. 4.4 og 4.8).

4.4Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Generelt

Vipidia må ikke gives til patienter med type 1-diabetes mellitus eller anvendes til behandling af diabetisk ketoacidose. Vipidia kan ikke erstatte insulin hos patienter med insulinkrævende diabetes.

Brug sammen med andre antihyperglykæmiske lægemidler og i forbindelse med hypoglykæmi

På grund af den forhøjede risiko for hypoglykæmi, når alogliptin tages sammen med sulfonylurinstof, insulin eller som kombinationsbehandling sammen med thiazolidindion og metformin, kan en lavere dosis af disse lægemidler overvejes for at reducere risikoen for hypoglykæmi (se pkt. 4.2).

Kombinationer, der ikke er undersøgt

Alogliptin er ikke undersøgt i kombination med natrium/glucose-co-transporter-2 (SGLT-2)-hæmmere eller glukagon-lignende peptid-1-(GLP-1)-analoger og heller ikke formelt som trestofbehandling sammen med metformin og sulfonylurinstof.

Nedsat nyrefunktion

Da det er nødvendigt at justere dosis til patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller med dialysekrævende terminal nyresygdom, anbefales det at vurdere patientens nyrefunktion, inden - behandling med alogliptin påbegyndes, og regelmæssigt derefter (se pkt. 4.2).

Erfaringer med patienter i hæmodialyse er begrænsede. Alogliptin er ikke blevet undersøgt hos patienter i peritonealdialyse (se pkt. 4.2 og 5.2).

Nedsat leverfunktion

Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer > 9) og anbefales derfor ikke til disse patienter (se pkt. 4.2 og 5.2).

Hjerteinsufficiens

Erfaringen med brug af alogliptin i kliniske studier med patienter med kongestiv hjerteinsufficiens NYHA (New York Heart Association)-klasse III og IV er begrænset, og forsigtighed anbefales hos disse patienter.

Overfølsomhedsreaktioner

Overfølsomhedsreaktioner, herunder anafylaktiske reaktioner, angioødem og eksfoliative hudreaktioner inklusive Stevens-Johnsons syndrom og erythema multiforme, er observeret for DPP-4- hæmmere og er spontant indberettet for alogliptin efter markedsføring. I kliniske studier med alogliptin blev anafylaktiske reaktioner indberettet med en lav forekomst.

Akut pancreatitis

Brugen af DPP-4-hæmmere er sat i forbindelse med en risiko for udvikling af akut pancreatitis. I en samlet analyse af data fra 13 studier var den samlede forekomst af pancreatitis hos patienter behandlet med enten 25 mg alogliptin, 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo, henholdsvis 2, 1, 1 og

0 hændelser pr. 1.000 patientår. I studiet med kardiovaskulære endepunkter var hyppigheden af pancreatitis hos patienter, der blev behandlet med alogliptin eller placebo, henholdsvis 3 og

2 hændelser pr. 1.000 patientår. Der har været spontane bivirkningsindberetninger i form af akut pancreatitis efter markedsføring. Patienter skal oplyses om det karakteristiske symptom på akut pancreatitis: vedholdende, svære abdominalsmerter, som kan stråle ud i ryggen. Hvis der er mistanke om akut pancreatitis, skal behandlingen med Vipidia afbrydes, og hvis mistanken bekræftes, må behandlingen med Vipidia ikke genoptages. Der skal udvises forsigtighed hos patienter, der har pancreatitis i anamnesen.

Virkning på leveren

Der er modtaget indberetninger efter markedsføring om leverpåvirkning, herunder leversvigt. Der er ikke fastslået nogen kausal sammenhæng. Patienterne skal observeres nøje, så mulig leverpåvirkning

opdages. Hvis en patient får symptomer, der indikerer leverskader, skal der omgående udføres leverfunktionstest. Hvis der konstateres uregelmæssigheder, og anden ætiologi kan udelukkes, bør det overvejes at afbryde behandlingen med alogliptin.

4.5Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Andre lægemidlers indvirkning på alogliptin

Alogliptin udskilles primært uomdannet i urinen, og omsætning via cytokrom P450 (CYP)- enzymsystemet er ubetydelig (se pkt. 5.2). Interaktion med CYP-hæmmere forventes derfor ikke og er ikke påvist.

Resultater fra kliniske interaktionsstudier viser også, at følgende lægemidler ikke har klinisk relevant virkning på alogliptins farmakokinetik: Det gælder gemfibrozil (en CYP2C8/9-hæmmer), fluconazol (en CYP2C9-hæmmer), ketoconazol (en CYP3A4-hæmmer), ciclosporin (en p-glykoproteinhæmmer), voglibose (en alfa-glukosidasehæmmer), digoxin, metformin, cimetidin, pioglitazon og atorvastatin.

Alogliptins indvirkning på andre lægemidler

In vitro-studier indikerer, at alogliptin hverken hæmmer eller inducerer CYP 450-isoformer ved de koncentrationer, der opstår ved den anbefalede dosis på 25 mg alogliptin (se pkt. 5.2). Interaktion med substrater af CYP 450-isoformer er derfor ikke forventet og er ikke påvist. In vitro-studier påviste, at alogliptin hverken er et substrat eller en hæmmer af nøgle transportører af betydning for tilstedeværelse af lægemidler i nyrerne: organisk aniontransporter-1, organisk aniontransporter-3 og organisk kationtransporter-2 (OCT2). Endvidere indikerer de kliniske data ingen interaktion med p-glykoproteinhæmmere eller -substrater.

I kliniske studier havde alogliptin ingen klinisk relevant indvirkning på farmakokinetikken for koffein,

(R)-warfarin, pioglitazon, glyburid, tolbutamid, (S)-warfarin, dextromethorphan, atorvastatin, midazolam (et oralt kontraceptivum indeholdende norethindron og ethinyløstradiol), digoxin, fexofenadin, metformin eller cimetidin, hvilket giver in vivo-evidens for stoffets lave tilbøjelighed til at forårsage interaktion med substrater af CYP1A2, CYP3A4, CYP2D6, CYP2C9, p-glykoprotein og OCT2.

Hos raske personer havde alogliptin ingen indvirkning på prothrombin-tid eller INR (International Normalised Ratio), når det blev administreret samtidigt med warfarin.

Kombination med andre antidiabetiske lægemidler

Data fra studier med metformin, pioglitazon (thiazolidindion), voglibose (alfa-glukosidasehæmmer) og glyburid (sulfonylurinstof) har ikke påvist klinisk relevante farmakokinetiske interaktioner.

4.6Fertilitet, graviditet og amning

Graviditet

Der er ingen data fra anvendelse af alogliptin til gravide kvinder. Dyrestudier indikerer hverken direkte eller indirekte skadelige virkninger, hvad angår reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). For en sikkerheds skyld bør alogliptin undgås under graviditet.

Amning

Det er ukendt, om alogliptin udskilles i human mælk. Dyrestudier har vist, at alogliptin udskilles i mælk (se pkt. 5.3). En risiko for børn, der ammes, kan ikke udelukkes.

Det skal besluttes, om amning skal ophøre eller behandling med alogliptin seponeres, idet

der tages højde for fordelene ved amning for barnet i forhold til de terapeutiske fordele for moderen.

Fertilitet

Alogliptins indvirkning på fertiliteten hos mennesker er ikke undersøgt. Der blev ikke observeret nogen indvirkning på fertiliteten i dyrestudier (se pkt. 5.3).

4.7Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Vipidia påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Patienter bør dog advares om risikoen for hypoglykæmi, især hvis Vipidia bruges i kombination med sulfonylurinstof eller insulin eller i kombinationsbehandling med thiazolidindion og metformin.

4.8Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

De foreliggende data er baseret på i alt 9.405 patienter med type 2-diabetes mellitus, herunder

3.750 patienter, som blev behandlet med 25 mg alogliptin, og 2.476 patienter, som blev behandlet med 12,5 mg alogliptin, og som alle deltog i enten et fase II- eller 12 fase III-, dobbeltblindede, placebo- eller aktivt kontrollerede kliniske studier. Endvidere blev der udført et kardiovaskulært endepunktsstudie hos 5.380 patienter med type 2-diabetes mellitus og en nylig hændelse af akut koronarsyndrom; 2.701 patienter var randomiseret til alogliptin og 2.679 randomiseret til placebo. Formålet med disse studier var at evaluere virkningen af alogliptin på den glykæmiske kontrol samt stoffets sikkerhed, når det gives som enkeltstofbehandling, som initial kombinationsbehandling med metformin eller thiazolidindion og som tillægsbehandling til metformin eller sulfonylurinstof eller thiazolidindion (med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) eller med insulin (med eller uden metformin).

En samlet analyse af data fra 13 studier viser, at den samlede forekomst af bivirkninger i form af alvorlige bivirkninger og bivirkninger, der førte til afbrydelse af behandlingen, var på samme niveau hos patienter, der fik enten 25 mg alogliptin, 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo.

Den hyppigste bivirkning hos patienter, der blev behandlet med 25 mg alogiptin, var hovedpine.

Sikkerhedsprofilen for alogliptin var den samme hos ældre (≥ 65 år) og personer under 65 år.

Bivirkningstabel

Bivirkningerne er opstillet efter systemorganklasse og hyppighed. Hyppigheder defineres som meget almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til < 1/10), ikke almindelig (≥ 1/1.000 til < 1/100), sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000), meget sjælden (< 1/10.000) og ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

I de samlede analyser af de pivotale, kontrollerede kliniske fase III-studier af alogliptin som enkeltstofbehandling og som tillæg i kombinationsbehandling, som omfattede 5.659 patienter, blev der observeret de bivirkninger, som er opført nedenfor (tabel 1).

Tabel 1: Bivirkninger observeret i samlede analyser af de pivotale, kontrollerede kliniske fase

III-studier

Systemorganklasse

Bivirkningernes hyppighed

Bivirkning

 

Infektioner og parasitære sygdomme

 

Infektioner i de øvre luftveje

Almindelig

Nasofaryngitis

Almindelig

Nervesystemet

 

Hovedpine

Almindelig

Mave-tarm-kanalen

 

Mavesmerter

Almindelig

Gastroøsofageal reflukssygdom

Almindelig

Hud og subkutane væv

 

Pruritus

Almindelig

Udslæt

Almindelig

Erfaringer efter markedsføring

Tabel 2 viser yderligere bivirkninger, der er spontant indberettet efter markedsføring.

Tabel 2: Bivirkninger ved alogliptin spontant indberettet efter markedsføring

Systemorganklasse

Bivirkningernes hyppighed

Bivirkning

 

Immunsystemet

 

Overfølsomhed

Ikke kendt

Mave-tarm-kanalen

 

Akut pancreatitis

Ikke kendt

Lever og galdeveje

 

Leverfunktionssvigt, herunder leversvigt

Ikke kendt

Hud og subkutane væv

 

Eksfoliative hudsygdomme, herunder

 

Stevens-Johnsons syndrom

Ikke kendt

Erythema multiforme

Ikke kendt

Angioødem

Ikke kendt

Urticaria

Ikke kendt

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig.

Det muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V.

4.9Overdosering

De højeste doser alogliptin, der er givet i kliniske studier, er enkeltdoser på 800 mg til raske forsøgspersoner og doser på 400 mg én gang dagligt i 14 dage til patienter med type 2-diabetes mellitus (svarende til henholdsvis 32 gange og 16 gange den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin).

Understøttende behandling

I tilfælde af overdosering skal der gives tilstrækkelig understøttende behandling, der afhænger af patientens kliniske status.

Kun meget små mængder alogliptin kan fjernes ved hæmodialyse (ca. 7 % af stoffet blev fjernet i løbet af en tretimers-hæmodialysebehandling). Hæmodialyse gør således kun begrænset klinisk gavn ved

overdosering. Det er ukendt, om alogliptin kan fjernes med peritonealdialyse.

5.FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: Antidiabetika, dipeptidylpeptidase-4 (DPP-4)-hæmmere.

ATC-kode: A10BH04.

Virkningsmekanisme og farmakodynamisk virkning

Alogliptin er en potent og stærkt selektiv DPP-4-hæmmer, som er over 10.000 gange mere selektiv over for DPP-4 end over for andre beslægtede enzymer, herunder DPP-8 og DPP-9. DPP-4 er det primære enzym, der indgår i den hurtige nedbrydning af inkretinhormonerne GLP-1 (glukagonlignende peptid-1) og GIP (glucoseafhængigt insulinotropisk polypeptid). Ved indtagelse af et måltid frisættes disse fra tarmen, og koncentrationerne øges. GLP-1 og GIP øger insulinbiosyntesen og -sekretionen fra bugspytkirtlens betaceller, mens GLP-1 også hæmmer glukagonsekretionen og leverens glucoseproduktion. Alogliptin forbedrer således den glykæmiske kontrol via en glucoseafhængig mekanisme, hvorved insulinfrigivelsen øges og glukagonmængden nedsættes, når glucosekoncentrationen er høj.

Klinisk virkning

Alogliptin er undersøgt som enkeltstofbehandling, som indledende kombinationsbehandling sammen med metformin eller thiazolidindion samt som tillægsbehandling til metformin eller sulfonylurinstof eller thiazolidindion (med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) eller insulin (med eller uden metformin).

Administration af 25 mg alogliptin til patienter med type 2-diabetes mellitus medførte maksimal hæmning af DPP-4 efter 1 - 2 timer, og hæmningsgraden var på mere end 93 %, både efter administration af en enkeltdosis på 25 mg og efter administration af samme dosis én gang dagligt i 14 dage. Efter 14 dages behandling var DPP-4-hæmningen fortsat over 81 % 24 timer efter sidste

dosis. Når gennemsnittet af de 4-timers postprandiale glucosekoncentrationer ved morgenmad, frokost og aftensmad blev beregnet, resulterede en 14-dages-behandling med 25 mg alogliptin i en placebokorrigeret gennemsnitlig reduktion i forhold til baseline -35,2 mg/dl.

Ved administration af 25 mg alogliptin både alene og sammen med 30 mg pioglitazon var der et betydeligt fald i postprandial glucose og postprandial glukagon, mens der var en betydelig stigning i de postprandiale aktive GLP-1-niveauer i uge 16 sammenlignet med placebo (p < 0,05). Desuden medførte 25 mg alogliptin administreret både alene og sammen med 30 mg pioglitazon statistisk signifikante (p < 0,001) fald i totaltriglycerider fra baseline til uge 16 målt som den postprandiale gradvise ændring i AUC(0-8) sammenlignet med placebo.

Der er udført et fase II- og 13 fase III- (herunder det studie med kardiovaskulære endepunkter), dobbeltblindede, placebokontrollerede eller aktivt kontrollerede kliniske studier med deltagelse af i alt 14.779 patienter med type 2-diabetes mellitus, herunder 6.448 patienter, der blev behandlet med 25 mg alogliptin, og 2.476 patienter, der blev behandlet med 12,5 mg alogliptin, med henblik på at evaluere alogliptins effekt på glykæmisk kontrol samt lægemidlets sikkerhedsprofil. I disse studier var 2.257 af de alogliptin-behandlede patienter ≥ 65 år, og 386 af de alogliptin-behandlede patienter var ≥ 75 år. Studierne omfattede 5.744 patienter med let nedsat nyrefunktion, 1.290 patienter med moderat nedsat nyrefunktion og 82 patienter med svært nedsat nyrefunktion/terminalt nyresvigt, der blev behandlet med alogliptin.

Samlet set forbedrede administration af den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin den glykæmiske kontrol, når stoffet blev givet som enkeltstofsbehandling og som indledende

kombinationsbehandling eller tillægsbehandling. Dette blev fastlagt på grundlag af klinisk relevante og statistisk signifikante fald i glykosyleret hæmoglobin (HbA1c) og i fasteplasmaglucose sammenlignet med kontrol fra baseline og til endepunkt. Reduktionerne i HbA1c var på samme niveau i de forskellige undergrupper, herunder nedsat nyrefunktion, alder, køn og body mass index (BMI), mens der var små forskelle mellem racer (f.eks. hvide og ikke-hvide).. Klinisk relevant reduktion i HbA1c sammenlignet med kontrol blev observeret uanset baggrundsbehandling ved baseline. Højere HbA1c ved baseline var forbundet med større reduktion i HbA1c. Generelt havde alogliptin neutral effekt på kropsvægt og lipidkoncentration.

Alogliptin som enkeltstofsbehandling

Behandling med 25 mg alogliptin én gang dagligt medførte statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenholdt med placebogruppen (tabel 3).

Alogliptin som tillæg til metformin

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.847 mg) medførte statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenlignet med tillæg af placebo (tabel 3). Signifikant flere patienter, der fik 25 mg

alogliptin (44,4 %), nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (18,3 %) (p < 0,001).

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.835 mg) medførte forbedring i HbA1c fra baseline til uge 52 og uge 104.

I uge 52 svarede reduktionen i HbA1c med 25 mg alogliptin plus metformin (-0,76 %, tabel 4) til den, som blev opnået med glipizid (gennemsnitsdosis = 5,2 mg) plus metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitsdosis = 1.824 mg, -0,73 %). I uge 104 var reduktionen i HbA1c med 25 mg alogliptin plus metformin (-0,72 %, tabel 4) større end den, som blev opnået med glipizid plus metformin (- 0,59 %). Endvidere var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52 for 25 mg alogliptin og metformin signifikant større end for glipizid og metformin (p < 0,001). Ved uge 104 var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline for 25 mg alogliptin og metformin - 3,2 mg/dl sammenlignet med 5,4 mg/dl for glipizid og metformin. Flere patienter, der fik 25 mg

alogliptin og metformin (48,5 %), nåede behandlingsmålet for HbA1c-niveau på ≤ 7,0 % sammenlignet med dem, der fik glipizid og metformin (42,8 %) (p=0,004).

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig

dosis = 1.835,3 mg) medførte forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52 (-0,61 %), der svarede til de forbedringer, som behandling med tillæg af glipizid (gennemsnitlig dosis = 5,2 mg) til metforminhydrochloridbehandling gav (gennemsnitlig dosis = 1.823,5 mg, -0,52 %, tabel 4). Endvidere var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52 signifikant større for 25 mg alogliptin og metformin end for glipizid og metformin (p < 0,001). Flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin plus metformin (55,3 %), nåede i uge 52 behandlingsmålet for

HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de patienter, der blev behandlet med glipizid og metformin (47,4 %) (p < 0,001).

Alogliptin som tillæg til sulfonylurinstof

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til glyburidbehandling (gennemsnitlig dosis = 12,2 mg) resulterede i statistisk signifikante forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 26, sammenholdt med placebo (tabel 3). Den gennemsnitlige ændring i værdien på fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26, ved administration af 25 mg alogliptin, var en reduktion på 8,4 mg/dl, sammenlignet med en stigning på 2,2 mg/dl med placebo. Betydeligt flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin (34,8 %), nåede i

uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (18,2 %) (p = 0,002).

Alogliptin som tillæg til thiazolidindion

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til pioglitazonbehandling (gennemsnitlig dosis = 35,0 mg, med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) resulterede i statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26, sammenlignet med placebo (tabel 2). Der blev endvidere observeret klinisk betydningsfulde reduktioner i HbA1c sammenlignet med placebo ved administration af 25 mg alogliptin, uanset om patienterne fik samtidig behandling med metformin/sulfonylurinstof eller ej. Signifikant flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin (49,2 %),

nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (34,0 %) (p = 0,004).

Alogliptin som tillæg til et thiazolidindion med metformin

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til 30 mg pioglitazon plus metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.867,9 mg) medførte forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52, der var både non-inferiore og statistisk større end dem, der blev opnået med administration af 45 mg pioglitazon og metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig

dosis = 1.847,6 mg, tabel 4). De signifikante fald i HbA1c, observeret med 25 mg alogliptin og 30 mg pioglitazon og metformin var ensartede gennem behandlingsperioden på 52 uger sammenlignet med behandling med 45 mg pioglitazon og metformin (p < 0,001 til alle tidspunkter). Den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52, ved administration af 25 mg alogliptin plus

30 mg pioglitazon plus metformin, var desuden signifikant større end den gennemsnitlige ændring, der blev registreret ved administration af 45 mg pioglitazon plus metformin (p < 0,001). Signifikant flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin plus 30 mg pioglitazon og metformin (33,2 %), nåede i uge 52

behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de patienter, der fik 45 mg pioglitazon og metformin (21,3 %) (p < 0,001).

Alogliptin som tillæg til insulin (med eller uden metformin)

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til insulinbehandling (gennemsnitlig dosis = 56,5 IE, med eller uden metformin) resulterede i statistisk signifikante forbedringer af HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenlignet med tillæg af placebo (tabel 3). Klinisk relevante reduktioner i HbA1c sammenlignet med placebo blev også observeret med 25 mg alogliptin, uanset om patienterne samtidig blev behandlet med metformin. Flere af de patienter, der fik 25 mg

alogliptin (7,8 %), nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (0,8 %).

Tabel 3: Ændring i HbA1c (%) fra baseline til uge 26 i placebokontrollerede studier af alogliptin 25 mg (FAS, LOCF)

Studie

Gennemsnitlig

Gennem-snitlig

Placebo-korrigeret

 

HbA1c ved baseline

ændring i HbA1c fra

ændring i HbA1c fra

 

(%) (SD)

baseline (%)(SE)

baseline (%)

 

 

 

(tosidet 95 %-KI)

 

 

 

 

Enkeltstofbehandling, placebokontrolleret studie

 

 

Alogliptin 25 mg én

7,91

-0,59

-0,57*

gang dagligt (n =

(0,788)

(0,066)

(-0,80; -0,35)

128)

 

 

 

Tillægsbehandling, placebokontrollerede studier

 

 

Alogliptin 25 mg én

7,93

-0,59

-0,48*

gang dagligt

(0,799)

(0,054)

(-0,67; -0,30)

sammen med

 

 

 

metformin (n = 203)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

8,09

-0,52

-0,53*

gang dagligt

(0,898)

(0,058)

(-0,73; -0,33)

sammen med et

 

 

 

sulfonylurinstof (n =

 

 

 

197)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

8,01

-0,80

-0,61*

gang dagligt

(0,837)

(0,056)

(-0,80; -0,41)

sammen med et

 

 

 

thiazolidindion ±

 

 

 

metformin eller et

 

 

 

sulfonylurinstof

 

 

 

(n = 195)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

9,27

-0,71

-0,59*

gang dagligt

(1,127)

(0,078)

(-0,80; -0,37)

sammen med

 

 

 

insulin ± metformin

 

 

 

(n = 126)

 

 

 

FAS = fuldt analysesæt

LOCF (last observation carried forward) = sidste observation ekstrapoleret

Gennemsnit beregnet ved mindste kvadraters metode justeret mht. tidligere antihyperglykæmisk behandlingsstatus og baselineværdier

* p < 0,001 sammenlignet med placebo eller placebo + kombinationsbehandling

Tabel 4: Ændring i HbA1c (%) fra baseline i aktivt kontrollerede studier af alogliptin 25 mg

(PPS, LOCF)

Studie

 

Gennemsnitlig

Gennemsnitlig

Behandlings-

 

 

HbA1c ved baseline

ændring

korrigeret ændring i

 

 

(%) (SD)

i HbA1c

HbA1c fra baseline

 

 

 

fra baseline (%)(SE)

(%)(en-sidet KI)

Tillægsbehandlingsstudier

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

 

 

 

 

gang dagligt

 

 

 

 

sammen med

 

 

 

 

metformin i forhold

 

 

 

 

til et sulfonylurinstof

 

 

 

 

+ metformin

 

 

 

 

(n = 537)

 

7,61

-0,76

-0,03

Ændring i uge

 

(0,526)

(0,027)

(-uendelig, 0,059)

52 (n=382)

 

 

 

 

Ændring i uge

 

7,61

-0,72

-0,13*

104 (n=382)

 

(0,526)

(0,037)

(-uendelig, -0,006)

 

 

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

 

 

 

 

gang dagligt

 

 

 

 

sammen med et

 

 

 

 

thiazolidindion +

 

 

 

 

metformin i forhold

 

 

 

 

til titreret

 

 

 

 

thiazolidindion +

 

 

 

 

metformin

 

 

 

 

Ændring i uge

 

8,25

-0,89

-0,47*

 

(n = 303)

 

(0,820)

(0,042)

(uendelig, -0,35)

Ændring i uge

 

8,25

-0,70

-0,42*

 

(0,820)

(0,048)

(uendelig, -0,28)

(n = 303)

 

 

 

 

PPS = pr. protokol-sæt

LOCF = sidste observation fremført

* Non-inferioritet og superioritet statistisk bevist

Mindste kvadraters gennemsnit justeret mht. tidligere antihyperglykæmisk behandlingsstatus og baselineværdier

Patienter med nedsat nyrefunktion

Virkningen af og sikkerheden ved administration af de anbefalede doser alogliptin til en undergruppe af patienter med type 2-diabetes mellitus og svært nedsat nyrefunktion/terminalt nyresvigt blev undersøgt hver for sig i et placebokontrolleret studie (59 patienter på alogliptin og 56 patienter på placebo i 6 måneder) og fundet i overensstemmelse med profilen for patienter med normal nyrefunktion.

Ældre (≥ 65 år)

En samlet analyse af fem 26-ugers placebokontrollerede studier viste, at virkningen af alogliptin hos patienter med type 2-diabetes mellitus under 65 år var den samme som hos patienter på 65 år og derover.

Ved behandling med 25 mg alogliptin én gang dagligt fandt man desuden forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52, der svarede til dem, man fandt ved administration af glipizid (gennemsnitlig

dosis = 5,4 mg). Det er vigtigt at understrege, at selvom alogliptin og glipizid gav de samme ændringer

i HbA1c og fasteplasmaglucose i forhold til baseline, var hypoglykæmiske episoder markant mindre hyppige hos patienter, der fik 25 mg alogliptin (5,4 %), end hos patienter, der fik glipizid (26,0 %).

Klinisk sikkerhed

Kardiovaskulær sikkerhed

En samlet analyse af data fra 13 studier viste, at den samlede forekomst af kardiovaskulær død, ikke- dødeligt myokardieinfarkt og ikke-dødelig apopleksi var sammenlignelig hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo.

Endvidere blev der udført et prospektivt, randomiseret, kardiovaskulært sikkerhedsendepunktsstudie med 5.380 patienter med høj underliggende kardiovaskulær risiko for at undersøge virkningen af alogliptin sammenlignet med placebo (i tillæg til standardbehandling) på større utilsigtede kardiovaskulære hændelser (MACE), herunder tid til den første forekomst af enhver hændelse i kombinationen af kardiovaskulær død, ikke-dødeligt myokardieinfarkt og ikke-dødelig apopleksi hos patienter med en nylig (15 til 90 dage) akut koronar hændelse. Ved baseline havde patienterne en gennemsnitsalder på 61 år, gennemsnitsvarighed af diabetes på 9,2 år og gennemsnitligt HbA1c på 8,0 %.

Studiet påviste, at alogliptin ikke øgede risikoen for at få en MACE sammenlignet med placebo [hazard ratio: 0,96; en-sidet 99 % konfidensinterval: 0-1,16]. I alogliptin-gruppen oplevede 11,3 % af patienterne en MACE sammenlignet med 11,8 % af patienterne i placebogruppen.

Tabel 5. MACE indberettet i studiet med kardiovaskulære endepunkter

 

Antal patienter (%)

 

Alogliptin

Placebo

 

25 mg

 

 

 

 

 

 

 

N=2.701

N=2.679

 

 

 

 

Primært sammensat endepunkt

 

 

 

[første hændelse af KV- død, ikke-

305 (11,3)

(11,8)

dødeligt MI og ikke-dødelig

 

 

 

apopleksi]

 

 

 

Kardiovaskulær død*

89 (3,3)

(4,1)

Ikke-dødeligt myokardieinfarkt

187 (6,9)

(6,5)

Ikke-dødelig apopleksi

29 (1,1)

32 (1,2)

*Samlet var der 153 forsøgspersoner (5,7%) i alogliptin-gruppen og

173 forsøgspersoner (6,5%) i placebogruppen, som døde (mortalitet af enhver årsag).

Der var 703 patienter, som oplevede en hændelse inden for det sekundære sammensatte MACE- endepunkt (første hændelse af kardiovaskulær død, ikke-dødeligt myokardieinfarkt, ikke-dødeligt apopleksi og akut revaskularisering på grund af ustabil angina). I alogliptin-gruppen oplevede 12,7 % (344 forsøgspersoner) en hændelse inden for det sekundære, sammensatte MACE-endepunkt, sammenlignet med 13,4 % (359 forsøgspersoner) i placebogruppen [hazard ratio = 0,95; en-sidet 99 % konfidensinterval: 0-1,14].

Hypoglykæmi

En samlet analyse af data fra 12 studier viste, at den samlede forekomst af hypoglykæmi var lavere hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin end hos patienter behandlet med enten 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo (henholdsvis 3,6 %, 4,6 %, 12,9 % og 6,2 %). Størstedelen af disse episoder var lette til moderate i intensitet. Den samlede forekomst af episoder med svær hypoglykæmi var på samme niveau hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin eller 12,5 mg alogliptin, og dette niveau var lavere end forekomsten hos patienter behandlet med aktiv kontrol eller placebo (henholdsvis 0,1 %, 0,1 %, 0,4 % og 0,4 %). I det prospektive, randomiserede, kontrollerede,

studie med kardiovaskulære endepunkter var investigatorindberettede tilfælde af hypoglykæmi på samme niveau hos patienter, der fik placebo (6,5 %), og patienter, der fik alogliptin (6,7 %), i tillæg til standardbehandling.

I et klinisk studie med alogliptin givet som enkeltstofbehandling var forekomsten af hypoglykæmi på samme niveau som for placebo, og den var lavere end for placebo i et andet studie med alogliptin som tillæg til sulfonylurinstof.

Der blev observeret en hyppigere forekomst af hypoglykæmi ved trestofbehandling med thiazolidindion og metformin og i kombination med insulin, ligesom det er tilfældet med andre DPP- 4-hæmmere.

Patienter (≥ 65 år) med type 2-diabetes mellitus vurderes at have større risiko for hypoglykæmi end patienter under 65 år. En samlet analyse af data fra 12 studier viste, at den samlede forekomst af hypoglykæmi var den samme for patienter på 65 år og derover behandlet med 25 mg alogliptin (3,8 %) som for patienter under 65 år (3,6 %).

Pædiatrisk population

Det Europæiske Lægemiddelagentur har udsat forpligtelsen til at fremlægge resultaterne af studier med Vipidia i en eller flere undergrupper af den pædiatriske population med type 2-diabetes mellitus (se pkt. 4.2 for oplysninger om pædiatrisk anvendelse).

5.2Farmakokinetiske egenskaber

Alogliptins farmakokinetik er vist sig at være sammenlignelig hos raske forsøgspersoner og hos patienter med type 2-diabetes mellitus.

Absorption

Alogliptins absolutte biotilgængelighed er ca. 100 %.

Administration sammen med et fedtholdigt måltid resulterede ikke i ændringer i den samlede og den højeste eksponering for alogliptin. Vipidia kan derfor tages med eller uden mad.

Efter administration af orale enkeltdoser på op til 800 mg hos raske personer blev alogliptin hurtigt absorberet, og den højeste plasmakoncentration forekom 1 til 2 timer (median Tmaks) efter administration.

Der blev ikke observeret nogen klinisk relevant akkumulation efter gentagen administration hos hverken raske forsøgspersoner eller hos patienter med type 2-diabetes mellitus.

Den samlede og den højeste eksponering for alogliptin steg proportionalt ved stigende enkeltdoser fra 6,25 mg og op til 100 mg alogliptin (dækkende det terapeutiske dosisinterval). Forsøgspersonernes intervariationskoefficient for alogliptins AUC var lav (17 %).

Fordeling

Efter at raske forsøgspersoner havde fået en intravenøs enkeltdosis på 12,5 mg alogliptin, var fordelingsvolumenet i den terminale fase 417 l, hvilket indikerer, at lægemidlet fordeles godt i vævene.

Alogliptin har en plasmaproteinbinding på 20-30 %.

Biotransformation

Alogliptin gennemgår ikke en omfattende metabolisering; 60-70 % af en dosis udskilles i urinen som uomdannet lægemiddel.

Der blev fundet to mindre metabolitter efter administration af en oral dosis [14C]-alogliptin: N-demethyleret alogliptin, M-I (< 1 % af moderstoffet) og N-acetyleret alogliptin, M-II (< 6 % af moderstoffet). M-I er en aktiv metabolit og en stærkt selektiv DPP-4-hæmmer, der minder om alogliptin; M-II hæmmer ikke DPP-4 eller andre DPP-relaterede enzymer. In vitro-data indikerer, at CYP2D6 og CYP3A4 bidrager til alogliptins begrænsede metabolisering.

Data fra in vitro-studier indikerer, at alogliptin ikke inducerer CYP1A2, CYP2B6 og CYP2C9 og ikke hæmmer CYP1A2, CYP2B6, CYP2C8, CYP2C9, CYP2C19, CYP2D6 eller CYP3A4 ved koncentrationer, der er opnået ved den anbefalede dosis på 25 mg alogliptin. In vitro-studier har vist, at alogliptin inducerer CYP3A4 i mindre grad, men stoffet har ikke vist sig at inducere CYP3A4 i in vivo-studier.

I in vitro-studier viste alogliptin ingen hæmning af de renale transportere OAT1, OAT3 og OCT2.

Alogliptin findes primært som (R)-enantiomeren (> 99 %) og gennemgår ingen eller kun meget begrænset kiral konvertering til (S)-enantiomeren in vivo. (S)-enantiomeren kan ikke måles ved terapeutiske doser.

Elimination

Alogliptin blev elimineret med en gennemsnitlig terminal halveringstid (T1/2) på ca. 21 timer.

Efter administration af en oral dosis [14C]-alogliptin blev 76 % af den samlede radioaktivitet udskilt i urinen, og 13 % blev udskilt i fæces.

Den gennemsnitlige renale clearance af alogliptin (170 ml/min) var højere end den gennemsnitlige anslåede glomerulære filtrationshastighed (ca. 120 ml/min), hvilket indikerer nogen aktivitet i renal udskillelse.

Tidsafhængighed

Den samlede eksponering (AUC(0-inf)) for alogliptin efter administration af en enkeltdosis svarede til eksponeringen i løbet af ét dosisinterval (AUC(0-24)) efter 6 dage med administration én gang dagligt. Dette indikerer, at der ikke er nogen tidsafhængighed i alogliptins kinetik efter gentagne doseringer.

Særlige populationer

Nedsat nyrefunktion

En enkelt dosis 50 mg alogliptin blev givet til 4 grupper af patienter med forskellige grader af nedsat nyrefunktion (kreatininclearance (CrCl) beregnet ud fra Cockcroft-Gault-formlen): let (CrCl = > 50 til ≤ 80 ml/min), moderat (CrCl = ≥ 30 til ≤ 50 ml/min), svært (CrCl = < 30 ml/min) eller hæmodialysekrævende terminal nyresygdom.

En stigning på ca. 1,7 gange i AUC for alogliptin blev observeret hos patienter med let nedsat nyrefunktion. Da distributionen af AUC-værdier for alogliptin hos disse patienter imidlertid var inden for det samme område som for kontrolpersonerne, er det ikke nødvendigt med dosisjustering hos patienter med let nedsat nyrefunktion (se pkt. 4.2).

Hos patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller patienter med hæmodialysekrævende terminal nyresygdom sås en stigning i den systemiske eksponering for alogliptin på henholdsvis ca. 2 og 4 gange. (Patienter med nyresygdom i slutstadiet fik hæmodialyse umiddelbart efter dosis med alogliptin. Vurderet ud fra de gennemsnitlige dialysatkoncentrationer blev ca. 7 % af lægemidlet

fjernet i løbet af en hæmodialyse af 3 timers varighed). For at opretholde en systemisk eksponering for alogliptin svarende til den, der er observeret hos patienter med normal nyrefunktion, bør der derfor gives lavere doser alogliptin til patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller dialysekrævende terminalnyresygdom (se pkt. 4.2).

Nedsat leverfunktion

Den samlede eksponering for alogliptin var ca. 10 % lavere, og den højeste eksponering var ca. 8 % lavere hos patienter med moderat nedsat leverfunktion sammenlignet med raske forsøgspersoner. Størrelsen af disse reduktioner blev ikke anset for at være klinisk relevant. Det er derfor ikke nødvendigt at justere dosis af alogliptin hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer på 5 til 9). Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer > 9, se pkt. 4.2).

Alder, køn, race, kropsvægt

Alder (65-81 år), køn, race (hvid, sort og asiatisk) og kropsvægt havde ingen klinisk relevant indvirkning på alogliptins farmakokinetik. Der er ikke behov for dosisjustering (se pkt. 4.2).

Pædiatrisk population

Alogliptins farmakokinetik hos børn og unge under 18 år er endnu ikke klarlagt. Der er ingen tilgængelige data (se pkt. 4.2).

5.3Prækliniske sikkerhedsdata

De prækliniske data viser ingen særlig risiko for mennesker vurderet ud fra konventionelle undersøgelser af sikkerhedsfarmakologi og toksicitet.

Niveauet uden observeret negativ effekt (NOAEL) i toksicitetsstudier med gentagen dosering hos rotter og hunde, som varede op til henholdsvis 26 og 39 uger, viste eksponeringsmargener, der var henholdsvis ca. 147 og 227 gange større end eksponeringen hos mennesker, der tager den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin.

Alogliptin var ikke genotoksisk i en række standard-karcinogenicitetsstudier udført in vitro- og in vivo.

Alogliptin var ikke karcinogent i de 2-årige karcinogenicitetsstudier, der blev udført på rotter og mus. Minimal til let simpel overgangsepitelhyperplasi sås i blæren hos hanrotter ved den laveste anvendte dosis (27 gange større end den humane eksponering), uden at et klart NOEL (niveau uden observeret effekt) blev fastlagt.

Der blev ikke observeret bivirkninger af alogliptin, hvad angår fertilitet, reproduktionsevne eller tidlig embryonal udvikling hos rotter, op til en systemisk eksponering, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis. Selvom fertiliteten ikke blev påvirket, blev der observeret en lille, statistisk signifikant forøgelse i antallet af abnorme sædceller hos hanrotter ved en eksponering, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis.

Placentaoverførsel af alogliptin er set hos rotter.

Alogliptin var ikke teratogent hos rotter og kaniner, der blev udsat for systemisk eksponering med et NOAEL, der var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis. Højere doser alogliptin var ikke teratogene, men resulterede i toksicitet hos moderen og blev forbundet med forsinket og/eller manglende knogledannelse og nedsat føtal kropsvægt.

I et studie af den prænatale og postnatale udvikling hos rotter blev disse udsat for eksponeringer, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis, men dette skadede ikke den embryonale udvikling og påvirkede heller ikke afkommets vækst og udvikling. Højere doser alogliptin medførte en lavere kropsvægt hos afkommet og havde en vis indvirkning på afkommets udvikling, som blev betragtet som en sekundær effekt af den lave kropsvægt.

Studier af diegivende rotter tyder på, at alogliptin udskilles i mælken.

Ingen alogliptin-relaterede virkninger blev observeret hos unge rotter efter gentagne doseringer i 4 og 8 uger.

6.FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1Hjælpestoffer

Tabletkerne

Mannitol

Mikrokrystallinsk cellulose

Hydroxypropylcellulose

Croscarmellosenatrium

Magnesiumstearat

Filmovertræk

Hypromellose

Titandioxid (E171)

Rød jernoxid (E172)

Blæk til prægning

Shellac

Sort jernoxid (E172)

6.2Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3Opbevaringstid

4 år.

6.4Særlige opbevaringsforhold

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

6.5Emballagetyper og pakningsstørrelser

Blisterkort af polychlorotrifluoroethylen (PCTFE)/polyvinylchlorid (PVC) med aluminiumsfolie, som tabletterne kan trykkes ud igennem. Pakningsstørrelser med 10, 14, 28, 30, 56, 60, 84, 90, 98 eller 100 filmovertrukne tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6Regler for bortskaffelse

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7.INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Takeda Pharma A/S

Dybendal Alle 10

2630 Taastrup

Danmark

8.MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (-NUMRE)

EU/1/13/844/001-009, 028

9. DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 19. september 2013

10.DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere information om Vipidia findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu.

Dette lægemiddel er underlagt supplerende overvågning. Dermed kan nye sikkerhedsoplysninger hurtigt tilvejebringes. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger. Se i pkt. 4.8, hvordan bivirkninger indberettes.

1. LÆGEMIDLETS NAVN

Vipidia 12,5 mg filmovertrukne tabletter

2. KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver tablet indeholder alogliptinbenzoat svarende til 12,5 mg alogliptin.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3. LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukken tablet (tablet)

Gule, ovale (ca. 9,1 mm lange og 5,1 mm brede), bikonvekse, filmovertrukne tabletter med "TAK" og "ALG-12.5" trykt i gråt på den ene side.

4. KLINISKE OPLYSNINGER

4.1 Terapeutiske indikationer

Vipidia er indiceret til at forbedre den glykæmiske kontrol hos voksne patienter i alderen 18 år og opefter med type 2-diabetes mellitus. Vipidia gives i kombination med andre glucosesænkende lægemidler, herunder insulin, hvis disse sammen med diæt og motion ikke giver tilstrækkelig glykæmisk kontrol (se pkt. 4.4, 4.5 og 5.1 for tilgængelige data om forskellige kombinationer).

4.2 Dosering og administration

Dosering

Vipidia fås som filmovertrukne tabletter i styrkerne 25 mg, 12,5 mg og 6,25 mg.

Voksne (≥ 18 år)

Den anbefalede dosis alogliptin er én tablet på 25 mg én gang dagligt som tillægsbehandling til metformin, thiazolidindion, sulfonylurinstof eller insulin eller som trestofbehandling sammen med metformin og thiazolidindion eller insulin.

Hvis alogliptin anvendes i kombination med metformin og/eller thiazolidindion, skal dosis af metformin og/eller thiazolidindion fastholdes og Vipidia administreres samtidigt.

Hvis alogliptin anvendes i kombination med sulfonylurinstof eller insulin, kan en lavere dosis sulfonylurinstof eller insulin overvejes for at reducere risikoen for hypoglykæmi (se pkt. 4.4).

Der skal udvises forsigtighed, når alogliptin anvendes i kombination med metformin og et thiazolidindion, da der er observeret en øget risiko for hypoglykæmi ved denne trestofbehandling (se

pkt. 4.4). I tilfælde af hypoglykæmi kan en lavere thiazolidindion- eller metformin-dosis overvejes.

Sikkerheden ved og virkningen af alogliptin anvendt ved trestofbehandling sammen med metformin og sulfonylurinstof er ikke fuldstændigt klarlagt.

Særlige populationer

Ældre (≥ 65 år)

Dosisjustering er ikke nødvendig på grund af alder. Der bør dog fastlægges en konservativ dosering af alogliptin til ældre personer på grund af risiko for nedsat nyrefunktion i denne aldersgruppe.

Nedsat nyrefunktion

Det er ikke nødvendigt at justere dosis af alogliptin hos patienter med let nedsat nyrefunktion (kreatininclearance > 50 til ≤ 80 ml/min), (se pkt. 5.2).

Hos patienter med moderat nedsat nyrefunktion (kreatininclearance ≥ 30 til ≤ 50 ml/min) bør alogliptindosis halveres (12,5 mg én gang dagligt; se pkt. 5.2).

For patienter med svært nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 30 ml/min) eller dialysekrævende nyresygdom i slutstadiet bør dosis af alogliptin reduceres til en fjerdedel af den anbefalede dosis (6,25 mg én gang dagligt). Alogliptin kan gives uafhængigt af tidspunktet for dialyse. Erfaringer med patienter i hæmodialyse er begrænsede. Alogliptin er ikke blevet undersøgt hos patienter i peritonealdialyse (se pkt. 4.4 og 5.2).

Det anbefales, at nyrefunktionen vurderes t inden igangsættelse af behandlingen og regelmæssigt herefter (se pkt. 4.4).

Nedsat leverfunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh- scorer på 5 - 9). Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child- Pugh-scorer > 9) og anbefales derfor ikke til disse patienter (se pkt. 4.4 og 5.2).

Pædiatrisk population

Sikkerheden ved og virkningen af Vipidia hos børn og unge under 18 år er endnu ikke klarlagt. Der foreligger ingen data.

Administration

Oral anvendelse.

Vipidia skal tages én gang dagligt med eller uden mad. Tabletterne skal synkes hele med vand.

Hvis en dosis glemmes, skal den tages, så snart patienten husker det. Der må ikke tages dobbeltdosis på samme dag.

4.3 Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1 eller en tidligere alvorlig overfølsomhedsreaktion, herunder anafylaktisk reaktion, anafylaktisk shock og angioødem, eller over for en dipeptidyl-peptidase-4 (DPP-4)-hæmmer (se pkt. 4.4 og 4.8).

4.4 Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Generelt

Vipidia må ikke gives til patienter med type 1-diabetes mellitus eller anvendes til behandling af diabetisk ketoacidose. Vipidia kan ikke erstatte insulin hos patienter med insulinkrævende diabetes.

Brug sammen med andre antihyperglykæmiske lægemidler og i forbindelse med hypoglykæmi

På grund af den forhøjede risiko for hypoglykæmi, når alogliptin tages sammen med sulfonylurinstof, insulin eller som kombinationsbehandling sammen med thiazolidindion og metformin, kan en lavere dosis af disse lægemidler overvejes for at reducere risikoen for hypoglykæmi, (se pkt. 4.2).

Kombinationer, der ikke er undersøgt

Alogliptin er ikke undersøgt i kombination med natrium/glucose-co-transporter-2 (SGLT-2)-hæmmere eller glukagon-lignende peptid-1-(GLP-1)-analoger og heller ikke formelt som trestofbehandling sammen med metformin og sulfonylurinstof.

Nedsat nyrefunktion

Da det er nødvendigt at justere dosis til patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller med dialysekrævende terminal nyresygdom, anbefales det at vurdere patientens nyrefunktion, inden - behandling med alogliptin påbegyndes, og regelmæssigt derefter (se pkt. 4.2).

Erfaringer med patienter i hæmodialyse er begrænsede. Alogliptin er ikke blevet undersøgt hos patienter i peritonealdialyse (se pkt. 4.2 og 5.2).

Nedsat leverfunktion

Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer > 9) og anbefales derfor ikke til disse patienter (se pkt. 4.2 og 5.2).

Hjerteinsufficiens

Erfaringen med brug af alogliptin i kliniske studier med af patienter med kongestiv hjerteinsufficiens NYHA(New York Heart Association)-klasse III og IV, er begrænset, og forsigtighed anbefales hos disse patienter.

Overfølsomhedsreaktioner

Overfølsomhedsreaktioner, herunder anafylaktiske reaktioner, angioødem og eksfoliative hudreaktioner inklusive Stevens-Johnsons syndrom og erythema multiforme, er observeret for DPP-4- hæmmere og er spontant indberettet for alogliptin efter markedsføring. I kliniske studier med alogliptin blev anafylaktiske reaktioner indberettet med en lav forekomst.

Akut pancreatitis

Brugen af DPP-4-hæmmere er sat i forbindelse med en risiko for udvikling af akut pancreatitis. I en samlet analyse af data fra 13 studier var den samlede forekomst af pancreatitis hos patienter behandlet med enten 25 mg alogliptin, 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo, henholdsvis 2, 1, 1 og

0 hændelser pr. 1.000 patientår. I studiet med kardiovaskulære endepunkter var hyppigheden af indberetning af pancreatitis hos patienter, der blev behandlet med alogliptin eller placebo, henholdsvis 3 og 2 hændelser pr. 1.000 patientår. Der har været spontane bivirkningsindberetninger i form af akut pancreatitis efter markedsføring. Patienter skal oplyses om det karakteristiske symptom på akut pancreatitis: vedholdende, svære abdominalsmerter, som kan stråle ud i ryggen. Hvis der er mistanke om akut pancreatitis, skal behandlingen med Vipidia afbrydes, og hvis mistanken bekræftes, må behandlingen med Vipidia ikke genoptages. Der skal udvises forsigtighed hos patienter, der har pancreatitis i anamnesen.

Virkning på leveren

Der er modtaget indberetninger efter markedsføring om leverpåvirkning, herunder leversvigt. Der er ikke fastslået nogen kausal sammenhæng. Patienterne skal observeres nøje, så mulig leverpåvirkning

opdages. Hvis en patient får symptomer, der indikerer leverskader, skal der omgående udføres leverfunktionstest. Hvis der konstateres uregelmæssigheder, og anden ætiologi kan udelukkes, bør det overvejes at afbryde behandlingen med alogliptin.

4.5 Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Andre lægemidlers indvirkning på alogliptin

Alogliptin udskilles primært uomdannet i urinen, og omsætning via cytokrom P450 (CYP)- enzymsystemet er ubetydelig (se pkt. 5.2). Interaktion med CYP-hæmmere forventes derfor ikke og er ikke påvist.

Resultater fra kliniske interaktionsstudier viser også, at følgende lægemidler ikke har klinisk relevant virkning på alogliptins farmakokinetik: Det gælder gemfibrozil (en CYP2C8/9-hæmmer), fluconazol (en CYP2C9-hæmmer), ketoconazol (en CYP3A4-hæmmer), ciclosporin (en p-glykoproteinhæmmer), voglibose (en alfa-glukosidasehæmmer), digoxin, metformin, cimetidin, pioglitazon og atorvastatin.

Alogliptins indvirkning på andre lægemidler

In vitro-studier indikerer, at alogliptin hverken hæmmer eller inducerer CYP 450-isoformer ved de koncentrationer, der opstår ved den anbefalede dosis på 25 mg alogliptin (se pkt. 5.2). Interaktion med substrater af CYP 450-isoformer er derfor ikke forventet og er ikke påvist. In vitro-studier påviste, at alogliptin hverken er et substrat eller en hæmmer af nøgle transportører af betydning for tilstedeværelse af lægemidler i nyrerne: organisk aniontransporter-1, organisk aniontransporter-3 og organisk kationtransporter-2 (OCT2). Endvidere indikerer de kliniske data ingen interaktion med p-glykoproteinhæmmere eller -substrater.

I kliniske studier havde alogliptin ingen klinisk relevant indvirkning på farmakokinetikken for koffein,

(R)-warfarin, pioglitazon, glyburid, tolbutamid, (S)-warfarin, dextromethorphan, atorvastatin, midazolam (et oralt kontraceptivum indeholdende norethindron og ethinyløstradiol), digoxin, fexofenadin, metformin eller cimetidin, hvilket giver in vivo-evidens for stoffets lave tilbøjelighed til at forårsage interaktion med substrater af CYP1A2, CYP3A4, CYP2D6, CYP2C9, p-glykoprotein og OCT2.

Hos raske personer havde alogliptin ingen indvirkning på prothrombin-tid eller INR (International Normalised Ratio), når det blev administreret samtidigt med warfarin.

Kombination med andre antidiabetiske lægemidler

Data fra studier med metformin, pioglitazon (thiazolidindion), voglibose (alfa-glukosidasehæmmer) og glyburid (sulfonylurinstof) har ikke påvist klinisk relevante farmakokinetiske interaktioner.

4.6 Fertilitet, graviditet og amning

Graviditet

Der er ingen data fra anvendelse af alogliptin til gravide kvinder. Dyrestudier indikerer hverken direkte eller indirekte skadelige virkninger, hvad angår reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). For en sikkerheds skyld bør alogliptin undgås under graviditet.

Amning

Det er ukendt, om alogliptin udskilles i human mælk. Dyrestudier har vist, at alogliptin udskilles i mælk (se pkt. 5.3). En risiko for børn, der ammes, kan ikke udelukkes.

Det skal besluttes, om amning skal ophøre eller behandling med alogliptin seponeres, idet

der tages højde for fordelene ved amning for barnet i forhold til de terapeutiske fordele for moderen.

Fertilitet

Alogliptins indvirkning på fertiliteten hos mennesker er ikke undersøgt. Der blev ikke observeret nogen indvirkning på fertiliteten i dyrestudier (se pkt. 5.3).

4.7 Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Vipidia påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Patienter bør dog advares om risikoen for hypoglykæmi, især hvis Vipidia bruges i kombination med sulfonylurinstof eller insulin eller i kombinationsbehandling med thiazolidindion og metformin.

4.8 Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

De foreliggende data er baseret på i alt 9.405 patienter med type 2-diabetes mellitus, herunder

3.750 patienter, som blev behandlet med 25 mg alogliptin, og 2.476 patienter, som blev behandlet med 12,5 mg alogliptin, og som alle deltog i enten et fase II- eller 12 fase III-, dobbeltblindede, placebo- eller aktivt kontrollerede kliniske studier. Endvidere blev der udført et kardiovaskulært endepunktsstudie hos 5.380 patienter med type 2-diabetes mellitus og en nylig hændelse af akut koronarsyndrom 2.701 patienter var randomiseret til alogliptin og 2.679 randomiseret til placebo. Formålet med disse studier var at evaluere virkningen af alogliptin på den glykæmiske kontrol samt stoffets sikkerhed, når det gives som enkeltstofbehandling, som initial kombinationsbehandling med metformin eller thiazolidindion og som tillægsbehandling til metformin eller sulfonylurinstof eller thiazolidindion (med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) eller med insulin (med eller uden metformin).

En samlet analyse af data fra 13 studier viser, at den samlede forekomst af bivirkninger i form af alvorlige bivirkninger og bivirkninger, der førte til afbrydelse af behandlingen, var på samme niveau hos patienter, der fik enten 25 mg alogliptin, 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo.

Den hyppigste bivirkning hos patienter, der blev behandlet med 25 mg alogiptin, var hovedpine. Sikkerhedsprofilen for alogliptin var den samme hos ældre (≥ 65 år) og personer under 65 år.

Bivirkningstabel

Bivirkningerne er opstillet efter systemorganklasse og hyppighed. Hyppigheder defineres som meget almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til < 1/10), ikke almindelig (≥ 1/1.000 til < 1/100), sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000), meget sjælden (< 1/10.000) og ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

I de samlede analyser af de pivotale, kontrollerede kliniske fase III-studier af alogliptin som enkeltstofbehandling og som tillæg i kombinationsbehandling, som omfattede 5.659 patienter, blev der observeret de bivirkninger, som er opført nedenfor (tabel 1).

Tabel 1: Bivirkninger observeret i samlede analyser af de pivotale, kontrollerede kliniske fase

III-studier

Systemorganklasse

Bivirkningernes hyppighed

Bivirkning

 

Infektioner og parasitære sygdomme

 

Infektioner i de øvre luftveje

Almindelig

Nasofaryngitis

Almindelig

Nervesystemet

 

Hovedpine

Almindelig

Mave-tarm-kanalen

 

Mavesmerter

Almindelig

Gastroøsofageal reflukssygdom

Almindelig

Hud og subkutane væv

 

Pruritus

Almindelig

Udslæt

Almindelig

Erfaringer efter markedsføring

Tabel 2 viser yderligere bivirkninger, der er spontant indberettet efter markedsføring.

Tabel 2: Bivirkninger ved alogliptin spontant indberettet efter markedsføring

Systemorganklasse

Bivirkningernes hyppighed

Bivirkning

 

Immunsystemet

 

Overfølsomhed

Ikke kendt

Mave-tarm-kanalen

 

Akut pancreatitis

Ikke kendt

Lever og galdeveje

 

Leverfunktionssvigt, herunder leversvigt

Ikke kendt

Hud og subkutane væv

 

Eksfoliative hudsygdomme, herunder

 

Stevens-Johnsons syndrom

Ikke kendt

Erythema multiforme

Ikke kendt

Angioødem

Ikke kendt

Urticaria

Ikke kendt

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig.

Det muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V.

4.9 Overdosering

De højeste doser alogliptin, der er givet i kliniske studier, er enkeltdoser på 800 mg til raske forsøgspersoner og doser på 400 mg én gang dagligt i 14 dage til patienter med type 2-diabetes mellitus (svarende til henholdsvis 32 gange og 16 gange den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin).

Understøttende behandling

I tilfælde af overdosering skal der gives tilstrækkelig understøttende behandling, der afhænger af patientens kliniske status.

Kun meget små mængder alogliptin kan fjernes ved hæmodialyse (ca. 7 % af stoffet blev fjernet i løbet af en tretimers-hæmodialysebehandling). Hæmodialyse gør således kun begrænset klinisk gavn ved

overdosering. Det er ukendt, om alogliptin kan fjernes med peritonealdialyse.

5. FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1 Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: Antidiabetika, dipeptidylpeptidase-4 (DPP-4)-hæmmere.

ATC-kode: A10BH04.

Virkningsmekanisme og farmakodynamisk virkning

Alogliptin er en potent og stærkt selektiv DPP-4-hæmmer, som er over 10.000 gange mere selektiv over for DPP-4 end over for andre beslægtede enzymer, herunder DPP-8 og DPP-9. DPP-4 er det primære enzym, der indgår i den hurtige nedbrydning af inkretinhormonerne GLP-1 (glukagonlignende peptid-1) og GIP (glucoseafhængigt insulinotropisk polypeptid). Ved indtagelse af et måltid frisættes disse fra tarmen, og koncentrationerne øges. GLP-1 og GIP øger insulinbiosyntesen og -sekretionen fra bugspytkirtlens betaceller, mens GLP-1 også hæmmer glukagonsekretionen og leverens glucoseproduktion. Alogliptin forbedrer således den glykæmiske kontrol via en glucoseafhængig mekanisme, hvorved insulinfrigivelsen øges og glukagonmængden nedsættes, når glucosekoncentrationen er høj.

Klinisk virkning

Alogliptin er undersøgt som enkeltstofbehandling, som indledende kombinationsbehandling sammen med metformin eller thiazolidindion samt som tillægsbehandling til metformin eller sulfonylurinstof eller thiazolidindion (med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) eller insulin (med eller uden metformin).

Administration af 25 mg alogliptin til patienter med type 2-diabetes mellitus medførte maksimal hæmning af DPP-4 efter 1 - 2 timer, og hæmningsgraden var på mere end 93 %, både efter administration af en enkeltdosis på 25 mg og efter administration af samme dosis én gang dagligt i 14 dage. Efter 14 dages behandling var DPP-4-hæmningen fortsat over 81 % 24 timer efter sidste

dosis. Når gennemsnittet af de 4-timers postprandiale glucosekoncentrationer ved morgenmad, frokost og aftensmad blev beregnet, resulterede en 14-dages-behandling med 25 mg alogliptin i en placebokorrigeret gennemsnitlig reduktion i forhold til baseline -35,2 mg/dl.

Ved administration af 25 mg alogliptin både alene og sammen med 30 mg pioglitazon var der et betydeligt fald i postprandial glucose og postprandial glukagon, mens der var en betydelig stigning i de postprandiale aktive GLP-1-niveauer i uge 16 sammenlignet med placebo (p < 0,05). Desuden medførte 25 mg alogliptin administreret både alene og sammen med 30 mg pioglitazon statistisk signifikante (p < 0,001) fald i totaltriglycerider fra baseline til uge 16 målt som den postprandiale gradvise ændring i AUC(0-8) sammenlignet med placebo.

Der er udført et fase II- og 13 fase III- (herunder studiet med kardiovaskulære endepunkter), dobbeltblindede, placebokontrollerede eller aktivt kontrollerede kliniske studier med deltagelse af i alt 14.779 patienter med type 2-diabetes mellitus, herunder 6.448 patienter, der blev behandlet med 25 mg alogliptin, og 2.476 patienter, der blev behandlet med 12,5 mg alogliptin, med henblik på at evaluere alogliptins effekt på glykæmisk kontrol samt lægemidlets sikkerhedsprofil. I disse studier var 2.257 af de alogliptin-behandlede patienter ≥ 65 år, og 386 af de alogliptin-behandlede patienter var ≥ 75 år. Studierne omfattede 5,744 patienter med let nedsat nyrefunktion, 1.290 patienter med moderat nedsat nyrefunktion og 82 patienter med svært nedsat nyrefunktion/terminalt nyresvigt, der blev behandlet med alogliptin.

Samlet set forbedrede administration af den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin den glykæmiske kontrol, når stoffet blev givet som enkeltstofsbehandling og som indledende

kombinationsbehandling eller tillægsbehandling. Dette blev fastlagt på grundlag af klinisk relevante og statistisk signifikante fald i glykosyleret hæmoglobin (HbA1c) og i fasteplasmaglucose sammenlignet med kontrol fra baseline og til endepunkt. Reduktionerne i HbA1c var på samme niveau i de forskellige undergrupper, herunder nedsat nyrefunktion, alder, køn og body mass index (BMI), mens der var små forskelle mellem racer (f.eks. hvide og ikke-hvide).. Klinisk relevant reduktion i HbA1c sammenlignet med kontrol blev observeret uanset baggrundsbehandling ved baseline. Højere HbA1c ved baseline var forbundet med større reduktion i HbA1c. Generelt havde alogliptin neutral effekt på kropsvægt og lipidkoncentration.

Alogliptin som enkeltstofsbehandling

Behandling med 25 mg alogliptin én gang dagligt medførte statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenholdt med placebogruppen (tabel 3).

Alogliptin som tillæg til metformin

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.847 mg) medførte statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenlignet med tillæg af placebo (tabel 3). Signifikant flere patienter, der fik 25 mg

alogliptin (44,4 %), nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (18,3 %) (p < 0,001).

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.835 mg) medførte forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52 og uge 104.

I uge 52 svarede reduktionen i HbA1c med 25 mg alogliptin plus metformin (-0,76 %, tabel 4) til den, som blev opnået med glipizid (gennemsnitsdosis = 5,2 mg) plus metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitsdosis = 1.824 mg, -0,73 %). I uge 104 var reduktionen i HbA1c med 25 mg alogliptin plus metformin (-0,72 %, tabel 4) større end den, som blev opnået med glipizid plus metformin (- 0,59 %). Endvidere var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52 for 25 mg alogliptin og metformin signifikant større end for glipizid og metformin (p < 0,001). Ved uge 104 var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline for 25 mg alogliptin og

metformin -3,2 mg/dl sammenlignet med 5,4 mg/dl for glipizid og metformin. Flere patienter, der fik

25 mg alogliptin og metformin (48,5 %) nåede behandlingsmålet for HbA1c-niveau på ≤ 7,0 % sammenlignet med dem, der fik glipizid og metformin (42,8 %) (p=0,004).

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig

dosis = 1.835,3 mg) medførte forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52 (-0,61 %), der svarede til de forbedringer, som behandling med tillæg af glipizid (gennemsnitlig dosis = 5,2 mg) til metforminhydrochloridbehandling gav (gennemsnitlig dosis = 1.823,5 mg, -0,52 %, tabel 4). Endvidere var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52 signifikant større for 25 mg alogliptin og metformin end for glipizid og metformin (p < 0,001). Flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin plus metformin (55,3 %), nåede i uge 52 behandlingsmålet for

HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de patienter, der blev behandlet med glipizid og metformin (47,4 %) (p < 0,001).

Alogliptin som tillæg til sulfonylurinstof

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til glyburidbehandling (gennemsnitlig dosis = 12,2 mg) resulterede i statistisk signifikante forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 26, sammenholdt med placebo (tabel 3). Den gennemsnitlige ændring i værdien på fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26, ved administration af 25 mg alogliptin, var en reduktion på 8,4 mg/dl, sammenlignet med en stigning på 2,2 mg/dl med placebo. Betydeligt flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin (34,8 %), nåede i

uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (18,2 %) (p = 0,002).

Alogliptin som tillæg til thiazolidindion

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til pioglitazonbehandling (gennemsnitlig dosis = 35,0 mg, med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) resulterede i statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26, sammenlignet med placebo (tabel 2). Der blev endvidere observeret klinisk betydningsfulde reduktioner i HbA1c sammenlignet med placebo ved administration af 25 mg alogliptin, uanset om patienterne fik samtidig behandling med metformin/sulfonylurinstof eller ej. Signifikant flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin (49,2 %),

nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (34,0 %) (p = 0,004).

Alogliptin som tillæg til et thiazolidindion med metformin

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til 30 mg pioglitazon plus metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.867,9 mg) medførte forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52, der var både non-inferiore og statistisk større end dem, der blev opnået med administration af 45 mg pioglitazon og metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig

dosis = 1.847,6 mg, tabel 4). De signifikante fald i HbA1c, observeret med 25 mg alogliptin og 30 mg pioglitazon og metformin var ensartede gennem behandlingsperioden på 52 uger sammenlignet med behandling med 45 mg pioglitazon og metformin (p < 0,001 til alle tidspunkter). Den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52, ved administration af 25 mg alogliptin plus

30 mg pioglitazon plus metformin, var desuden signifikant større end den gennemsnitlige ændring, der blev registreret ved administration af 45 mg pioglitazon plus metformin (p < 0,001). Signifikant flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin plus 30 mg pioglitazon og metformin (33,2 %), nåede i uge 52

behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de patienter, der fik 45 mg pioglitazon og metformin (21,3 %) (p < 0,001).

Alogliptin som tillæg til insulin (med eller uden metformin)

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til insulinbehandling (gennemsnitlig dosis = 56,5 IE, med eller uden metformin) resulterede i statistisk signifikante forbedringer af HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenlignet med tillæg af placebo (tabel 3). Klinisk relevante reduktioner i HbA1c sammenlignet med placebo blev også observeret med 25 mg alogliptin, uanset om patienterne samtidig blev behandlet med metformin. Flere af de patienter, der fik 25 mg

alogliptin (7,8 %), nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (0,8 %).

Tabel 3: Ændring i HbA1c (%) fra baseline til uge 26 i placebokontrollerede studier af alogliptin 25 mg (FAS, LOCF)

Studie

Gennemsnitlig

Gennem-snitlig

Placebo-korrigeret

 

HbA1c ved baseline

ændring i HbA1c fra

ændring i HbA1c fra

 

(%) (SD)

baseline (%)(SE)

baseline (%)

 

 

 

(tosidet 95 %-KI)

 

 

 

 

Enkeltstofbehandling, placebokontrolleret studie

 

 

Alogliptin 25 mg én

7,91

-0,59

-0,57*

gang dagligt (n =

(0,788)

(0,066)

(-0,80; -0,35)

128)

 

 

 

Tillægsbehandling, placebokontrollerede studier

 

 

Alogliptin 25 mg én

 

-0,59

-0,48*

gang dagligt

7,93

(0,054)

(-0,67; -0,30)

sammen med

(0,799)

 

 

metformin (n = 203)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

8,09

-0,52

-0,53*

gang dagligt

(0,898)

(0,058)

(-0,73; -0,33)

sammen med et

 

 

 

sulfonylurinstof (n =

 

 

 

197)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

8,01

-0,80

-0,61*

gang dagligt

(0,837)

(0,056)

(-0,80; -0,41)

sammen med et

 

 

 

thiazolidindion ±

 

 

 

metformin eller et

 

 

 

sulfonylurinstof

 

 

 

(n = 195)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

9,27

-0,71

-0,59*

gang dagligt

(1,127)

(0,078)

(-0,80; -0,37)

sammen med

 

 

 

insulin ± metformin

 

 

 

(n = 126)

 

 

 

FAS = fuldt analysesæt

LOCF (last observation carried forward) = sidste observation ekstrapoleret

Gennemsnit beregnet ved mindste kvadraters metode justeret mht. tidligere antihyperglykæmisk behandlingsstatus og baselineværdier

* p < 0,001 sammenlignet med placebo eller placebo + kombinationsbehandling

Tabel 4: Ændring i HbA1c (%) fra baseline i aktivt kontrollerede studier af alogliptin 25 mg

(PPS, LOCF)

Studie

 

Gennemsnitlig

Gennemsnitlig

Behandlings-

 

 

HbA1c ved baseline

ændring

korrigeret ændring i

 

 

(%) (SD)

i HbA1c

HbA1c fra baseline

 

 

 

fra baseline (%)(SE)

(%)(en-sidet KI)

Tillægsbehandlingsstudier

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

 

 

 

 

gang dagligt

 

 

 

 

sammen med

 

 

 

 

metformin i forhold

 

 

 

 

til et sulfonylurinstof

 

 

 

 

+ metformin

 

 

 

 

(n = 537)

 

7,61

-0,76

-0,03

Ændring i uge

 

52 (n=382)

 

(0,526)

(0,027)

(-uendelig, 0,059)

Ændring i uge

 

7,61

-0,72

-0,13*

104 (n=382)

 

 

 

(0,526)

(0,037)

(-uendelig, -0,006)

 

 

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

 

 

 

 

gang dagligt

 

 

 

 

sammen med et

 

 

 

 

thiazolidindion +

 

 

 

 

metformin i forhold

 

 

 

 

til titreret

 

 

 

 

thiazolidindion +

 

 

 

 

metformin

 

 

 

 

Ændring i uge

 

8,25

-0,89

-0,47*

 

(n = 303)

 

(0,820)

(0,042)

(uendelig, -0,35)

Ændring i uge

 

8,25

-0,70

-0,42*

 

(0,820)

(0,048)

(uendelig, -0,28)

(n = 303)

 

 

 

 

PPS = pr. protokol-sæt

LOCF = sidste observation fremført

* Non-inferioritet og superioritet statistisk bevist

Mindste kvadraters gennemsnit justeret mht. tidligere antihyperglykæmisk behandlingsstatus og baselineværdier

Patienter med nedsat nyrefunktion

Virkningen af og sikkerheden ved administration af de anbefalede doser alogliptin til en undergruppe af patienter med type 2-diabetes mellitus og svært nedsat nyrefunktion/terminalt nyresvigt blev undersøgt hver for sig i et placebokontrolleret studie (59 patienter på alogliptin og 56 patienter på placebo i 6 måneder) og fundet i overensstemmelse med profilen for patienter med normal nyrefunktion.

Ældre (≥ 65 år)

En samlet analyse af fem 26-ugers placebokontrollerede studier viste, at virkningen af alogliptin hos patienter med type 2-diabetes mellitus under 65 år var den samme som hos patienter på 65 år og derover.

Ved behandling med 25 mg alogliptin én gang dagligt fandt man desuden forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52, der svarede til dem, man fandt ved administration af glipizid (gennemsnitlig

dosis = 5,4 mg). Det er vigtigt at understrege, at selvom alogliptin og glipizid gav de samme ændringer i HbA1c og fasteplasmaglucose i forhold til baseline, var hypoglykæmiske episoder markant mindre hyppige hos patienter, der fik 25 mg alogliptin (5,4 %), end hos patienter, der fik glipizid (26,0 %).

Klinisk sikkerhed

Kardiovaskulær sikkerhed

En samlet analyse af data fra 13 studier viste, at den samlede forekomst af kardiovaskulær død, ikke- dødeligt myokardieinfarkt og ikke-dødelig apopleksi var sammenlignelig hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo.

Endvidere blev der udført et prospektivt, randomiseret, kardiovaskulært sikkerhedsendepunktstudie med 5.380 patienter med høj underliggende kardiovaskulær risiko for at undersøge virkningen af alogliptin sammenlignet med placebo (i tillæg til standardbehandling) på større utilsigtede kardiovaskulære hændelser (MACE), herunder tid til den første forekomst af enhver hændelse i kombinationen af kardiovaskulær død, ikke-dødeligt myokardieinfarkt og ikke-dødelig apopleksi hos patienter med en nylig (15 til 90 dage) akut koronar hændelse. Ved baseline havde patienterne en gennemsnitsalder på 61 år, gennemsnitsvarighed af diabetes på 9,2 år og gennemsnitligt HbA1c på 8,0 %.

Studiet påviste, at alogliptin ikke øgede risikoen for at få en MACE sammenlignet med placebo [hazard ratio: 0,96; en-sidet 99 % konfidensinterval: 0-1,16]. I alogliptin-gruppen oplevede 11,3 % af patienterne en MACE sammenlignet med 11,8 % af patienterne i placebogruppen.

Tabel 5. MACE indberettet i studiet med kardiovaskulære endepunkter

 

Antal patienter (%)

 

Alogliptin

Placebo

 

25 mg

 

 

 

 

 

 

 

N=2.701

N=2.679

 

 

 

 

Primært sammensat endepunkt

 

 

 

[første hændelse af KV-død, ikke-

305 (11,3)

(11,8)

dødeligt MI og ikke-dødelig

 

 

 

apopleksi]

 

 

 

Kardiovaskulær død*

89 (3,3)

(4,1)

Ikke-dødeligt myokardieinfarkt

187 (6,9)

(6,5)

Ikke- dødelig apopleksi

29 (1.1)

32 (1.2)

*Samlet var der 153 forsøgspersoner (5,7%) i alogliptin-gruppen og

173 forsøgspersoner (6,5%) i placebogruppen, som døde (mortalitet af enhver årsag).

Der var 703 patienter, som oplevede en hændelse inden for det sekundære, sammensatte MACE- endepunkt (første hændelse af kardiovaskulær død, ikke-dødeligt myokardieinfarkt, ikke-dødeligt apopleksi og akut revaskularisering på grund af ustabil angina). I alogliptin-gruppen oplevede 12,7 % (344 forsøgspersoner) en hændelse inden for det sekundære, sammensatte MACE-endepunkt, sammenlignet med 13,4 % (359 forsøgspersoner) i placebogruppen [hazard ratio = 0,95; en-

sidet 99 % konfidensinterval: 0-1,14].

Hypoglykæmi

En samlet analyse af data fra 12 studier viste, at den samlede forekomst af hypoglykæmi var lavere hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin end hos patienter behandlet med enten 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo (henholdsvis 3,6 %, 4,6 %, 12,9 % og 6,2 %). Størstedelen af disse episoder var lette til moderate i intensitet. Den samlede forekomst af episoder med svær hypoglykæmi var på samme niveau hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin eller 12,5 mg alogliptin, og dette niveau var lavere end forekomsten hos patienter behandlet med aktiv kontrol eller

placebo (henholdsvis 0,1 %, 0,1 %, 0,4 % og 0,4 %). I det prospektive, randomiserede, kontrollerede, studie med kardiovaskulære endepunkter var investigatorindberettede tilfælde af hypoglykæmi på samme niveau hos patienter, der fik placebo (6,5 %), og patienter, der fik alogliptin (6.7 %) i tillæg til standardbehandling.

I et klinisk studie med alogliptin givet som enkeltstofbehandling var forekomsten af hypoglykæmi på samme niveau som for placebo, og den var lavere end for placebo i et andet studie med alogliptin som tillæg til sulfonylurinstof.

Der blev observeret en hyppigere forekomst af hypoglykæmi ved trestofbehandling med thiazolidindion og metformin og i kombination med insulin, ligesom det er tilfældet med andre DPP- 4-hæmmere.

Patienter (≥ 65 år) med type 2-diabetes mellitus vurderes at have større risiko for hypoglykæmi end patienter under 65 år. En samlet analyse af data fra 12 studier viste, at den samlede forekomst af hypoglykæmi var den samme for patienter på 65 år og derover behandlet med 25 mg alogliptin (3,8 %) som for patienter under 65 år (3,6 %).

Pædiatrisk population

Det Europæiske Lægemiddelagentur har udsat forpligtelsen til at fremlægge resultaterne af studier med Vipidia i en eller flere undergrupper af den pædiatriske population med type 2-diabetes mellitus (se pkt. 4.2 for oplysninger om pædiatrisk anvendelse).

5.2 Farmakokinetiske egenskaber

Alogliptins farmakokinetik er vist sig at være sammenlignelig hos raske forsøgspersoner og hos patienter med type 2-diabetes mellitus.

Absorption

Alogliptins absolutte biotilgængelighed er ca. 100 %.

Administration sammen med et fedtholdigt måltid resulterede ikke i ændringer i den samlede og den højeste eksponering for alogliptin. Vipidia kan derfor tages med eller uden mad.

Efter administration af orale enkeltdoser på op til 800 mg hos raske personer blev alogliptin hurtigt absorberet, og den højeste plasmakoncentration forekom 1 til 2 timer (median Tmaks) efter administration.

Der blev ikke observeret nogen klinisk relevant akkumulation efter gentagen administration hos hverken raske forsøgspersoner eller hos patienter med type 2-diabetes mellitus.

Den samlede og den højeste eksponering for alogliptin steg proportionalt ved stigende enkeltdoser fra 6,25 mg og op til 100 mg alogliptin (dækkende det terapeutiske dosisinterval). Forsøgspersonernes intervariationskoefficient for alogliptins AUC var lav (17 %).

Fordeling

Efter at raske forsøgspersoner havde fået en intravenøs enkeltdosis på 12,5 mg alogliptin, var fordelingsvolumenet i den terminale fase 417 l, hvilket indikerer, at lægemidlet fordeles godt i vævene.

Alogliptin har en plasmaproteinbinding på 20-30 %.

Biotransformation

Alogliptin gennemgår ikke en omfattende metabolisering; 60-70 % af en dosis udskilles i urinen som uomdannet lægemiddel.

Der blev fundet to mindre metabolitter efter administration af en oral dosis [14C]-alogliptin: N-demethyleret alogliptin, M-I (< 1 % af moderstoffet) og N-acetyleret alogliptin, M-II (< 6 % af moderstoffet). M-I er en aktiv metabolit og en stærkt selektiv DPP-4-hæmmer, der minder om alogliptin; M-II hæmmer ikke DPP-4 eller andre DPP-relaterede enzymer. In vitro-data indikerer, at CYP2D6 og CYP3A4 bidrager til alogliptins begrænsede metabolisering.

Data fra in vitro-studier indikerer, at alogliptin ikke inducerer CYP1A2, CYP2B6 og CYP2C9 og ikke hæmmer CYP1A2, CYP2B6, CYP2C8, CYP2C9, CYP2C19, CYP2D6 eller CYP3A4 ved koncentrationer, der er opnået ved den anbefalede dosis på 25 mg alogliptin. In vitro-studier har vist, at alogliptin inducerer CYP3A4 i mindre grad, men stoffet har ikke vist sig at inducere CYP3A4 i in vivo-studier.

I in vitro-studier viste alogliptin ingen hæmning af de renale transportere OAT1, OAT3 og OCT2.

Alogliptin findes primært som (R)-enantiomeren (> 99 %) og gennemgår ingen eller kun meget begrænset kiral konvertering til (S)-enantiomeren in vivo. (S)-enantiomeren kan ikke måles ved terapeutiske doser.

Elimination

Alogliptin blev elimineret med en gennemsnitlig terminal halveringstid (T1/2) på ca. 21 timer.

Efter administration af en oral dosis [14C]-alogliptin blev 76 % af den samlede radioaktivitet udskilt i urinen, og 13 % blev udskilt i fæces.

Den gennemsnitlige renale clearance af alogliptin (170 ml/min) var højere end den gennemsnitlige anslåede glomerulære filtrationshastighed (ca. 120 ml/min), hvilket indikerer nogen aktivitet i renal udskillelse.

Tidsafhængighed

Den samlede eksponering (AUC(0-inf)) for alogliptin efter administration af en enkeltdosis svarede til eksponeringen i løbet af ét dosisinterval (AUC(0-24)) efter 6 dage med administration én gang dagligt. Dette indikerer, at der ikke er nogen tidsafhængighed i alogliptins kinetik efter gentagne doseringer.

Særlige populationer

Nedsat nyrefunktion

En enkelt dosis 50 mg alogliptin blev givet til 4 grupper af patienter med forskellige grader af nedsat nyrefunktion (kreatininclearance (CrCl) beregnet ud fra Cockcroft-Gault-formlen): let (CrCl = > 50 til ≤ 80 ml/min), moderat (CrCl = ≥ 30 til ≤ 50 ml/min), svært (CrCl = < 30 ml/min) eller hæmodialysekrævende terminal nyresygdom.

En stigning på ca. 1,7 gange i AUC for alogliptin blev observeret hos patienter med let nedsat nyrefunktion. Da distributionen af AUC-værdier for alogliptin hos disse patienter imidlertid var inden for det samme område som for kontrolpersonerne, er det ikke nødvendigt med dosisjustering hos patienter med let nedsat nyrefunktion (se pkt. 4.2).

Hos patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller patienter med hæmodialysekrævende terminal nyresygdom sås en stigning i den systemiske eksponering for alogliptin på henholdsvis ca. 2 og 4 gange. (Patienter med nyresygdom i slutstadiet fik hæmodialyse umiddelbart efter dosis med alogliptin. Vurderet ud fra de gennemsnitlige dialysatkoncentrationer blev ca. 7 % af lægemidlet

fjernet i løbet af en hæmodialyse af 3 timers varighed). For at opretholde en systemisk eksponering for alogliptin svarende til den, der er observeret hos patienter med normal nyrefunktion, bør der derfor gives lavere doser alogliptin til patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller dialysekrævende terminalnyresygdom (se pkt. 4.2).

Nedsat leverfunktion

Den samlede eksponering for alogliptin var ca. 10 % lavere, og den højeste eksponering var ca. 8 % lavere hos patienter med moderat nedsat leverfunktion sammenlignet med raske forsøgspersoner. Størrelsen af disse reduktioner blev ikke anset for at være klinisk relevant. Det er derfor ikke nødvendigt at justere dosis af alogliptin hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer på 5 til 9). Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer > 9, se pkt. 4.2).

Alder, køn, race, kropsvægt

Alder (65-81 år), køn, race (hvid, sort og asiatisk) og kropsvægt havde ingen klinisk relevant indvirkning på alogliptins farmakokinetik. Der er ikke behov for dosisjustering (se pkt. 4.2).

Pædiatrisk population

Alogliptins farmakokinetik hos børn og unge under 18 år er endnu ikke klarlagt. Der er ingen tilgængelige data (se pkt. 4.2).

5.3 Prækliniske sikkerhedsdata

De prækliniske data viser ingen særlig risiko for mennesker vurderet ud fra konventionelle undersøgelser af sikkerhedsfarmakologi og toksicitet.

Niveauet uden observeret negativ effekt (NOAEL) i toksicitetsstudier med gentagen dosering hos rotter og hunde, som varede op til henholdsvis 26 og 39 uger, viste eksponeringsmargener, der var henholdsvis ca. 147 og 227 gange større end eksponeringen hos mennesker, der tager den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin.

Alogliptin var ikke genotoksisk i en række standard-karcinogenicitetsstudier udført in vitro- og in vivo.

Alogliptin var ikke karcinogent i de 2-årige karcinogenicitetsstudier, der blev udført på rotter og mus. Minimal til let simpel overgangsepitelhyperplasi sås i blæren hos hanrotter ved den laveste anvendte dosis (27 gange større end den humane eksponering), uden at et klart NOEL (niveau uden observeret effekt) blev fastlagt.

Der blev ikke observeret bivirkninger af alogliptin, hvad angår fertilitet, reproduktionsevne eller tidlig embryonal udvikling hos rotter, op til en systemisk eksponering, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis. Selvom fertiliteten ikke blev påvirket, blev der observeret en lille, statistisk signifikant forøgelse i antallet af abnorme sædceller hos hanrotter ved en eksponering, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis.

Placentaoverførsel af alogliptin er set hos rotter.

Alogliptin var ikke teratogent hos rotter og kaniner, der blev udsat for systemisk eksponering med et NOAEL, der var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis. Højere doser alogliptin var ikke teratogene, men resulterede i toksicitet hos moderen og blev forbundet med forsinket og/eller manglende knogledannelse og nedsat føtal kropsvægt.

I et studie af den prænatale og postnatale udvikling hos rotter blev disse udsat for eksponeringer, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis, men dette skadede ikke den embryonale udvikling og påvirkede heller ikke afkommets vækst og udvikling. Højere doser alogliptin medførte en lavere kropsvægt hos afkommet og havde en vis indvirkning på afkommets udvikling, som blev betragtet som en sekundær effekt af den lave kropsvægt.

Studier af diegivende rotter tyder på, at alogliptin udskilles i mælken.

Ingen alogliptin-relaterede virkninger blev observeret hos unge rotter efter gentagne doseringer i 4 og 8 uger.

6. FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1 Hjælpestoffer

Tabletkerne

Mannitol

Mikrokrystallinsk cellulose

Hydroxypropylcellulose

Croscarmellosenatrium

Magnesiumstearat

Filmovertræk

Hypromellose

Titandioxid (E171)

Gul jernoxid (E172)

Macrogol 8000

Blæk til prægning

Shellac

Sort jernoxid (E172)

6.2 Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3 Opbevaringstid

4 år.

6.4 Særlige opbevaringsforhold

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

6.5 Emballagetyper og pakningsstørrelser

Blisterkort af polychlorotrifluoroethylen (PCTFE)/polyvinylchlorid (PVC) med aluminiumsfolie, som tabletterne kan trykkes ud igennem. Pakningsstørrelser med 10, 14, 28, 30, 56, 60, 84, 90, 98 eller 100 filmovertrukne tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6 Regler for bortskaffelse

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7. INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Takeda Pharma A/S

Dybendal Alle 10

2630 Taastrup

Danmark

8. MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (-NUMRE)

EU/1/13/844/010-018, 029

9. DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 19. september 2013

10. DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere information om Vipidia findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu.

Dette lægemiddel er underlagt supplerende overvågning. Dermed kan nye sikkerhedsoplysninger hurtigt tilvejebringes. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger. Se i pkt. 4.8, hvordan bivirkninger indberettes.

1. LÆGEMIDLETS NAVN

Vipidia 25 mg filmovertrukne tabletter

2. KVALITATIV OG KVANTITATIV SAMMENSÆTNING

Hver tablet indeholder alogliptinbenzoat svarende til 25 mg alogliptin.

Alle hjælpestoffer er anført under pkt. 6.1.

3. LÆGEMIDDELFORM

Filmovertrukken tablet (tablet)

Svagt røde, ovale (ca. 9,1 mm lange og 5,1 mm brede), bikonvekse, filmovertrukne tabletter med "TAK" og "ALG-25" trykt i gråt på den ene side.

4. KLINISKE OPLYSNINGER

4.1 Terapeutiske indikationer

Vipidia er indiceret til at forbedre den glykæmiske kontrol hos voksne patienter i alderen 18 år og opefter med type 2-diabetes mellitus. Vipidia gives i kombination med andre glucosesænkende lægemidler, herunder insulin, hvis disse sammen med diæt og motion ikke giver tilstrækkelig glykæmisk kontrol (se pkt. 4.4, 4.5 og 5.1 for tilgængelige data om forskellige kombinationer).

4.2 Dosering og administration

Dosering

Vipidia fås som filmovertrukne tabletter i styrkerne 25 mg, 12,5 mg og 6,25 mg.

Voksne (≥ 18 år)

Den anbefalede dosis alogliptin er én tablet på 25 mg én gang dagligt som tillægsbehandling til metformin, thiazolidindion, sulfonylurinstof eller insulin eller som trestofbehandling sammen med metformin og thiazolidindion eller insulin.

Hvis alogliptin anvendes i kombination med metformin og/eller thiazolidindion, skal dosis af metformin og/eller thiazolidindion fastholdes og Vipidia administreres samtidigt.

Hvis alogliptin anvendes i kombination med sulfonylurinstof eller insulin, kan en lavere dosis sulfonylurinstof eller insulin overvejes for at reducere risikoen for hypoglykæmi (se pkt. 4.4).

Der skal udvises forsigtighed, når alogliptin anvendes i kombination med metformin og et thiazolidindion, da der er observeret en øget risiko for hypoglykæmi ved denne trestofbehandling (se

pkt. 4.4). I tilfælde af hypoglykæmi kan en lavere thiazolidindion- eller metformin-dosis overvejes.

Sikkerheden ved og virkningen af alogliptin anvendt ved trestofbehandling sammen med metformin og sulfonylurinstof er ikke fuldstændigt klarlagt.

Særlige populationer

Ældre (≥ 65 år)

Dosisjustering er ikke nødvendig på grund af alder. Der bør dog fastlægges en konservativ dosering af alogliptin til ældre personer på grund af risiko for nedsat nyrefunktion i denne aldersgruppe.

Nedsat nyrefunktion

Det er ikke nødvendigt at justere dosis af alogliptin hos patienter med let nedsat nyrefunktion (kreatininclearance > 50 til ≤ 80 ml/min), (se pkt. 5.2).

Hos patienter med moderat nedsat nyrefunktion (kreatininclearance ≥ 30 til ≤ 50 ml/min) bør alogliptindosis halveres (12,5 mg én gang dagligt; se pkt. 5.2).

For patienter med svært nedsat nyrefunktion (kreatininclearance < 30 ml/min) eller dialysekrævende nyresygdom i slutstadiet bør dosis af alogliptin reduceres til en fjerdedel af den anbefalede dosis (6,25 mg én gang dagligt). Alogliptin kan gives uafhængigt af tidspunktet for dialyse. Erfaringer med patienter i hæmodialyse er begrænsede. Alogliptin er ikke blevet undersøgt hos patienter i peritonealdialyse (se pkt. 4.4 og 5.2).

Det anbefales, at nyrefunktionen vurderes t inden igangsættelse af behandlingen og regelmæssigt herefter (se pkt. 4.4).

Nedsat leverfunktion

Dosisjustering er ikke nødvendig hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh- scorer på 5 - 9). Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child- Pugh-scorer > 9) og anbefales derfor ikke til disse patienter (se pkt. 4.4 og 5.2).

Pædiatrisk population

Sikkerheden ved og virkningen af Vipidia hos børn og unge under 18 år er endnu ikke klarlagt. Der foreligger ingen data.

Administration

Oral anvendelse.

Vipidia skal tages én gang dagligt med eller uden mad. Tabletterne skal synkes hele med vand.

Hvis en dosis glemmes, skal den tages, så snart patienten husker det. Der må ikke tages dobbeltdosis på samme dag.

4.3 Kontraindikationer

Overfølsomhed over for det aktive stof eller over for et eller flere af hjælpestofferne anført i pkt. 6.1 eller en tidligere alvorlig overfølsomhedsreaktion, herunder anafylaktisk reaktion, anafylaktisk shock og angioødem, eller over for en dipeptidyl-peptidase-4 (DPP-4)-hæmmer (se pkt. 4.4 og 4.8).

4.4 Særlige advarsler og forsigtighedsregler vedrørende brugen

Generelt

Vipidia må ikke gives til patienter med type 1-diabetes mellitus eller anvendes til behandling af diabetisk ketoacidose. Vipidia kan ikke erstatte insulin hos patienter med insulinkrævende diabetes.

Brug sammen med andre antihyperglykæmiske lægemidler og i forbindelse med hypoglykæmi

På grund af den forhøjede risiko for hypoglykæmi, når alogliptin tages sammen med sulfonylurinstof, insulin eller som kombinationsbehandling sammen med thiazolidindion og metformin, kan en lavere dosis af disse lægemidler overvejes for at reducere risikoen for hypoglykæmi, (se pkt. 4.2).

Kombinationer, der ikke er undersøgt

Alogliptin er ikke undersøgt i kombination med natrium/glucose-co-transporter-2 (SGLT-2)-hæmmere eller glukagon-lignende peptid-1-(GLP-1)-analoger og heller ikke formelt som trestofbehandling sammen med metformin og sulfonylurinstof.

Nedsat nyrefunktion

Da det er nødvendigt at justere dosis til patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller med dialysekrævende terminal nyresygdom, anbefales det at vurdere patientens nyrefunktion, inden - behandling med alogliptin påbegyndes, og regelmæssigt derefter (se pkt. 4.2).

Erfaringer med patienter i hæmodialyse er begrænsede. Alogliptin er ikke blevet undersøgt hos patienter i peritonealdialyse (se pkt. 4.2 og 5.2).

Nedsat leverfunktion

Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer > 9) og anbefales derfor ikke til disse patienter (se pkt. 4.2 og 5.2).

Hjerteinsufficiens

Erfaringen med brug af alogliptin i kliniske studier med patienter med kongestiv hjerteinsufficiens i NYHA(New York Heart Association)-klasse III og IV er begrænset forsigtighed anbefales hos disse patienter.

Overfølsomhedsreaktioner

Overfølsomhedsreaktioner, herunder anafylaktiske reaktioner, angioødem og eksfoliative hudreaktioner inklusive Stevens-Johnsons syndrom og erythema multiforme, er observeret for DPP-4- hæmmere og er spontant indberettet for alogliptin efter markedsføring. I kliniske studier med alogliptin blev anafylaktiske reaktioner indberettet med en lav forekomst.

Akut pancreatitis

Brugen af DPP-4-hæmmere er sat i forbindelse med en risiko for udvikling af akut pancreatitis. I en samlet analyse af data fra 13 studier var den samlede forekomst af pancreatitis hos patienter behandlet med enten 25 mg alogliptin, 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo, henholdsvis 2, 1, 1 og

0 hændelser pr. 1.000 patientår. I studiet med kardiovaskulære endepunkter var hyppigheden af indberetning af pancreatitis hos patienter, der blev behandlet med alogliptin eller placebo, henholdsvis 3 og 2 hændelser pr. 1.000 patientår. Der har været spontane bivirkningsindberetninger i form af akut pancreatitis efter markedsføring. Patienter skal oplyses om det karakteristiske symptom på akut pancreatitis: vedholdende, svære abdominalsmerter, som kan stråle ud i ryggen. Hvis der er mistanke om akut pancreatitis, skal behandlingen med Vipidia afbrydes, og hvis mistanken bekræftes, må behandlingen med Vipidia ikke genoptages. Der skal udvises forsigtighed hos patienter, der har pancreatitis i anamnesen.

Virkning på leveren

Der er modtaget indberetninger efter markedsføring om leverpåvirkning, herunder leversvigt. Der er ikke fastslået nogen kausal sammenhæng. Patienterne skal observeres nøje, så mulig leverpåvirkning

opdages. Hvis en patient får symptomer, der indikerer leverskader, skal der omgående udføres leverfunktionstest. Hvis der konstateres uregelmæssigheder, og anden ætiologi kan udelukkes, bør det overvejes at afbryde behandlingen med alogliptin.

4.5 Interaktion med andre lægemidler og andre former for interaktion

Andre lægemidlers indvirkning på alogliptin

Alogliptin udskilles primært uomdannet i urinen, og omsætning via cytokrom P450 (CYP)- enzymsystemet er ubetydelig (se pkt. 5.2). Interaktion med CYP-hæmmere forventes derfor ikke og er ikke påvist.

Resultater fra kliniske interaktionsstudier viser også, at følgende lægemidler ikke har klinisk relevant virkning på alogliptins farmakokinetik: Det gælder gemfibrozil (en CYP2C8/9-hæmmer), fluconazol (en CYP2C9-hæmmer), ketoconazol (en CYP3A4-hæmmer), ciclosporin (en p-glykoproteinhæmmer), voglibose (en alfa-glukosidasehæmmer), digoxin, metformin, cimetidin, pioglitazon og atorvastatin.

Alogliptins indvirkning på andre lægemidler

In vitro-studier indikerer, at alogliptin hverken hæmmer eller inducerer CYP 450-isoformer ved de koncentrationer, der opstår ved den anbefalede dosis på 25 mg alogliptin (se pkt. 5.2). Interaktion med substrater af CYP 450-isoformer er derfor ikke forventet og er ikke påvist. In vitro-studier påviste, at alogliptin hverken er et substrat eller en hæmmer af nøgle transportører af betydning for tilstedeværelse af lægemidler i nyrerne: organisk aniontransporter-1, organisk aniontransporter-3 og organisk kationtransporter-2 (OCT2). Endvidere indikerer de kliniske data ingen interaktion med p-glykoproteinhæmmere eller -substrater.

I kliniske studier havde alogliptin ingen klinisk relevant indvirkning på farmakokinetikken for koffein,

(R)-warfarin, pioglitazon, glyburid, tolbutamid, (S)-warfarin, dextromethorphan, atorvastatin, midazolam (et oralt kontraceptivum indeholdende norethindron og ethinyløstradiol), digoxin, fexofenadin, metformin eller cimetidin, hvilket giver in vivo-evidens for stoffets lave tilbøjelighed til at forårsage interaktion med substrater af CYP1A2, CYP3A4, CYP2D6, CYP2C9, p-glykoprotein og OCT2.

Hos raske personer havde alogliptin ingen indvirkning på prothrombin-tid eller INR (International Normalised Ratio), når det blev administreret samtidigt med warfarin.

Kombination med andre antidiabetiske lægemidler

Data fra studier med metformin, pioglitazon (thiazolidindion), voglibose (alfa-glukosidasehæmmer) og glyburid (sulfonylurinstof) har ikke påvist klinisk relevante farmakokinetiske interaktioner.

4.6 Fertilitet, graviditet og amning

Graviditet

Der er ingen data fra anvendelse af alogliptin til gravide kvinder. Dyrestudier indikerer hverken direkte eller indirekte skadelige virkninger, hvad angår reproduktionstoksicitet (se pkt. 5.3). For en sikkerheds skyld bør alogliptin undgås under graviditet.

Amning

Det er ukendt, om alogliptin udskilles i human mælk. Dyrestudier har vist, at alogliptin udskilles i mælk (se pkt. 5.3). En risiko for børn, der ammes, kan ikke udelukkes.

Det skal besluttes, om amning skal ophøre eller behandling med alogliptin seponeres, idet

der tages højde for fordelene ved amning for barnet i forhold til de terapeutiske fordele for moderen.

Fertilitet

Alogliptins indvirkning på fertiliteten hos mennesker er ikke undersøgt. Der blev ikke observeret nogen indvirkning på fertiliteten i dyrestudier (se pkt. 5.3).

4.7 Virkning på evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner

Vipidia påvirker ikke eller kun i ubetydelig grad evnen til at føre motorkøretøj eller betjene maskiner. Patienter bør dog advares om risikoen for hypoglykæmi, især hvis Vipidia bruges i kombination med sulfonylurinstof eller insulin eller i kombinationsbehandling med thiazolidindion og metformin.

4.8 Bivirkninger

Resumé af sikkerhedsprofilen

De foreliggende data er baseret på i alt 9.405 patienter med type 2-diabetes mellitus, herunder

3.750 patienter, som blev behandlet med 25 mg alogliptin, og 2.476 patienter, som blev behandlet med 12,5 mg alogliptin, og som alle deltog i enten et fase II- eller 12 fase III-, dobbeltblindede, placebo- eller aktivt kontrollerede kliniske studier. Endvidere blev der udført et kardiovaskulært endepunktsstudie hos 5.380 patienter med type 2-diabetes mellitus og en nylig hændelse af akut koronarsyndrom 2.701 patienter var randomiseret til alogliptin og 2.679 randomiseret til placebo. Formålet med disse studier var at evaluere virkningen af alogliptin på den glykæmiske kontrol samt stoffets sikkerhed, når det gives som enkeltstofbehandling, som initial kombinationsbehandling med metformin eller thiazolidindion og som tillægsbehandling til metformin eller sulfonylurinstof eller thiazolidindion (med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) eller med insulin (med eller uden metformin).

En samlet analyse af data fra 13 studier viser, at den samlede forekomst af bivirkninger i form af alvorlige bivirkninger og bivirkninger, der førte til afbrydelse af behandlingen, var på samme niveau hos patienter, der fik enten 25 mg alogliptin, 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo.

Den hyppigste bivirkning hos patienter, der blev behandlet med 25 mg alogiptin, var hovedpine.

Sikkerhedsprofilen for alogliptin var den samme hos ældre (≥ 65 år) og personer under 65 år.

Bivirkningstabel

Bivirkningerne er opstillet efter systemorganklasse og hyppighed. Hyppigheder defineres som meget almindelig (≥ 1/10), almindelig (≥ 1/100 til < 1/10), ikke almindelig (≥ 1/1.000 til < 1/100), sjælden (≥ 1/10.000 til < 1/1.000), meget sjælden (< 1/10.000) og ikke kendt (kan ikke estimeres ud fra forhåndenværende data).

I de samlede analyser af de pivotale, kontrollerede kliniske fase III-studier af alogliptin som enkeltstofbehandling og som tillæg i kombinationsbehandling, som omfattede 5.659 patienter, blev der observeret de bivirkninger, som er opført nedenfor (tabel 1).

Tabel 1: Bivirkninger observeret i samlede analyser af de pivotale, kontrollerede kliniske fase

III-studier

Systemorganklasse

Bivirkningernes hyppighed

Bivirkning

 

Infektioner og parasitære sygdomme

 

Infektioner i de øvre luftveje

Almindelig

Nasofaryngitis

Almindelig

Nervesystemet

 

Hovedpine

Almindelig

Mave-tarm-kanalen

 

Mavesmerter

Almindelig

Gastroøsofageal reflukssygdom

Almindelig

Hud og subkutane væv

 

Pruritus

Almindelig

Udslæt

Almindelig

Erfaringer efter markedsføring

Tabel 2 viser yderligere bivirkninger, der er spontant indberettet efter markedsføring.

Tabel 2: Bivirkninger ved alogliptin spontant indberettet efter markedsføring

Systemorganklasse

Bivirkningernes hyppighed

Bivirkning

 

Immunsystemet

 

Overfølsomhed

Ikke kendt

Mave-tarm-kanalen

 

Akut pancreatitis

Ikke kendt

Lever og galdeveje

 

Leverfunktionssvigt, herunder leversvigt

Ikke kendt

Hud og subkutane væv

 

Eksfoliative hudsygdomme, herunder

 

Stevens-Johnsons syndrom

Ikke kendt

Erythema multiforme

Ikke kendt

Angioødem

Ikke kendt

Urticaria

Ikke kendt

Indberetning af formodede bivirkninger

Når lægemidlet er godkendt, er indberetning af formodede bivirkninger vigtig.

Det muliggør løbende overvågning af benefit/risk-forholdet for lægemidlet. Læger og sundhedspersonale anmodes om at indberette alle formodede bivirkninger via det nationale rapporteringssystem anført i Appendiks V.

4.9 Overdosering

De højeste doser alogliptin, der er givet i kliniske studier, er enkeltdoser på 800 mg til raske forsøgspersoner og doser på 400 mg én gang dagligt i 14 dage til patienter med type 2-diabetes mellitus (svarende til henholdsvis 32 gange og 16 gange den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin).

Understøttende behandling

I tilfælde af overdosering skal der gives tilstrækkelig understøttende behandling, der afhænger af patientens kliniske status.

Kun meget små mængder alogliptin kan fjernes ved hæmodialyse (ca. 7 % af stoffet blev fjernet i løbet af en tretimers-hæmodialysebehandling). Hæmodialyse gør således kun begrænset klinisk gavn ved

overdosering. Det er ukendt, om alogliptin kan fjernes med peritonealdialyse.

5. FARMAKOLOGISKE EGENSKABER

5.1 Farmakodynamiske egenskaber

Farmakoterapeutisk klassifikation: Antidiabetika, dipeptidylpeptidase-4 (DPP-4)-hæmmere.

ATC-kode: A10BH04.

Virkningsmekanisme og farmakodynamisk virkning

Alogliptin er en potent og stærkt selektiv DPP-4-hæmmer, som er over 10.000 gange mere selektiv over for DPP-4 end over for andre beslægtede enzymer, herunder DPP-8 og DPP-9. DPP-4 er det primære enzym, der indgår i den hurtige nedbrydning af inkretinhormonerne GLP-1 (glukagonlignende peptid-1) og GIP (glucoseafhængigt insulinotropisk polypeptid). Ved indtagelse af et måltid frisættes disse fra tarmen, og koncentrationerne øges. GLP-1 og GIP øger insulinbiosyntesen og -sekretionen fra bugspytkirtlens betaceller, mens GLP-1 også hæmmer glukagonsekretionen og leverens glucoseproduktion. Alogliptin forbedrer således den glykæmiske kontrol via en glucoseafhængig mekanisme, hvorved insulinfrigivelsen øges og glukagonmængden nedsættes, når glucosekoncentrationen er høj.

Klinisk virkning

Alogliptin er undersøgt som enkeltstofbehandling, som indledende kombinationsbehandling sammen med metformin eller thiazolidindion samt som tillægsbehandling til metformin eller sulfonylurinstof eller thiazolidindion (med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) eller insulin (med eller uden metformin).

Administration af 25 mg alogliptin til patienter med type 2-diabetes mellitus medførte maksimal hæmning af DPP-4 efter 1 - 2 timer, og hæmningsgraden var på mere end 93 %, både efter administration af en enkeltdosis på 25 mg og efter administration af samme dosis én gang dagligt i 14 dage. Efter 14 dages behandling var DPP-4-hæmningen fortsat over 81 % 24 timer efter sidste

dosis. Når gennemsnittet af de 4-timers postprandiale glucosekoncentrationer ved morgenmad, frokost og aftensmad blev beregnet, resulterede en 14-dages-behandling med 25 mg alogliptin i en placebokorrigeret gennemsnitlig reduktion i forhold til baseline -35,2 mg/dl.

Ved administration af 25 mg alogliptin både alene og sammen med 30 mg pioglitazon var der et betydeligt fald i postprandial glucose og postprandial glukagon, mens der var en betydelig stigning i de postprandiale aktive GLP-1-niveauer i uge 16 sammenlignet med placebo (p < 0,05). Desuden medførte 25 mg alogliptin administreret både alene og sammen med 30 mg pioglitazon statistisk signifikante (p < 0,001) fald i totaltriglycerider fra baseline til uge 16 målt som den postprandiale gradvise ændring i AUC(0-8) sammenlignet med placebo.

Der er udført et fase II- og 13 fase III- (herunder studiet med kardiovaskulære endepunkter), dobbeltblindede, placebokontrollerede eller aktivt kontrollerede kliniske studier med deltagelse af i alt 14.779 patienter med type 2-diabetes mellitus, herunder 6.448 patienter, der blev behandlet med 25 mg alogliptin, og 2.476 patienter, der blev behandlet med 12,5 mg alogliptin, med henblik på at evaluere alogliptins effekt på glykæmisk kontrol samt lægemidlets sikkerhedsprofil. I disse studier var 2.257 af de alogliptin-behandlede patienter ≥ 65 år, og 386 af de alogliptin-behandlede patienter var ≥ 75 år. Studierne omfattede 5.744 patienter med let nedsat nyrefunktion, 1.290 patienter med moderat nedsat nyrefunktion og 82 patienter med svært nedsat nyrefunktion/terminalt nyresvigt, der blev behandlet med alogliptin.

Samlet set forbedrede administration af den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin den glykæmiske kontrol, når stoffet blev givet som enkeltstofsbehandling og som indledende

kombinationsbehandling eller tillægsbehandling. Dette blev fastlagt på grundlag af klinisk relevante og statistisk signifikante fald i glykosyleret hæmoglobin (HbA1c) og i fasteplasmaglucose sammenlignet med kontrol fra baseline og til endepunkt. Reduktionerne i HbA1c var på samme niveau i de forskellige undergrupper, herunder nedsat nyrefunktion, alder, køn og body mass index (BMI), mens der var små forskelle mellem racer (f.eks. hvide og ikke-hvide).. Klinisk relevant reduktion i HbA1c sammenlignet med kontrol blev observeret uanset baggrundsbehandling ved baseline. Højere HbA1c ved baseline var forbundet med større reduktion i HbA1c. Generelt havde alogliptin neutral effekt på kropsvægt og lipidkoncentration.

Alogliptin som enkeltstofsbehandling

Behandling med 25 mg alogliptin én gang dagligt medførte statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenholdt med placebogruppen (tabel 3).

Alogliptin som tillæg til metformin

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.847 mg) medførte statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenlignet med tillæg af placebo (tabel 3). Signifikant flere patienter, der fik 25 mg

alogliptin (44,4 %), nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (18,3 %) (p < 0,001).

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.835 mg) medførte forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52 og uge 104.

I uge 52 svarede reduktionen i HbA1c med 25 mg alogliptin plus metformin (-0,76 %, tabel 4) til den, som blev opnået med glipizid (gennemsnitsdosis = 5,2 mg) plus metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitsdosis = 1.824 mg, -0,73 %). I uge 104 var reduktionen i HbA1c med 25 mg alogliptin plus metformin (-0,72 %, tabel 4) større end den, som blev opnået med glipizid plus metformin (- 0,59 %). Endvidere var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52 for 25 mg alogliptin og metformin signifikant større end for glipizid og metformin (p < 0,001). Ved uge 104 var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline for 25 mg alogliptin og

metformin -3,2 mg/dl sammenlignet med 5,4 mg/dl for glipizid og metformin. Flere patienter, der fik

25 mg alogliptin og metformin (48,5 %) nåede behandlingsmålet for HbA1c-niveau på ≤ 7,0 % sammenlignet med dem, der fik glipizid og metformin (42,8 %) (p=0,004).

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig

dosis = 1.835,3 mg) medførte forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52 (-0,61 %), der svarede til de forbedringer, som behandling med tillæg af glipizid (gennemsnitlig dosis = 5,2 mg) til metforminhydrochloridbehandling gav (gennemsnitlig dosis = 1.823,5 mg, -0,52 %, tabel 4). Endvidere var den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52 signifikant større for 25 mg alogliptin og metformin end for glipizid og metformin (p < 0,001). Flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin plus metformin (55,3 %), nåede i uge 52 behandlingsmålet for

HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de patienter, der blev behandlet med glipizid og metformin (47,4 %) (p < 0,001).

Alogliptin som tillæg til sulfonylurinstof

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til glyburidbehandling (gennemsnitlig dosis = 12,2 mg) resulterede i statistisk signifikante forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 26, sammenholdt med placebo (tabel 3). Den gennemsnitlige ændring i værdien på fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26, ved administration af 25 mg alogliptin, var en reduktion på 8,4 mg/dl, sammenlignet med en stigning på 2,2 mg/dl med placebo. Betydeligt flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin (34,8 %), nåede i

uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på ≤ 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (18,2 %) (p = 0,002).

Alogliptin som tillæg til thiazolidindion

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til pioglitazonbehandling (gennemsnitlig dosis = 35,0 mg, med eller uden metformin eller sulfonylurinstof) resulterede i statistisk signifikante forbedringer i HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26, sammenlignet med placebo (tabel 2). Der blev endvidere observeret klinisk betydningsfulde reduktioner i HbA1c sammenlignet med placebo ved administration af 25 mg alogliptin, uanset om patienterne fik samtidig behandling med metformin/sulfonylurinstof eller ej. Signifikant flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin (49,2 %),

nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (34,0 %) (p = 0,004).

Alogliptin som tillæg til et thiazolidindion med metformin

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til 30 mg pioglitazon plus metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig dosis = 1.867,9 mg) medførte forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52, der var både non-inferiore og statistisk større end dem, der blev opnået med administration af 45 mg pioglitazon og metforminhydrochloridbehandling (gennemsnitlig

dosis = 1.847,6 mg, tabel 4). De signifikante fald i HbA1c, observeret med 25 mg alogliptin og 30 mg pioglitazon og metformin var ensartede gennem behandlingsperioden på 52 uger sammenlignet med behandling med 45 mg pioglitazon og metformin (p < 0,001 til alle tidspunkter). Den gennemsnitlige ændring i fasteplasmaglucose fra baseline til uge 52, ved administration af 25 mg alogliptin plus

30 mg pioglitazon plus metformin, var desuden signifikant større end den gennemsnitlige ændring, der blev registreret ved administration af 45 mg pioglitazon plus metformin (p < 0,001). Signifikant flere af de patienter, der fik 25 mg alogliptin plus 30 mg pioglitazon og metformin (33,2 %), nåede i uge 52

behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de patienter, der fik 45 mg pioglitazon og metformin (21,3 %) (p < 0,001).

Alogliptin som tillæg til insulin (med eller uden metformin)

Tillæg af 25 mg alogliptin én gang dagligt til insulinbehandling (gennemsnitlig dosis = 56,5 IE, med eller uden metformin) resulterede i statistisk signifikante forbedringer af HbA1c og fasteplasmaglucose fra baseline til uge 26 sammenlignet med tillæg af placebo (tabel 3). Klinisk relevante reduktioner i HbA1c sammenlignet med placebo blev også observeret med 25 mg alogliptin, uanset om patienterne samtidig blev behandlet med metformin. Flere af de patienter, der fik 25 mg

alogliptin (7,8 %), nåede i uge 26 behandlingsmålet for HbA1c på 7,0 % sammenlignet med de placebobehandlede patienter (0,8 %).

Tabel 3: Ændring i HbA1c (%) fra baseline til uge 26 i placebokontrollerede studier af alogliptin 25 mg (FAS, LOCF)

Studie

Gennemsnitlig

Gennem-snitlig

Placebo-korrigeret

 

HbA1c ved baseline

ændring i HbA1c fra

ændring i HbA1c fra

 

(%) (SD)

baseline (%)(SE)

baseline (%)(tosidet

 

 

 

95 %-KI)

 

 

 

 

Enkeltstofbehandling, placebokontrolleret studie

 

 

Alogliptin 25 mg én

7,91

-0,59

-0,57*

gang dagligt (n =

(0,788)

(0,066)

(-0,80; -0,35)

128)

 

 

 

Tillægsbehandling, placebokontrollerede studier

 

 

Alogliptin 25 mg én

7,93

-0,59

-0,48*

gang dagligt

(0,799)

(0,054)

(-0,67; -0,30)

sammen med

 

 

 

metformin (n = 203)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

8,09

-0,52

-0,53*

gang dagligt

(0,898)

(0,058)

(-0,73; -0,33)

sammen med et

 

 

 

sulfonylurinstof (n =

 

 

 

197)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

8,01

-0,80

-0,61*

gang dagligt

(0,837)

(0,056)

(-0,80; -0,41)

sammen med et

 

 

 

thiazolidindion ±

 

 

 

metformin eller et

 

 

 

sulfonylurinstof

 

 

 

(n = 195)

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

9,27

-0,71

-0,59*

gang dagligt

(1,127)

(0,078)

(-0,80; -0,37)

sammen med

 

 

 

insulin ± metformin

 

 

 

(n = 126)

 

 

 

FAS = fuldt analysesæt

LOCF (last observation carried forward) = sidste observation ekstrapoleret

Gennemsnit beregnet ved mindste kvadraters metode justeret mht. tidligere antihyperglykæmisk behandlingsstatus og baselineværdier

* p < 0,001 sammenlignet med placebo eller placebo + kombinationsbehandling

Tabel 4: Ændring i HbA1c (%) fra baseline i aktivt kontrollerede studier af alogliptin 25 mg

(PPS, LOCF

Studie

Gennemsnitlig

Gennemsnitlig

Behandlings-

 

HbA1c ved baseline (

ændring

korrigeret ændring i

 

%) (SD)

i HbA1c

HbA1c fra baseline

 

 

fra baseline

(%)(en-sidet KI)

 

 

(%)+(SE)

 

Tillægsbehandlingsstudier

 

 

Alogliptin 25 mg én

 

 

 

gang dagligt

 

 

 

sammen med

 

 

 

metformin i forhold

 

 

 

til et sulfonylurinstof

 

 

 

+ metformin

 

 

 

(n = 537)

7,61

-0,76

-0,03

Ændring i uge

(0,526)

(0,027)

(-uendelig, 0,059)

(n=382)

 

 

 

Ændring i uge

7,61

-0,72

-0,13*

104 (n=382)

(0,526)

(0,037)

(-uendelig, -0,006)

 

 

 

 

Alogliptin 25 mg én

 

 

 

gang dagligt

 

 

 

sammen med et

 

 

 

thiazolidindion +

 

 

 

metformin i forhold

 

 

 

til titreret

 

 

 

thiazolidindion +

 

 

 

metformin

 

 

 

Ændring i uge

8,25

-0,89

-0,47*

(n = 303)

(0,820)

(0,042)

(uendelig, -0,35)

Ændring i uge

8,25

-0,70

-0,42*

(0,820)

(0,048)

(uendelig, -0,28)

(n = 303)

 

 

 

PPS = pr. protokol-sæt

LOCF = sidste observation fremført

* Non-inferioritet og superioritet statistisk bevist

Mindste kvadraters gennemsnit justeret mht. tidligere antihyperglykæmisk behandlingsstatus og baselineværdier

Patienter med nedsat nyrefunktion

Virkningen af og sikkerheden ved administration af de anbefalede doser alogliptin til en undergruppe af patienter med type 2-diabetes mellitus og svært nedsat nyrefunktion/terminalt nyresvigt blev undersøgt hver for sig i et placebokontrolleret studie (59 patienter på alogliptin og 56 patienter på placebo i 6 måneder) og fundet i overensstemmelse med profilen for patienter med normal nyrefunktion.

Ældre (≥ 65 år)

En samlet analyse af fem 26-ugers placebokontrollerede studier viste, at virkningen af alogliptin hos patienter med type 2-diabetes mellitus under 65 år var den samme som hos patienter på 65 år og derover.

Ved behandling med 25 mg alogliptin én gang dagligt fandt man desuden forbedringer i HbA1c fra baseline til uge 52, der svarede til dem, man fandt ved administration af glipizid (gennemsnitlig

dosis = 5,4 mg). Det er vigtigt at understrege, at selvom alogliptin og glipizid gav de samme ændringer i HbA1c og fasteplasmaglucose i forhold til baseline, var hypoglykæmiske episoder markant mindre hyppige hos patienter, der fik 25 mg alogliptin (5,4 %), end hos patienter, der fik glipizid (26,0 %).

Klinisk sikkerhed

Kardiovaskulær sikkerhed

En samlet analyse af data fra 13 studier viste, at den samlede forekomst af kardiovaskulær død, ikke- dødeligt myokardieinfarkt og ikke-dødelig apopleksi var sammenlignelig hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo.

Endvidere blev der udført et prospektivt, randomiseret, kardiovaskulært sikkerhedsendepunktsstudie med 5.380 patienter med høj underliggende kardiovaskulær risiko for at undersøge virkningen af alogliptin sammenlignet med placebo (i tillæg til standardbehandling) på større utilsigtede kardiovaskulære hændelser (MACE), herunder tid til den første forekomst af enhver hændelse i kombinationen af kardiovaskulær død, ikke-dødeligt myokardieinfarkt og ikke-dødelig apopleksi hos patienter med en nylig (15 til 90 dage) akut koronar hændelse. Ved baseline havde patienterne en gennemsnitsalder på 61 år, gennemsnitsvarighed af diabetes på 9,2 år og gennemsnitligt HbA1c på 8,0 %.

Studiet påviste, at alogliptin ikke øgede risikoen for at få en MACE sammenlignet med placebo [hazard ratio: 0,96; en-sidet 99 % konfidensinterval: 0-1,16]. I alogliptin-gruppen oplevede 11,3 % af patienterne en MACE sammenlignet med 11,8 % af patienterne i placebogruppen.

Tabel 5. MACE indberettet i studiet med kardiovaskulære endepunkter

 

Antal patienter (%)

 

Alogliptin

Placebo

 

25 mg

 

 

 

 

 

 

 

N=2.701

N=2.679

 

 

 

 

Primært sammensat endepunkt

 

 

 

[første hændelse af KV-død, ikke-

305 (11,3)

(11,8)

dødeligt MI og ikke-dødelig

 

 

 

apopleksi]

 

 

 

Kardiovaskulær død*

89 (3,3)

(4,1)

Ikke-dødeligt myokardieinfarkt

187 (6,9)

(6,5)

Ikke-dødelig apopleksi

29 (1.1)

32 (1.2)

*Samlet var der 153 forsøgspersoner (5,7%) i alogliptin-gruppen og

173 forsøgspersoner (6,5%) i placebogruppen, som døde (mortalitet af enhver årsag).

Der var 703 patienter, som oplevede en hændelse inden for det sekundære, sammensatte MACE- endepunkt (første hændelse af kardiovaskulær død, ikke-dødeligt myokardieinfarkt, ikke-dødelig apopleksi og akut revaskularisering på grund af ustabil angina). I alogliptin-gruppen oplevede 12,7 % (344 forsøgspersoner) en hændelse inden for det sekundære, sammensatte MACE-endepunkt, sammenlignet med 13,4 % (359 forsøgspersoner) i placebogruppen [hazard ratio = 0,95; en-

sidet 99 % konfidensinterval: 0-1,14].

Hypoglykæmi

En samlet analyse af data fra 12 studier viste, at den samlede forekomst af hypoglykæmi var lavere hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin end hos patienter behandlet med enten 12,5 mg alogliptin, aktiv kontrol eller placebo (henholdsvis 3,6 %, 4,6 %, 12,9 % og 6,2 %). Størstedelen af disse episoder var lette til moderate i intensitet. Den samlede forekomst af episoder med svær hypoglykæmi var på samme niveau hos patienter behandlet med 25 mg alogliptin eller 12,5 mg

alogliptin, og dette niveau var lavere end forekomsten hos patienter behandlet med aktiv kontrol eller placebo (henholdsvis 0,1 %, 0,1 %, 0,4 % og 0,4 %). I det prospektive, randomiserede, kontrollerede, studie med kardiovaskulære endepunkter var investigatorindberettede tilfælde af hypoglykæmi på samme niveau hos patienter, der fik placebo (6,5 %), og patienter, der fik alogliptin (6,7 %) i tillæg til standardbehandling.

I et klinisk studie med alogliptin givet som enkeltstofbehandling var forekomsten af hypoglykæmi på samme niveau som for placebo, og den var lavere end for placebo i et andet studie med alogliptin som tillæg til sulfonylurinstof.

Der blev observeret en hyppigere forekomst af hypoglykæmi ved trestofbehandling med thiazolidindion og metformin og i kombination med insulin, ligesom det er tilfældet med andre DPP- 4-hæmmere.

Patienter (≥ 65 år) med type 2-diabetes mellitus vurderes at have større risiko for hypoglykæmi end patienter under 65 år. En samlet analyse af data fra 12 studier viste, at den samlede forekomst af hypoglykæmi var den samme for patienter på 65 år og derover behandlet med 25 mg alogliptin (3,8 %) som for patienter under 65 år (3,6 %).

Pædiatrisk population

Det Europæiske Lægemiddelagentur har udsat forpligtelsen til at fremlægge resultaterne af studier med Vipidia i en eller flere undergrupper af den pædiatriske population med type 2-diabetes mellitus (se pkt. 4.2 for oplysninger om pædiatrisk anvendelse).

5.2 Farmakokinetiske egenskaber

Alogliptins farmakokinetik er vist sig at være sammenlignelig uændret hos raske forsøgspersoner og hos patienter med type 2-diabetes mellitus.

Absorption

Alogliptins absolutte biotilgængelighed er ca. 100 %.

Administration sammen med et fedtholdigt måltid resulterede ikke i ændringer i den samlede og den højeste eksponering for alogliptin. Vipidia kan derfor tages med eller uden mad.

Efter administration af orale enkeltdoser på op til 800 mg hos raske personer blev alogliptin hurtigt absorberet, og den højeste plasmakoncentration forekom 1 til 2 timer (median T maks) efter administration.

Der blev ikke observeret nogen klinisk relevant akkumulation efter gentagen administration hos hverken raske forsøgspersoner eller hos patienter med type 2-diabetes mellitus.

Den samlede og den højeste eksponering for alogliptin steg proportionalt ved stigende enkeltdoser fra 6,25 mg og op til 100 mg alogliptin (dækkende det terapeutiske dosisinterval). Forsøgspersonernes intervariationskoefficient for alogliptins AUC var lav (17 %).

Fordeling

Efter at raske forsøgspersoner havde fået en intravenøs enkeltdosis på 12,5 mg alogliptin, var fordelingsvolumenet i den terminale fase 417 l, hvilket indikerer, at lægemidlet fordeles godt i vævene.

Alogliptin har en plasmaproteinbinding på 20-30 %.

Biotransformation

Alogliptin gennemgår ikke en omfattende metabolisering; 60-70 % af en dosis udskilles i urinen som uomdannet lægemiddel.

Der blev fundet to mindre metabolitter efter administration af en oral dosis [14C]-alogliptin: N-demethyleret alogliptin, M-I (< 1 % af moderstoffet) og N-acetyleret alogliptin, M-II (< 6 % af moderstoffet). M-I er en aktiv metabolit og en stærkt selektiv DPP-4-hæmmer, der minder om alogliptin; M-II hæmmer ikke DPP-4 eller andre DPP-relaterede enzymer. In vitro-data indikerer, at CYP2D6 og CYP3A4 bidrager til alogliptins begrænsede metabolisering.

Data fra in vitro-studier indikerer, at alogliptin ikke inducerer CYP1A2, CYP2B6 og CYP2C9 og ikke hæmmer CYP1A2, CYP2B6, CYP2C8, CYP2C9, CYP2C19, CYP2D6 eller CYP3A4 ved koncentrationer, der er opnået ved den anbefalede dosis på 25 mg alogliptin. In vitro-studier har vist, at alogliptin inducerer CYP3A4 i mindre grad, men stoffet har ikke vist sig at inducere CYP3A4 i in vivo-studier.

I in vitro-studier viste alogliptin ingen hæmning af de renale transportere OAT1, OAT3 og OCT2.

Alogliptin findes primært som (R)-enantiomeren (> 99 %) og gennemgår ingen eller kun meget begrænset kiral konvertering til (S)-enantiomeren in vivo. (S)-enantiomeren kan ikke måles ved terapeutiske doser.

Elimination

Alogliptin blev elimineret med en gennemsnitlig terminal halveringstid (T1/2) på ca. 21 timer.

Efter administration af en oral dosis [14C]-alogliptin blev 76 % af den samlede radioaktivitet udskilt i urinen, og 13 % blev udskilt i fæces.

Den gennemsnitlige renale clearance af alogliptin (170 ml/min) var højere end den gennemsnitlige anslåede glomerulære filtrationshastighed (ca. 120 ml/min), hvilket indikerer nogen aktivitet i renal udskillelse.

Tidsafhængighed

Den samlede eksponering (AUC(0-inf)) for alogliptin efter administration af en enkeltdosis svarede til eksponeringen i løbet af ét dosisinterval (AUC(0-24)) efter 6 dage med administration én gang dagligt. Dette indikerer, at der ikke er nogen tidsafhængighed i alogliptins kinetik efter gentagne doseringer.

Særlige populationer

Nedsat nyrefunktion

En enkelt dosis 50 mg alogliptin blev givet til 4 grupper af patienter med forskellige grader af nedsat nyrefunktion (kreatininclearance (CrCl) beregnet ud fra Cockcroft-Gault-formlen): let (CrCl = > 50 til ≤ 80 ml/min), moderat (CrCl = ≥ 30 til ≤ 50 ml/min), svært (CrCl = < 30 ml/min) eller hæmodialysekrævende terminal nyresygdom.

En stigning på ca. 1,7 gange i AUC for alogliptin blev observeret hos patienter med let nedsat nyrefunktion. Da distributionen af AUC-værdier for alogliptin hos disse patienter imidlertid var inden for det samme område som for kontrolpersonerne, er det ikke nødvendigt med dosisjustering hos patienter med let nedsat nyrefunktion (se pkt. 4.2).

Hos patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller patienter med hæmodialysekrævende terminal nyresygdom sås en stigning i den systemiske eksponering for alogliptin på henholdsvis ca. 2 og 4 gange. (Patienter med nyresygdom i slutstadiet fik hæmodialyse umiddelbart efter dosis med alogliptin. Vurderet ud fra de gennemsnitlige dialysatkoncentrationer blev ca. 7 % af lægemidlet

fjernet i løbet af en hæmodialyse af 3 timers varighed). For at opretholde en systemisk eksponering for alogliptin svarende til den, der er observeret hos patienter med normal nyrefunktion, bør der derfor gives lavere doser alogliptin til patienter med moderat til svært nedsat nyrefunktion eller dialysekrævende terminalnyresygdom (se pkt. 4.2).

Nedsat leverfunktion

Den samlede eksponering for alogliptin var ca. 10 % lavere, og den højeste eksponering var ca. 8 % lavere hos patienter med moderat nedsat leverfunktion sammenlignet med raske forsøgspersoner. Størrelsen af disse reduktioner blev ikke anset for at være klinisk relevant. Det er derfor ikke nødvendigt at justere dosis af alogliptin hos patienter med let til moderat nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer på 5 til 9). Alogliptin er ikke undersøgt hos patienter med svært nedsat leverfunktion (Child-Pugh-scorer > 9, se pkt. 4.2).

Alder, køn, race, kropsvægt

Alder (65-81 år), køn, race (hvid, sort og asiatisk) og kropsvægt havde ingen klinisk relevant indvirkning på alogliptins farmakokinetik. Der er ikke behov for dosisjustering (se pkt. 4.2).

Pædiatrisk population

Alogliptins farmakokinetik hos børn og unge under 18 år er endnu ikke klarlagt. Der er ingen tilgængelige data (se pkt. 4.2).

5.3 Prækliniske sikkerhedsdata

De prækliniske data viser ingen særlig risiko for mennesker vurderet ud fra konventionelle undersøgelser af sikkerhedsfarmakologi og toksicitet.

Niveauet uden observeret negativ effekt (NOAEL) i toksicitetsstudier med gentagen dosering hos rotter og hunde, som varede op til henholdsvis 26 og 39 uger, viste eksponeringsmargener, der var henholdsvis ca. 147 og 227 gange større end eksponeringen hos mennesker, der tager den anbefalede daglige dosis på 25 mg alogliptin.

Alogliptin var ikke genotoksisk i en række standard-karcinogenicitetsstudier udført in vitro- og in vivo.

Alogliptin var ikke karcinogent i de 2-årige karcinogenicitetsstudier, der blev udført på rotter og mus. Minimal til let simpel overgangsepitelhyperplasi sås i blæren hos hanrotter ved den laveste anvendte dosis (27 gange større end den humane eksponering), uden at et klart NOEL (niveau uden observeret effekt) blev fastlagt.

Der blev ikke observeret bivirkninger af alogliptin, hvad angår fertilitet, reproduktionsevne eller tidlig embryonal udvikling hos rotter, op til en systemisk eksponering, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis. Selvom fertiliteten ikke blev påvirket, blev der observeret en lille, statistisk signifikant forøgelse i antallet af abnorme sædceller hos hanrotter ved en eksponering, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis.

Placentaoverførsel af alogliptin er set hos rotter.

Alogliptin var ikke teratogent hos rotter og kaniner, der blev udsat for systemisk eksponering med et NOAEL, der var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis. Højere doser alogliptin var ikke teratogene, men resulterede i toksicitet hos moderen og blev forbundet med forsinket og/eller manglende knogledannelse og nedsat føtal kropsvægt.

I et studie af den prænatale og postnatale udvikling hos rotter blev disse udsat for eksponeringer, som var langt højere end den humane eksponering ved den anbefalede dosis, men dette skadede ikke den embryonale udvikling og påvirkede heller ikke afkommets vækst og udvikling. Højere doser alogliptin medførte en lavere kropsvægt hos afkommet og havde en vis indvirkning på afkommets udvikling, som blev betragtet som en sekundær effekt af den lave kropsvægt.

Studier af diegivende rotter tyder på, at alogliptin udskilles i mælken.

Ingen alogliptin-relaterede virkninger blev observeret hos unge rotter efter gentagne doseringer i 4 og 8 uger.

6. FARMACEUTISKE OPLYSNINGER

6.1 Hjælpestoffer

Tabletkerne

Mannitol

Mikrokrystallinsk cellulose

Hydroxypropylcellulose

Croscarmellosenatrium

Magnesiumstearat

Filmovertræk

Hypromellose

Titandioxid (E171)

Rød jernoxid (E172)

Macrogol 8000

Blæk til prægning

Shellac

Sort jernoxid (E172)

6.2 Uforligeligheder

Ikke relevant.

6.3 Opbevaringstid

4 år.

6.4 Særlige opbevaringsforhold

Dette lægemiddel kræver ingen særlige forholdsregler vedrørende opbevaringen.

6.5 Emballagetyper og pakningsstørrelser

Blisterkort af polychlorotrifluoroethylen (PCTFE)/polyvinylchlorid (PVC) med aluminiumsfolie, som tabletterne kan trykkes ud igennem. Pakningsstørrelser med 10, 14, 28, 30, 56, 60, 84, 90, 98 eller 100 filmovertrukne tabletter.

Ikke alle pakningsstørrelser er nødvendigvis markedsført.

6.6 Regler for bortskaffelse

Ikke anvendt lægemiddel samt affald heraf skal bortskaffes i henhold til lokale retningslinjer.

7. INDEHAVER AF MARKEDSFØRINGSTILLADELSEN

Takeda Pharma A/S

Dybendal Alle 10

2630 Taastrup

Danmark

8. MARKEDSFØRINGSTILLADELSESNUMMER (-NUMRE)

EU/1/13/844/019-027, 030

9. DATO FOR FØRSTE MARKEDSFØRINGSTILLADELSE/FORNYELSE AF TILLADELSEN

Dato for første markedsføringstilladelse: 19. september 2013

10. DATO FOR ÆNDRING AF TEKSTEN

Yderligere information om Vipidia findes på Det Europæiske Lægemiddelagenturs hjemmeside http://www.ema.europa.eu.

Kommentarer

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z
  • Hjælp
  • Get it on Google Play
  • Om
  • Info on site by:

  • Presented by RXed.eu

  • 27558

    receptpligtig medicin oplistet